Skulle "lige" lære det sidste…

af hundeejer Lise-Lotte Hofverberg, juli 2008
 

 


Jeg startede til træning med min 10 uger gamle Sankt Bernhard hvalp, Jarla, i 2005 i København. Træningen foregik hos en af de store og anerkendte fortalere for den bløde træning. Jeg tænkte, at dette var lige noget for mig.

 

Det var et hvalpehold, hvor vi havde legetid efter træningen, som Jarla regelmæssigt kørte træt i, fordi vi skulle lave de samme øvelser med hvalpene, igen og igen og igen og igen og igen og igen og… Det handlede om sit, dæk, bliv liggende, stå og alle de andre gængse kommandoer.

 

Mine forventninger til dette hvalpehold var egentlig, at vi skulle ud og socialisere vores hvalpe. Altså tage dem til travle steder og andre ting, som en træner ved, der er godt at få hvalpen igennem af oplevelser. Derudover var det svært at være eneste ejer af en hund, som ikke prompte adlød kommando. For en Sankt Bernhard tænker jo lige over, om den nu gider eller ej. Men jeg fik bare at vide: ” - det er jo den race, du har valgt. Det er jo ikke en labrador eller border collie.” Nej, men derfor kunne jeg godt have ønsket mig mere hjælp. Og det var ofte, at når træneren gik rundt for at se os lave de forskellige øvelser, at jeg stod sidst eller tæt på sidst, i kredsen.

 

Det er altså svært at holde hunden gående, når den efter 2-3 gentagelser keder sig. Så jeg måtte hver gang finde mellemliggende øvelser, til træneren endelig kom hen til os.

 

Men da jeg ikke havde andre træningsmuligheder i nærheden, som jeg kendte til, så blev jeg. Jeg troede jo også stadig på, at hun hjalp mig, det bedste hun kunne.

 

Senere begyndte vi også at lave trick-øvelser med vores unghunde. Altså slalom, rul, twist (drej om sig selv), gå rundt om os. Baglæns lykkedes aldrig. Den blev ellers øvet hårdt og konstant.

 

Men igen manglede der hjælp og alternativer til de 3-4 måder jeg kunne forsøge. For hunden kan godt bakke lige baglæns. Det var bare et problem at få den drejet rundt om mig.

 

Det var jo fantastisk at se, hvor hurtigt sådan en lille hvalp kunne lære disse kommandoer, men indkaldet virkede slet ikke på samme måde, for der var altid en hvalp, som var mere spændende end mig, - for så kunne der leges.

 

”Du må gøre dig mere spændende for din hvalp/hund”, var den besked, jeg fik flere gange i de 2½ år, jeg troligt gik til træning samme sted.

 

Se nu kom der ikke rigtig mere forklaring til den sætning, så der stod jeg med min hund hængende ude i 2½ m. stram snor, og hvordan får man så lige gjort sig spændende nok - for ved hunden, at jeg er der?!

 

Mit manglende indkald blev også øvet på mange mere eller mindre spændende måder. Den ”bedste” var nok, da jeg blev bedt om, så ofte som muligt, at slippe min hund fri! - kaste en STOR lækker godbid på jorden og så ellers spurte af sted, alt hvad jeg kunne!

 

Ideen var den, at når så min hund endelig tænkte; ”WOW, hvad mon hun har fundet på?”  så ville Jarla løbe efter mig. Så skulle jeg så råbe: ” JARLA – KOOOMMMMM!” - og så når hun kom i nærheden, skulle jeg kaste endnu en STOR lækker godbid på jorden, og så spurte af sted i modsat retning.

 

Problemet var bare, at hvis der kom en hund i nærheden, så kunne jeg da bare løbe, kunne jeg! Og når jeg på den måde opdagede, at min hund var på vej et helt andet sted, måtte jeg spurte af sted efter hende og råbe: JARLA – NEEEEEEEJJJJJJJJJJIIIIIIIIII! - Som hun jo naturligvis ikke reagerede på! Og så måtte jeg så råbe: ”HUN GØR IKKE NOGET!”

 

Men det opleves nok ikke sådan, når ca. 70 kg hund kommer galoperende hen mod lille Tulle. Det eneste, denne metode gjorde godt for, var min lungekapacitet.

 

Jeg blev til denne træning jo også opdraget til at mene, at det er en hunds ”menneskeret” at gå uden snor på trods af at mit indkald var dårligt. Det var åbenbart normalt at træne sådan, så af sted ud over stepperne jog jeg, hver gang Jarla så en anden hund.

 

Derudover havde jeg også altid fået at vide, at det er rigtig godt for en hund, at hilse på ALLE. Så det gjorde vi så – altid med Jarla først på pletten. Jeg havde jo ikke lært andet. Jeg havde dog lært at spørge folk på afstand, om hundene måtte hilse. Som regel var det helt ok.

 

Mange gange blev Jarla, især som hvalp, tromlet over ende af større hunde, men jeg var ikke blevet undervist i andet, end at det var godt at lege og hilse på alle vi mødte, så det tænkte jeg ikke nærmere over.

 

I sommers kom så en ulykke. Jeg gik med Jarla i snor. Vi går imod en dame, som har sin hund i snor, og jeg spørger jo så smilende, om de må hilse? ”Ja, ja da”, svarer damen. Hundene nåede knapt lige at stikke snuderne sammen, før hendes hund hang i Jarlas næse og kind.

 

Denne forfærdelige oplevelse, sammen med de mange gange, som Jarla som hvalp er blevet tromlet over ende af større hunde, endte med en hund, der viste aggressiv adfærd overfor alle hunde, vi mødte.

 

Jeg fik i august 2007 kontakt til en herlig pige, Rikke, som havde købt en ”niece” til Jarla. Efter nogle fortællende e-mails, nævnte Rikke, at hun havde været på 1-dags kursus hos denne fantastiske dame i Sorø, som underviser ved at lære os mennesker at forstå og ”tale” hundenes sprog. Hun kaldte det ”Pack Bonding” og fortalte en del om det.

 

Jeg tænkte, at det lød da lige som det, der kunne få Jarla tilbage til hendes gamle jeg igen - som var legesyg og glad.

Så jeg tilmeldte mig og skrev en hilsen til Lise om, at jeg jo ”bare lige skulle lære det sidste .......”

 

Det, som jeg oplevede var så fantastisk ved Lise, som tager tingene så dejligt seriøst på sin ligefremme måde, som passer mig perfekt, var, at hun brugte tiden på mig til at ringe op og tage en snak om, hvad mit problem var, - hvad jeg forventede, og hvad jeg kunne forvente.

 

Lise konkluderede så ganske tydeligt efter denne snak: ”Ja, du mangler jo faktisk det allerførste, - ikke kun det sidste.”

Det måtte jeg jo forlegent give hende ret i. Pinligt, at have gået til hundetræning i 2½ år og så mangle det første og vigtigste – men som Lise også pointerede, så kan man ikke af en 1. gangs hundeejer forlange, at man får den rigtige hund hvis man bliver undervist med de forkerte træningsmetoder, - der var bare ikke nogen hjælp at hente fra træneren.

 

Derudover så var Lises meget tørre kommentar til, at jeg havde Jarla rendende uden snor på, at det var det sidste, jeg måtte. Indtil jeg havde et perfekt indkald, måtte jeg ikke lade Jarla løbe løs, og at dét, at Jarla tromler de andre hunde, når hun kommer galoperende, kan give den anden hund så dårlig en oplevelse, at den muligvis kan skades psykisk, endda for livet hvis man er uheldig. Puha, den sved!

 

Siden da har Jarla kun være uden snor, når Lise har været i nærheden, og vi har under kyndig vejledning sat Jarla og en anden passende hund sammen, for at de kunne lege.

 

Verdenen er jo nu blevet en helt anden for Jarla og mig. Der er helt sikkert kommet andre boller på suppen – men det har taget tid at gøre op med de gamle træningsvaner og tankegange. Selvom jeg er overbevist om Lises træningsmetoder er det voldsomt grænseoverskridende for mig at skulle ændre mine gamle vaner, som jeg er blevet indoktrineret. Men jeg lærer, og Jarla lærer!

 

Da vi kom første gang, havde jeg Jarla i en sele, da det var hvad jeg havde hørt var bedst, når hunden skulle have det godt. Derudover havde jeg som skrevet den lange line med, og jeg vil love, jeg kom på arbejde.

 

Jeg og Jarla var ofte filtret ind i den line. Men efter ca. 3 ugers træning, så er den vores trofaste følgesvend. Og snart skal den udvides til en på 20 m, når vi er ude på åbne vidder. Det mest fantastiske er, at Jarla ikke længere hænger i 2½ m stram snor – men går med max. 10 m løs line.

 

Da vi skulle gå rundt med hundene mellem hinanden, lavede Jarla ret tidligt udfald mod en sort labrador. Lise var straks over Jarla, og jeg nåede knap at finde ud af, hvad der skete. Rent refleks rev jeg Jarla væk, og der skete ikke noget. Lise spurgte så pænt, om hun måtte låne hunden. Ja naturligvis.

 

Det skal her siges, at Lise altid gør opmærksom på, at det er vores hunde, og at vi sætter selv grænsen for, hvad vi vil gøre med vores hunde. Dermed ment, at hun og vi, skal ikke lade os diktere af andre, om hvordan vi skal have vores hund.

 

Det udsættes jeg ofte for nu, da jeg ikke lader min hund hilse på alle andre. Det er svært at forstå for folk generelt. Selv inden for min egen specialklub.

 

Det blev hurtigt klart for mig, at det ville være svært at få styr på Jarla, hvis jeg beholdt hende i selen, så næste gang kom jeg med hunden i almindeligt halsbånd, det viste sig dog at være alt for smalt til hundens størrelse, så jeg måtte ud og finde et, der var bredere.

 

Men til min overraskelse, allerede 2. gang, så virkede redskaberne som Lise gav os. Jarla og jeg gik rundt mellem de andre hunde, og den sorte labrador og hendes ejer, satte tingene på spidsen og kom tæt forbi. Men Jarla havde hurtig lært, at det var dumt at gøre noget her på pladsen, det kom der intet positivt ud af.

 

Samtidig var Jarla holdt op med at trække på den første halvdel af gåturen, som ellers havde været et problem. Igen med ganske få banale midler, så vendte hele oplevelsen sig, og nu går vi, og det er mig, der bestemmer, hvor vi går hen. For det er det, det hele drejer sig om. At vi bestemmer, og hunden bare kan trisse med, som den lyster, bare den følger os. Helt fantastisk.

 

Resultaterne var synlige både til træning og hjemme på turen i området. Det var bare efter 3 gange træning. Jeg var dybt rystet og vildt glad.

 

Derudover så fik vi at vide til træning, at når vi kommer til store plæner og åbne pladser, så er det ikke der, hjernen skal slås fra, og hunden kan få lov at rende og snuse. Nej, her skal der leges og ”bondes” – og det gør vi. Og nu er jeg pludselig blevet spændende og sjov at være sammen med.

 

Tak, Lise – tænk, at der ikke skulle mere til, det er så banalt, når jeg ved, hvad jeg skal gøre.

 

Nu træner vi så hen imod, at Jarla kan slappe helt af på vores ture, specielt i nærområdet. Hvor jeg er blevet en mærkelig starut, som går med min hund i line og ikke accepterer, at andre lader deres hunde, bare rende hen til min. Så der kommer omgående information om, at de venligst bedes kalde deres hund til sig, tage den i snor, eller at det er nok en rigtig dårlig ide, at lade deres hund komme hen til min.

 

Det har så resulteret i mange ”sjove” kommentarer, om at jeg burde socialiserer min hund bedre (kommer fra folk hvor min hund har leget med deres tidligere), at jeg skal gå andre steder hen og gå med min hund, at jeg bare lige skal slappe helt af (når de ikke kan kalde deres hund til sig og jeg begynder at råbe op)

 

Vi startede på Pack Bonding 1 i januar og er nu blevet færdige med 2’eren. Og har lige meldt os til næste 2’er hold. For det ville da være mærkeligt, ikke at skulle til Sorø om lørdagen.

 

Og da jeg jo ikke kan få nok af Lise og hendes dejlige ligefremme personlighed, så har jeg naturligvis skaffet mig en lille Sankt Bernhard pige mere – Moni – som jeg er startet til Pack Bonding 1 i Roskilde med. Det er så lige slut, og nu skal vi så i gang med Pack Bonding 2. Det bliver også dejligt. Skønt at have denne fantastiske træningsform 2 gange om ugen.

 

Jeg har så sent som i dag, hvor jeg skriver dette, anbefalet Lises hundeskole til en person, som skulle starte til ny træning med en Shar Pei på 13 måneder.

 

Lise, du og din træningsform kan ikke roses nok. Alt, hvad jeg manglede i starten med Jarla, det lærer jeg nu. Og vi (du og jeg) følger spændt Monis liv og oplæring for at se forskellen, og den kan kun være stor og fantastisk bedre for mig og for Moni.

 

 

Kærlig hilsen Lise-Lotte, Jarla og Moni
 

 

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk