Fasanudsættelse - en forbandelse eller en mulighed ?

Jeg har før skrevet om hundes jagtdrift i artiklen ” Min hund jager”, men da jeg forleden læste en artikel af Hanne Helmer Jørgensen, foranledigede det, at jeg måtte gribe pennen endnu engang vedrørende dette emne.

Hanne H. J. beskriver i artiklen ”Tais (Shiba Inu han) 15 uger"
, hvordan hun forbander udsættelsen af fasaner til jagt, for det er næsten ikke til at gå tur for dem. De ligefrem myldrer hende og hendes nye shiba inu hanhvalp om fødderne, når de er ude at gå tur, hvilket bevirker, at hunden overgår i en nærmest beruset tilstand pga. de mange byttedyr.
Hanne H. J. fortæller videre, hvordan hun med sin forrige shiba inu han, Puma, oplevede, at han i en voksenalder næsten holdt op med at jage fugle, egern, rådyr og hare, fordi han som hvalp og unghund havde fået lov til at jage disse dyr, hvorved han havde draget sig den erfaring, at det var nyttesløst. Han kunne alligevel ikke fange dem.
Hanne Helmer Jørgensen skriver også, at hun håber, at Tais på samme måde som Puma vil få den samme jagtadfærd, dvs. lade være med at jagte de omtalte dyr og nøjes med at jage smådyr så som mus, muldvarpe og rotter.

Jeg er ellers normalt meget glad for at læse Hanne Helmer Jørgensens artikler, men denne her må jeg sige, at jeg mildest talt er meget ked af.
Jeg mener, at den meget nemt kan læses som en ”opskrift” på, hvordan man får den ”lydige” hund, som afholder sig fra at jage vildt. Det er noget, der ligger de fleste ansvarlige hundeejere for brystet. At det er sådan, artiklen er ment, håber jeg ikke.

Jeg mener nemlig ikke, at det er forsvarligt at anbefale denne form for indlæring. For det første fordi det åbenlyst kan være farligt og/eller ubehageligt både for hund og mennesker. Danmark er jo et lille og tæt befolket land med en ligeledes tæt infrastruktur. Der er ikke mange hundrede meter til den nærmest befærdede vej stort set lige meget hvor i landet, man befinder sig, så en hund på afveje på forfølgelsesjagt efter et rådyr eller en hare kunne nemt komme til at forcere en vej. Man har jo før hørt om hunde, der er blevet kørt ned, og mennesker, som har kørt galt i deres bestræbelser på at undgå sammenstød med dyr på kørebanen. Desuden kunne det jo tænkes, at der var andre i nærheden, som ikke liiiiige umiddelbart var til at se, men som pludselig dukker op med egne hunde. Det er mildest talt ubehageligt at stå i sådan en situation, når der dukker en løs balstyrisk hund op tilsyneladende uden en ejer i miles omkreds.

Hanne Helmer Jørgensen skriver godt nok i sin artikel, at hun kun giver sine hunde lov til at jage, hvor det er ”sikkerhedsmæssigt forsvarligt”, men ud af artiklen kan man kun gætte sig til, at dette ”given lov til” udelukkende handler om, hvorvidt hunden er i snor eller ej. Der er øjensynligt ikke tale om, at hunden får en tilladelse til at jage i form af en kommando eller et signal. Det er altså ikke hunden, som ”får lov til”, men snarere hunden, som tager sig lov til at jage. Og når der ikke bliver sagt noget, hvorfra skal hunden så vide, hvor den må jage, og hvor den ikke må jage ? Resultatet af en sådan fremgangsmåde bliver selvfølgelig, at hunden jager, når den vil. Det betyder, at man skal mere end 5 km. ud på bondens mark, før man kan slippe den, for ellers kan man vel ikke kalde det ”sikkerhedsmæssigt forsvarligt” ?

Jeg ved efter at have læst mange af Hanne Helmer Jørgensens artikler, at Hanne H. J. ofte har vandret i fjeldene ( Jeg går ud fra, at det er de svenske/norske ) samt opholdt sig på Grønland. Disse steder byder jo på en helt anden vidtstrakt og ubefærdet natur, end man finder det i Danmark. Her kan man virkelig tale om sikkerhedsmæssig forsvarlige steder. Dette, synes jeg, er et meget vigtigt aspekt at fremdrage, for det er klart, at denne ”laize-faire-indgangsvinkel” kan praktiseres med langt større succes og uden de samme gener i disse områder end i Danmark netop pga. sådanne størrelses- og befolkningsforskelle.

En af mine veninder har også hund, - en hønsehundeblanding. Da hunden var hvalp og ung, havde hun netop fra nogle ”kloge hundehoveder” hørt og læst, hvordan det var en god ide at finde sådan et sted, hvor det var forsvarligt sikkert at slippe hunden. Vores bekendtskab var helt nyt på det tidspunkt, men da jeg blev stillet det spørgsmål, om jeg syntes, det var en god ide at gøre sådan, måtte jeg jo svare, at dét syntes jeg bestemt ikke!

Min veninde fulgte desværre ikke mit råd, - der var jo så mange, som sagde det modsatte. Hver dag blev hunden sluppet nede i den store grusgrav, som de fleste steder var omgivet med stejle skrænter. Grusgraven var også dejlig åben, så man kunne holde øje med, om der dukkede andre/andet op på lang afstand. Her var der da så sandelig et ”sikkert” sted, hvor man trygt kunne slippe sin hund. Og hunden voksede og voksede. Den vænnede sig under løbeturene til at ”strække ud” i længere og længere afstand fra sin ejer, men alt var jo fryd og gammen, for der skete jo aldrig noget. Indtil lige pludselig en dag, hvor hunden var blevet selvsikker nok. Den havde i månedsvis øvet sig i momentant at være på lang afstand af sin ejer og erfaret, at hun jo ikke gik nogen steder! Pludselig en dag fik den færten af nogle hjorte, og det førhen så stærke tryghedsbånd, som havde fået hunden til at blive i nærheden af sin ”mor”, behøvede den nu ret selvsikre hund ikke mere, og vupti.....op ad en af de lidt mindre stejle skrænter og ind i skoven på jagt efter de velduftende rådyr. Denne hund blev, selvom den nok så mange gange aldrig fik fat i vildtet, aldrig sikker i sit indkald!

En dame ringede til mig. Hun havde en border collie. Nu, hvor hunden var ved at være 10 mdr. gammel, havde hun fået et problem. Hendes hund var begyndt at løbe mange hundrede meter væk fra hende på gåturene. Historien var fuldstændig den samme, som min venindes. Damen havde syntes, at langt ude på markerne ville der da ikke ske noget. Her var det sikkerhedsmæssigt forsvarligt at slippe hunden. Det havde det også været til at begynde med, men uden hun egentlig havde lagt mærke til det, havde hunden dag for dag langsomt vænnet sig selv til at bevæge sig længere og længere væk fra hende, indtil hun pludselig stod i den situation, at hunden var begyndt at løbe op til en ret trafikeret vej ( mange hundrede meter fra hende ). Så endelig kunne hun indse det farlige i situationen.

Jeg forklarede hende i telefonen, at hun blev nødt til at tage skeen i den anden hånd, - hun måtte ikke slippe hunden løs, så længe hun havde de problemer. Det faldt i hvert fald ikke i damens smag! Så ville hendes hund jo ikke få motion nok, var hendes modargument! Jeg kunne desværre ikke hjælpe denne dame. Hun nægtede simpelthen at sætte line på sin hund. Hun syntes åbenbart, at det var mere værd med en potentiel død / lemlæstet hund med et højt kondital ( og eventuelle forulykkede trafikanter på vejen) end en lydig hund. Tjaaaa, - vi tager jo alle vores valg her i denne verden.

Men i sådan en situation forbander jeg den laize-faire-metode , hvor man bare slipper hundene løs, langt væk. Resultatet bliver jo ofte også alligevel, at ejeren en dag får et gevaldigt chok over en eller anden farlig situation og derved aldrig mere tør slippe sin hund.

En gang var jeg på et kursus med den svenske etolog Lars Fält. Her stødte jeg selvfølgelig på nogle af landets adfærdsbehandlere/-terapeuter. Jeg kom til at diskutere jagtdrift og indkald med en af dem. Hun fortalte mig, at hun netop havde brugt denne metode på sin retriever. Hun fortalte også, at hun en af gangene havde måttet efterlade sin hund i skoven, fordi hunden var løbet fra hende. Så havde hun lagt sin trøje i skoven og var taget hjem. Den næste dag var hun kørt tilbage og havde fundet sin hund ved trøjen.

Hmmmmm, - godt for hende, at hun havde så meget is i maven, at hun kunne holde det ud. Selv ville jeg nok være bange for, om hunden kom noget til, - om den generede andre, - om den skambed eller jagtede vildtet osv. osv. Så vidt jeg ved, anbefaler hun stadig denne metode. Jeg kan kun undre mig.

Et andet aspekt er det arme vildt ? Er det ikke nok, at det jages tyndt i jagtsæsonen ? Vi, vores hund og os selv, er til enhver tid gæster i skoven, på markerne, ved sø og strand. Hvordan mon det ikke ville se ud med de sparsomme natursteder, hvor vildtet kan søge ly, hvis vi alle bare gav vores hunde lov til at forfølge det efter for godt befindende ? Hvis et rådyr én gang har oplevet at blive forfulgt af en hund, vil alene synet/lugten af en anden hund, måske en som kommer forbi i line, kunne få rådyret i alarmberedskab.

I dele af hundeverdenen er der en tendens til, at vi nærmest ikke mere må sige ”Nej” til vores hunde, - sætte en grænse for den, - det er for ubehageligt for den. Vi skal ifølge denne form for indlæring til enhver tid udelukkende lukke øjnene for, når hunden gør noget forkert og nøjes med at rose den, når den gør det rigtige. Jeg kan se, hvordan metoden, som Hanne Helmer Jørgensen omtaler, til ændring af jagtadfærden kunne passe fint til denne ”anti-nej-trend”, idet den fuldstændig fratager ejeren for indgriben, men jeg kan også se, at de, der betaler prisen, er alle andre end den, som har ansvaret for hunden, nemlig ejeren. Vist får hunden ikke ubehageligheder fra sin ejer, og ejeren undgår det ubehagelige i selv at skulle tage affære og måske ligefrem sige ”Nej” til sin hund, men rådyrene, harerne og andet tilstedeværende vildt betaler prisen, når de jages, forfølges og stresses på denne måde.

Endelig er der jo også lige det lille ”aber dabei” ved denne metode, at den er skingrende ulovlig. Enhver kan tydeligt læse i hundeloven, at det ikke er tilladt at slippe sin hund løs, medmindre man har fuld kontrol over den. Dette gælder også i hundeskovene!
Så når man på visse hundeskoler praktisere at tage kursisterne med ud i hundeskovene og lader dem slippe deres endnu ikke kontrollabre hunde løs, overtræder man altså hundeloven.

Jeg ved som sagt ikke, om det er Hanne Helmer Jørgensens hensigt med artiklen at oplyse om, at dette er en måde, man kan lære sin hund at lade være med at jage på, men hvis det er det, må jeg på det skarpeste fraråde alle at benytte sig af denne metode.

Fornemmelsen af at have styr på sin løse hund, er ofte indbildning, fordi man har oplevet, at hvalpen fra den er 8 uger til den er ca. 4 mdr. holder sig tæt til en. Men man skal huske på, at det gør den, fordi den endnu er for afhængig af vores beskyttelse til, at den tør løbe længere væk fra os. Derfor havner rigtigt mange i den situation, at de ”pludselig” føler, at de står med en hund, som gør fuldstændig, hvad den selv vil.

Det er rigtigt, at en hund lærer at lade være med en given adfærd, når man fratager den eller den bliver frataget driftmålet, dvs. at den ikke opnår succes med det, den gør. Her er princippet, at målet for jagten er at få fat i selve byttet, men når byttet gang på gang undslipper, og hunden derved ”snydes” fra at opnå målet, opgiver den til sidst.

Det er i grunden helt den samme metode man f.eks. kan benytte sig af, når hunden springer op. Hundens formål med at springe op af os er at få opmærksomhed, og når vi fratager den målet for dens hensigt, dvs. opmærksomheden, og i stedet ignorerer den, lærer den, at det ikke kan betale sig at hoppe op.

Man kan dog ikke regne med, at alle hunde vil reagere på helt samme måde. De meget driftstærke og/eller understimulerede hunde oplever, at forfølgelsen af et stykke vildt i sig selv er en belønning, og er dét tilfældet, vil hunden aldrig lære at afstå fra at jage, - tværtimod.
Hvis forfølgelsen i sig selv er et kick for hunden, oplever hunden derved succes, hvilket vil forstærke jagtadfærden, og så har man jo opnået det stik modsatte af, hvad man havde ønsket.

Hanne Helmer Jørgensen giver som før nævnt i artiklen udtryk for, at hun håber, at hendes nye hund Tais får samme afholdende jagtadfærd, som hendes forrige hund Puma.
For mit eget vedkommende har jeg aldrig opdraget en hund ved at håbe eller ønske mig frem. Min hunds kunnen skal ikke afhænge af held eller tilfældigheder i den udstrækning, jeg kan undgå det. Jeg stiller krav til mine hunde, og jeg tager ansvar for, at de krav bliver indfriet ved at træne på en måde, som garanterer, at de bliver det. Det er blandt andet dét, Pack Bonding handler om.

Jeg forstår så udmærket Hanne Helmer Jørgensen i hendes irritation over de udsatte fasaner, når hun benytter den metode, hun gør. Hvor kunne det dog også være dejligt nemt at gå tur med sit rovdyr, hvis der ingen katte, fugle, harer eller rådyr var. Men det er jo det rene utopi.
Det etiske i udsættelsen af skydedyr vil jeg afholde mig fra at kommentere, men når jeg oplever disse horder af fasanudsættelse, ser jeg det dog langt mere som en mulighed end en forbandelse i forholdet til mit hundehold.

Jeg har haft meget glæde af at træne mine hunde i indkald og andre øvelser på steder, hvor jeg ved, at der er en stor koncentration af byttedyr på denne måde. Blandt de meget seriøse jægere er det også en velkendt metode at lærer deres hunde et godt og stabilt apporterings-arbejde i indhegninger blandt løsgående byttedyr som fx. kaniner, selvfølgelig uden at byttedyrene kommer til skade.

Sluttelig vil jeg kun endnu engang advare imod at lade sin hund løbe løs, hvis man bare en enkelt gang har oplevet, at den jager efter vildt på egen hånd. Det er og bliver, tillige med at det er ulovligt, et hasardspil med hundens, andre dyrs og andre menneskers sikkerhed. Det er i mine øjne kun ansvarsløse og asociale hundeejere, som på trods af denne viden stadig vil vælge en sådan fremgangsmåde.

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk