Den nådesløse test

På mange internater i USA har man indført en speciel test af hunde, som skal have nye hjem. Testen går ud på at vurdere, hvor meget hunden vil forsvare sin mad. Man binder hunden af i en kort line og stiller en skål mad ned til den. Den får derpå lov til at spise af maden. Mens den spiser, tager testpersonen en kunstig hånd/arm, som er placeret på en stang, og starter med at berøre den spisende hund på ryggen, ved halsen og på hovedet. Til sidst stikkes den kunstige hånd ned i skålen og skubber så skålen væk fra den spisende hund. Kun de hunde, som ikke reagerer aggressivt på denne behandling, bliver fundet egnede til at få et nyt hjem. De andre aflives.

 

Jeg hørte for første gang i detaljer om denne test gennem Sue Sternberg, administrerende direktør for Community Animal Shelter Association (CASA).Problemet med at genhuse meget muskelstærke hunde med et stort aggressionspotentiale er et stigende problem i USA, og pga. menneskelige dødsfald netop forårsaget af angribende adopterede hunde, har man på mange internater valgt at indføre denne test.

 

Forleden aften genså jeg så denne test. TV-kanalen Animal Planet bragte et program om dyreværnsbeskyttelse i USA. Dyreværns-betjentene blev kaldt ud til en stor mastiff-agtig blanding. Hunden, en ung hanhund, stod lænket i haven til et træ uden vand, uden læ eller nogen form for beskyttelse. Om end lidt mager var hunden i en tålelig foderstand, men dens halslænke, som kun var ca. 30 cm. i omkreds og havde led, som var fingertykke i størrelse, havde pga. metallets vægt boret sig ca. 3 cm. ned i hundens hals/nakke, så hundens nakke og siderne på halsen var ét stort åbent sår.

På trods af den åbenlyse smertefulde situation, som hunden befandt sig i, var dens reaktion overfor menneskene bemærkelsesværdig tillidsfuld og venlig hele vejen igennem.Hunden blev fragtet til dyrlæge, blev bedøvet og fik fjernet den tunge jernkæde. I de følgende tre uger blev hunden på internatet passer og plejet, så såret helede helt op. Tiden var nu kommet for at teste Atlas, som hunden var kommet til at hedde.

Atlas blev bundet indenfor til en krog i væggen. Han fik sat en stor skål med mad ned, som han straks kastede sig over med en god appetit. Testlederen lod ham spise lidt og tog så den kunstige hånd, rakte ud mod Atlas og aede ham stille på ryggen. Atlas stivnede. Hånden kom nærmere, og da den var helt nede i skålen, bed Atlas i hånden. Testlederen prøvede igen, og igen, og igen og igen. Mindst 4 gange stak testlederen sin kunstige hånd i Atlas´s madskål, hver gang med samme resultat. Atlas blev derpå erklæret uegnet til adoption og aflivet.

 

Jeg kunne ikke lade være med at sidde tilbage med en meget trist fornemmelse. Først og fremmest over det umiddelbare ulyksagelige testresultat og dets konsekvens for denne hunds skæbne. Men i anden omgang over den ufattelige umenneskelige og uforstandige måde at behandle vore hunde på.

 

Alle hundefolk er om ikke andet enige i én ting; man bør ikke menneskeliggøre hundene. Er det mon ikke lige lovligt menneskeliggørende nok at forvente, at en hund, som er blevet mishandlet af mennesker, skal sidde artigt og se på, mens ”mor moser kartoflerne på tallerkenen”.

Den verdenskendte svenske hundepsykolog Anders Hallgren har redegjort for, hvad der er alm. ”god opførsel” hund og hund imellem. En af de uskrevne regler, som alle hunde synes at overholder, er ”ejendomsretten”. Det vil sige, at det ben / den mad eller den liggeplads, som det er lykkedes hunden at få fat i, er dens og må forsvares, indtil hunden selv vælger at overgive det/den. Kun mangel på føde eller plads kan ophæve denne gyldne regel om individets ejendomsret. Man kan altså konkludere, at når denne regel gælder alle individer i en flok, er det at forsvare sin ejendomsret ikke umiddelbart ensbetydende med, at hunden udfordrer et andet individs rang.

Det er dog min erfaring, at tillid mellem en hund og dens ejer er af allerstørste betydning. Tillid kan ikke tages for givet. Det er noget, som skal opbygges.

 

Et yngre par henvendte sig engang til mig med deres nyerhvervede rottweiler-tæve. Hunden var et par år og parret havde overtaget hunden fra en ejer, som ikke mere kunne overkomme at have den. Problemet var, at hunden knurrede hver gang en af dem nærmede sig madskålen i køkkenet, når hunden spiste.

De havde selvfølgelig, som man nu gør i en sådan situation, spurgt venner og bekendte til råds, og der var blevet givet alle slags råd, typisk så som at slå hunden til ligefrem at aflive den.

Jeg bad dem om stille og roligt at forlade hunden og rummet, den spiste i, når den knurrede. Ikke hurtigt eller flygtende, - slet ikke.

Jeg bad dem om at anskue situationen således, at det var hunden, som var bange og utryg for dem i denne situation. Jeg formanede dem om, at ignorere hunden og på ingen måde prøve at konfrontere den, idet hunden med sin knurren på sin egen hundefacon bare bad dem om at holde afstand, fordi den var nervøs for, at de ville tage dens mad.

I løbet af ganske få dage, begyndte hunden at slappe mere af. Jeg bad da ejerne om at gå ud i køkkenet, når hunden spiste. Hunden var på dette tidspunkt holdt op med at knurre, men var stadig anspændt, når de nærmede sig. Jeg bad dem om, hver gang de gik ud i køkkenet, når hunden spiste, at have en lækkerbisken i hånden og kaste den hen til hunden og derpå gå ud af rummet igen. Meget hurtigt holdt hunden op med at stivne, da de kom ind i køkkenet for at smide den ekstra gode godbid til den, og jeg bad så ejerne om at komme nærmere og nærmere skålen, inden de smed godbidden ned i eller hen mod skålen. Til sidst kunne ejerne gå helt hen til hunden, mens den spiste, samle skålen op, lægge godbidden ned i skålen og sætte maden ned til hunden igen uden problemer. Dette skete indenfor 14 dage. Hundens adfærd ændrede sig i det øjeblik, den følte sig forstået og problemet blev løst, fordi hunden nu fik mulighed for på denne baggrund at genvinde tilliden til sine nye ejere.

 

Det gør mig meget trist, når man end ikke søger at gøre det mindste for at løse problemet, men dette hænger selvfølgelig uvægerligt sammen med den store overproduktion af hunde, især hunde, som kan købes billigt, hvilket typisk er blandingshunde eller hunde uden ”papire”
(i Danmark vil det sige en stamtavle fra Dansk Kennel Klub). Overproduktion af hunde resulterer følgelig i en overbelastning af diverse internater, som genhuser uønskede og mishandlede hunde.

Atlas fik, på trods af at han blev befriet for sine lænker, ikke en reel chance i livet! Mad-skåls-testen er så absolut en måde at lære noget om den enkelte hunds aktuelle adfærdsmønster på. Det er jo langt fra alle hunde, som reagerer forsvarende (aggressivt) i en mad-situation, og en hund, der gør det, hører ikke hjemme et sted med små børn, som gør ting og sager uden at tænke over det.

Men spørgsmålet er, om det er rimeligt udelukkende på denne test at dømme en hunds egnethed for overhovedet at blive adopteret. Der findes trods alt mange familier uden børn. Måske kunne løsningen være at begynde at kigge lidt mere på de kommende ejeres ”egenthed”. Man har jo lov at drømme.

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk