Når familiens hunde slås

I mit arbejde som adfærdskonsulent kommer jeg af og til ud for problemer, der er opstået mellem familiens to hunde. Oftest er der tale om aggression, hvorfor dette i denne artikel er mit udgangspunkt.

Lige præcis denne form for problematik er nok den, som kræver mest indsigt og erfaring for at kunne blive løst, og jeg anbefaler stærkt, at man hurtigst muligt henvender sig for at få kortlagt årsagen til problemet.

Det seneste eksempel på problemer blandt familiens hunde, der kom mig for øre, havde dødelig udgang for en uheldig australsk terrier. Familien havde tre af samme race og kom en dag hjem for at finde deres ene hund bidt ihjel af de to andre, så ufred og konflikter mellem hundene er ikke noget, man uden videre skal feje af bordet som biting.

I det følgende vil jeg forsøge at skitsere nogle af de ting, som forårsager eller er medvirkende til, at der opstår konflikter blandt familiens hunde.

Når man er ejer af to eller flere hunde, er det selvfølgelig utopi at tro, at der aldrig vil opstå små kontroverser hundene imellem af og til, men det skal høre til sjældenhederne at større uoverensstemmelser finder sted.

Hunde stammer fra ulve, og det er ved at skæve til ulvens adfærd og naturlige levevis, at vi får svarene på vore domesticerede hundes opførsel. Hunden er jo som sin forfader et flokdyr. Genetisk er hunde kodet til at fungere sammen. Fællesskabet giver åbenlyse overlevelsesmæssige fordele for det enkelte individ. F.eks. er en flok i stand til at nedlægge større byttedyr, end et enkelt dyr alene kan klare at nedlægge. Chancerne for at få succes i en jagt er også større, når en flok samarbejder om at nedlægge et stort byttedyr, end når det er et enkelt dyr, der går på jagt for sig selv.

I samarbejdet er alle individer vigtige som jagtkammerater. Et såret dyr fungerer ikke optimalt som samarbejdende jæger, hvilket sammenlagt forringer flokkens effektivitet. Derfor er det også vigtigt, at der ikke er så alvorlige interne stridigheder, at en eller nogle af flokkens medlemmer ikke kan jage optimalt.

Skal man overføre dette til vore hunde, er det acceptabelt og naturligt, at hundene af og til har småskænderier (knurren eller småsnapperi evt. overfladiske skrammer) i helt specifikke situationer. Det skal man ikke blande sig i med mindre den ene part ofte er meget emotionel påvirket og har svært ved at finde ”sig selv” igen. Er stridighederne derimod af en mere alvorlig karakter, bør man straks bryde ind og seriøst prøve at analysere situationen. Der er altid en grund til, at hundene opfører sig, som de gør:

Betydningen af rangen
Konflikter er ofte udtryk for, at der rent rangmæssigt er meget lille afstand mellem individerne i en flok. Dette kan have helt naturlige årsager så som en aldersmæssig meget lille afstand mellem individerne i en flok. I naturen afgøres rangen, og dermed den status et individ har i flokken, af dens erfaring, indsigt og temperament, hvilket stort set altid er ensbetydende med dens alder. En anden men sekundær betydning for rangfordeling har dyrets fysik – dvs. dens styrke og størrelse. Er det derfor endvidere hunde som størrelsesmæssigt ligger tæt op ad hinanden, kan der let opstå stridigheder. Af samme årsag vil jeg anbefale, at man først anskaffer sig hund nr. 2, når hund nr. 1 er blevet så voksen, at den yngre hund ikke vil tænke på at stille spørgsmålstegn ved den ældres højere status. Ideelt vil det sige 2 – 2½ års forskel, dog mindst 1 år..

Jeg oplever også hunde, der går på ”pension”, når de når en vis alder. Dette kan også skabe konflikter, idet ”pensioneringen” ikke foregår fra den ene dag til den anden, men er en proces, hvor en højt rangerende ældre eller svagelig hund gradvist overlader sin rang til den lavere rangerende. Er den lavere rangerende af en noget dominerende og påtrængende natur, kan den risikere at optræde endnu mere dominerende og påtrængende i sin iver efter at overtage den ranghøje position. Dette kan give stridigheder såfremt den ”gamle” ikke er helt klar til at overgive ”tronen”. Som leder af sin flok kan hundeejeren med en god portion erfaring gå ind og afhjælpe ved at irettesætte den yngre i sin frembrusenhed.

Respekter rangordningen
I vor menneskeverden er det ikke pænt at gøre forskel på børn. Mange mennesker overfører direkte dette moralkodeks til deres hunde, hvilket desværre er helt misforstået. Husk på, at jo tættere hundene er på hinanden rent rangmæssigt, jo større er risikoen for, at de vil prøve hinanden af i forskellige situationer. Hvis vi altid deler sol og vind lige blandt vore hunde, er vi direkte medvirkende til at udligne den naturlige rangforskel mellem dem. Man skal respektere hundenes interne rangorden og f.eks. altid give ”førstehunden” den første og bedste godbid.

Ressourcekonflikter
Når hunde kommer i konflikt sker det som regel altid i forbindelse med en ressource. Ressourcekampe kan ikke forekomme uden en ressource, og som hundeejer kan man undgå mange konflikter hundene imellem, såfremt der enten ingen ressourcer er at kæmpe om eller modsat, at ressourcerne forekommer til overflod.

En ressource er alt, hvad der i hundens øjne har en eller anden form for værdi. Det være sig legetøj, mad, ben, opmærksomhed fra ejerens eller gæsters side, at gøre tingene først, en tæve i løbetid (såfremt man er hanhunde-ejer), et yndlingssovested (ofte tæt på ejeren eller ved et godt udkigssted) eller andre steder, som repræsenterer en værdi f.eks. køkkenet eller soveværelset.

Ikke alle ressourcer kan man altså fjerne eller tilvejebringe i overflod, så en anden løsning kan være at nægte hundene adgang.

Som ejer skal man være ekstra opmærksom på hundenes adfærd i og omkring disse ressourcer. Min erfaring er, at det for det meste er den bedste løsning at fjerne ressourcerne, såfremt der er vrøvl med hundene, men at det absolut ikke kan stå alene som løsningsmodel. At nøjes med det, er kun symptombehandling. Hundene bruger så at sige ressourcerne som undskyldning til at lade konflikterne komme op til overfladen.

To hunde af samme køn har mere tendens til at rivalisere og dermed ende i ressourcekonflikter, hvorfor valg af modsat køn ved hund nr. to kan være med til at forebygge stridigheder.

Stress og understimulation
Konflikter udløses langt oftere blandt understimulerede og stressede hunde end hos harmoniske, rolige og velstimulerede hunde.

Hunde, som ikke eller kun sjældent får opfyldt deres behov for at ”arbejde” bliver understimulerede. Overskudsenergien virker som kulsyren i en champagneflaske. Når sådan en understimuleret hund reagerer (= proppen tages af flasken), vil reaktionen komme med samme eksplosive kraft som champagnen fra en nyåbnet, rystet champagneflaske. Hvad der normalt kun ville være en lille uoverensstemmelse mellem hundene, kan ende i et gedigent slagsmål.

Stressede og understimulerede hunde er ofte ikke særlige observante og overser let ellers tydelige signaler fra andre hunde. En stresset og understimuleret hund kommer derfor ofte af samme grund ud i konflikter med andre hunde.

I begge tilfælde vil jeg stærkt anbefale at aktivere hundene noget mere. Aktiveringen skal tilpasses hundens race / type for at have den ønskede virkning.

Sygdom og smerter
Sygdom og smerter hos hunde gør dem ofte mere intolerante med øget risiko for aggression.

Jeg snakkede for nylig med en kvinde, hvis hund pludselig var begyndt at ændre adfærd, vise aggression overfor familiens anden hund samt hendes søn. Hun kunne ikke forstå denne adfærd, da hunden ellers altid havde vist stor hengivenhed og aldrig før havde optrådt aggressivt. Vi aftalte en tid, hvor jeg skulle komme og se på hunden. Da jeg kom derud, havde hun selv løst problemet. Det viste sig, at naboen havde grillet en aften. De havde lagt stanniol på grillen for at undgå olie i kullene. Saft og andre lækkerier var flydt ud på stanniolen, som var blevet liggende på grillen og dagen efter åbenbart var fløjet over hækken og ind til hunden, som med stor vellyst havde spist sølvpapiret. Dette var selvfølgelig ufordøjeligt og havde efterfølgende forvoldt hunden store smerter, indtil den af sig selv kastede det op over en uge efter. På det tidspunkt var manden i huset allerede begyndt at snakke om en evt. aflivning! Heldigvis endte alt lykkeligt i denne omgang, men hvor tit sker det modsatte mon?

Lad altid tvivlen komme din hund til gode og få den grundigt undersøgt hos en dyrlæge. Studér din hunds bevægelsesmønster, så du selv bliver bedre til at opdage, når hunden gør nogle anderledes bevægelser, end den plejer f.eks. tøver en smule, når du beder den om at springe, eller at du ofte ser den gå pasgang (som giraffer). Dette kan indicere ryg - eller hoftesmerter.

Opdrag hunden
Du skal som ejer af dine hunde opdrage dem til at respektere dig og du skal være en god leder for din ”flok”.

Selvom man ikke har deciderede problemer blandt sine hunde, kan man aldrig 100 % vide sig sikker, for små konflikter kan risikere at udvikle sig. En ting er sikkert, når man har med hunde at gøre – der findes ingen regler uden undtagelser! Er man som ejer ikke leder af sin flok, har man ikke en jordisk chance for at bryde ind, hvis der er optræk til storkonflikt blandt hundene, - og alle hunde kan opdrages.

Renée Sjøberg, specialist i hundesprog og forfatter til en af vor tids bedste hunde bøger ”Hundesprog – etologi i ord og billeder” fortalte mig engang, hvordan hun kan gå løs med sine 3 hanhunde af racen Rhodesian Ridgeback, - en race, som absolut ikke er kendt for sin udprægede samarbejdsvillighed.

Det er blevet meget almindeligt at forklare sin hunds adfærd ud fra dens racetypiske egenskaber, men man skal omvendt passe på, at det ikke går hen og bliver en undskyldning for en hunds uopdragenhed.

Racetypiske anlæg
Når ovennævnte så er sagt, skal det da også tilføjes at der vitterlig er store forskelle på racernes normale adfærd. Visse hunderacer/typer har en langt lavere aggressionstærskel end andre. Dette går som regel gerne hånd i hånd med de opgaver racen historisk set har haft. Ligeledes gælder det ed kampdriften. Evnen til at indgå i en flok varierer også en hel del. Tag højde for det, når du vælger hund nr. 2. To terrier vil have lettere ved at komme virkelig i konflikt end f.eks. to basset hounds, idet racerne hver især gennem årtier har fået fremavlet deres særpræg. Terrier er avlet til selvstændigt at gå på jagt og dræbe, mens bassethundene er avlet til at indgå i kobler. Det er ikke hermed sagt, at man ikke kan have to terrier sammen, men opstår der konflikter, skal man bare være klar over, hvor det hurtigt kan bære hen.

Som en slutbemærkning skal man huske på, at vore hunde mangler en vigtig mulig løsningsmodel til vedvarende konflikter, nemlig at kunne forlade flokken. Ikke alle konflikter kan løses internt. Nogle gange må der en omplacering til. Jeg har selv haft tre gode ”brugte” hunde. Afliv ikke din hund. Det er en egoistisk tanke at tro, at du er den eneste, som kan give hunden en god tilværelse, og du bestemmer jo selv, hvem du giver din hund videre til og under hvilke vilkår. Får hunden det godt i sit nye hjem, vil den ikke længes efter dig – den vil bare have fået en omsorgsfuld person mere i sit liv. Tænk ikke på at den mister, men hvad den får.

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk