Af hundeejer Rikke Hansen, Fyn, oktober 2009
Det er ens for alle familier, at når hunden flytter ind, så skal alle familiemedlemmer lære at omgås hunden med udgangspunkt i samme og enslydende principper for opdragelsen, og for omgangen med hunden i det hele taget. Det forekommer logisk at ligestille en familie med en ”flok”. Vi lever sammen, vi udfolder os sammen og vi udvikler os sammen. For menneskemedlemmerne af flokken gælder det, at vi i høj grad også lærer at omgås med og færdes i andre flokke, men for vores hunde gælder det at de primært lever og opholder sig med denne ene flok, som husholdningen udgør. Hvis et eller flere familiemedlemmer ikke forstår ideen med de metoder der benyttes i arbejdet med hunden, eller hvis de ikke evner at tilegne sig metoderne, så sender flokken modstridende og forvirrende signaler til hunden, der på den vis ikke har en ærlig chance for at lære hvilken adfærd, der her i flokken accepteres. De første tanker jeg gjorde mig i mødet med Lises metode, Pack Bonding, var simpelthen at den gav mening!
Hjemme hos os har vi ikke bare hunde, vi har også ADHD. ADHD er betegnelsen for et handicap, der medfører svære og vidtgående forstyrrelser i opmærksomheden, hvilket igen medfører at det er nødvendigt at tilegne sig nogle andre metoder, når man i sit liv nu engang skal det samme, som alle andre mennesker: lære, arbejde, socialiseres etc.. Når en i familien har ADHD så gælder det præcist, som når en i familien har hund, at alle må lære at omgås hunden: så er man en ”familie med ADHD”, og alle er nødt til at lære om det, og leve med det. Netop fordi vi havde denne ekstra betingelse i vores hjem, var det særdeles vigtigt at metoden vi anvendte, gav god mening for os alle sammen.
I den sammenhæng var det helt utænkeligt, at vi skulle vælge metoder, der frasorterede grænsesætning, og udelukkende arbejdede med belønning, eller andre unaturlige veje i opdragelsen af hunden. Vi søgte en indfaldsvinkel, der når den var lært og forstået, ville falde både os, min mand og jeg, og vores to børn, naturligt at anvende i hverdagen med hundene. Omgangen med vores hunde skulle være praktisk gennemførlig, og skulle medføre en hund der fungerede godt både i hjemmet, såvel som på gåture i kendte og ukendte omgivelser. Når jeg nu tænker tilbage ønskede vi jo sådan set, at lære alt det grundlæggende om at være hundeejer.
Hvad gør det moderne menneske? Jeg surfede nettet og fandt frem til Lise, jeg læste hendes artikler, hendes kursisters beretninger, og granskede det jeg kunne finde frem til om hendes metoder og om hendes baggrund. Og jeg var morderligt imponeret, og besluttede at kun hos Lise, kunne vi blive de dygtige hundeejere, som vi jo gerne ville være. Men der er langt til Sjælland hver mandag aften hele efteråret i en kursusrække, og dyrt er det jo også at køre over broen. Jeg skrev til Lise, jeg forestillede mig da helt logisk, at en sådan metode, så velgennemtænkt, og så iøjefaldende logisk, kunne hun da ikke være den eneste der praktiserede…
Jeg måtte jo sande, at jo – det var hun faktisk den eneste der arbejdede med. Jeg blev tilbudt at deltage på nogle endags kurser i Pack Bonding, som afholdtes i Jylland, og ellers måtte jeg jo køre. Jeg deltog altså i to endags kurser med knap et halvt års mellemrum. Jeg har så efterfølgende måttet opdrage og træne først familiens menneskemedlemmer, og dernæst vores hunde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ville klæde os alle sammen at deltage i et sammenhængende træningsforløb ved Lise. Men af mangel på bedre, af mangel på et lignende tilbud inden for en optimal geografisk afstand af os, der er det dog lykkedes os, at undgå de mange fælder og begynderfejl, der så let har fatale følger, når man er ny hundeejer.
Vi har lært hvordan en hund leger, når det er sjovt, og hvad der er acceptabelt, og hvor grænsen går – hvordan man ser om ens hunde bliver bøllet, eller evt. bøller andre. Vi har lært at holde vores hund i snor – hvis vi ikke har et tilkald, der er til at regne med. Man kunne jo faktisk meget godt fremhæve, at vi ved Lise faktisk har lært at overholde, den meget udmærkede Hundelov vi har i Danmark. Vi har lært, at vores hunde ikke skal lære at hilse på alle og enhver, men pænt må vente til de har fået lov at hilse. Dette gælder jo både mennesker og andre dyr. Vi har lært at vores hunde ikke må jage, hvis ikke de har fået lov. På den måde kan jeg have min jagtglade labrador med i skoven, uden at frygte at hun jager alle skovens dyr, og dermed at vi formenes adgang til skoven i vores lille landsby. Jeg kan stole på min Skt. Bernhards hund, og behøver ikke frygte at hun jager kvarterets katte, derfor kan hun altid få lov at tage sig en dukkert i den lokale sø, selvom der vrimler med katte her hvor vi bor.
Jeg har set hundetrænere der i bedste sendetid anbefaler os nye hundeejere, at ”slippe hunden løs og håbe den kommer igen, når vi kalder” - det er efter min bedste vurdering helt horribelt, at disse hundetrænere bruges så aktivt af TV. Særligt når vi så indenfor den samme årrække har denne hetz mod særlige hundetyper og deres åbenbart, eller måske, manglende opdragelse. Jeg tænker jo, at det vel let kunne skyldes den slags råd, fra de selvsamme TV-kanaler, der typisk gerne pisker stemninger op, når særlige racer skal hænges ud, eller ligges for had. Jeg er simpelthen så glad for, at vi fandt Lise Lindegaard, jeg er glad for at ligegyldigt hvilket spørgsmål jeg stiller Lise, så er hendes svar den naturlige følge af en logisk tankerække. Eksempelvis slipper man ikke en hund løs, der ikke kommer igen når man kalder. Hvordan træner man så? – Jamen ved brug af lange liner selvfølgelig. Hvordan ved man at hunden har lært at reagere korrekt på tilkald? Når man ikke har haft behov for linen gennem minimum en måned.
Heldigvis har vi jo heller ikke været overladt til KUN at skulle klare os med to en-dags-kurser, jeg har jo også læst de mange uddybende artikler Lise har lagt til fri afbenyttelse på nettet. Jeg har også gennemlæst Nimbus’ dagbog mere end en gang, og har lært alt muligt forskelligt, som fra hvordan jeg lærer min hund at få klippet kløer, til hvordan jeg i det hele taget gebærder mig i hverdagen i omgangen med hundene. Udover den sammenhæng der reelt er i teorien både bag Pack Bonding, såvel som i dens praktiske anvendelse, der vil jeg gerne fremhæve at vi frem for alt af Lise har lært at vi har ikke bare retten til, men særligt ansvaret til, at sige fra på vores hunds vegne: det er os der skal tage ansvaret og skabe den ro og respekt omkring vores hund, og omkring dens enemærker. Vi må gerne – og skal nogle gange - nægte andre at hilse på den, vi kan sige nej til fælleslege med hunde vi ikke kender, vi kan sikre at dens madskål, og dens hvilested er oaser i vores hjem. Det er så grundlæggende og dog synes jeg alt for ofte, at jeg mødes af det indtryk at det er højst usædvanligt.
Jeg har aldrig stillet Lise et spørgsmål vedrørende træningen af hunde, som hun ikke kunne hjælpe med, og jeg har ydermere aldrig fået et ulogisk svar, der ikke gav mening. Jeg ville virkelig ønske at Lise skrev bogen om Pack Bonding, for jeg kunne godt bruge et opslagsværk til os, der bor i den anden ende af landet, og ikke lige kan smutte på et halvt års træningsforløb. Men i første omgang der skal der ingen tvivl herske om, at jeg er meget taknemmelig over at Lise har hjulpet med træningen og i så mange tilfælde ved mails og telefonopkald, har stillet sin viden til rådighed. Jeg har anbefalet hende til de få hundemennesker jeg kender på Sjælland, og håber at hendes tanker fortsat vil brede sig, så langt flere hunde kan få lov at leve et godt hundeliv, sammen med deres menneskeflok.
