Labradoren - en dræberhund?

Tirsdag d. 15. maj ´07 kunne man i Dagbladet, Ringsted læse artiklen ”Derfor gik hunde amok”. Artiklen bragte udtalelser fra dyreadfærds-konsulent Shannie Voldum fra ”Ulvesprogs Skolen” om en episode søndag d. 13. maj, hvor to blandingshunde af racerne rottweiler og labrador havde dræbt 16 får og nogle lam.

 

Shannie Voldum mener at kunne forklare episoden ud fra de to racer, som hundene var blandet af. Hun hævder, at da rottweileren oprindeligt er en kvægvogterhund, har det fået ”rottweileren” i de to blandingshunde til at ”ville passe på fårene ved at nappe dem i haserne”.

Dernæst forestiller dyreadfærds-konsulenten sig, at fårene måske har gjort modstand, og så har labradoren, som iflg. S. Voldum er en jagthund, der er rendyrket til at ”fange og dræbe”, ”taget over” i bedste dr. Jekyll & Mr. Hyde stil.

 

Jeg vil på det kraftigste understrege, at jeg på ingen måder er enig i denne tolkning og efterrationalisering af hundenes adfærd.

 

Først og fremmest er alle hunde er i bund og grund rovdyr, og det hverken kan eller må komme bag på folk, at hunde, uanset race eller type, vil jage og evt. dræbe, når de får chancen til det, og de rette instinktudløsende faktorer er til stede.

 

Man kan ikke, som Shannie Voldum her gør, ”fritage” nogen race for dens jagtinstinkt, og slet ikke en hund, der som rottweileren har en kvægvogterbaggrund bag sig.

 

Hyrde- og kvægvogtning er nemlig en del af ulvens oprindelige jagtadfærd, som man gennem avl har forstået at rendyrke og udnytte. Når en hyrdehund indkredser og samler hyrdens får på hans signaler, er denne adfærd så at sige starten på en jagt, som det er hyrdens opgave gennem træning og atter træning at forhindre hunden i at fuldføre. Denne hyrdehundeadfærd, som man kender det fra f.eks. Border Collien, har man rendyrket via avl hos nogle af hyrdehundene. Men selv en hyrdehund ville nemt kunne gå over streget og dræbe eller lemlæste sit bytte, såfremt den ikke via træning blev stoppet i at fuldføre sin jagtadfærd, - indkredsningen af byttet dvs. fårene.

 

Rottweileren er imidlertid ikke en hyrdehund i den forstand, men oprindeligt en kvægvogter – og driverhund, hvilket har krævet andre egenskaber, både fysiske og psykiske, end dem vi ser hos de lette hyrdehunde. Rottweilerens hovedopgave indenfor det oprindelige arbejde som kvægvogterhund var altså ikke i at indkredse, men at drive kvæg fremad og evt. stoppe kvæget, såfremt det ”bissede”, dvs. gik amok. Det gjorde rottweileren ved at gribe fat i snuderne på det bissende kvæg og bringe det til standsning. De skulle altså reagere meget egenrådigt, - og ikke som fårehyrdes hund være hans forlængede hånd ved indkredsning af får på hyrdens tegn og kommandoer.

 

I dag bliver rottweileren imidlertid opdrættet især med vagt-/vogteregenskaberne samt en høj byttedrift in mente, idet den har fundet et nyt brugsområde indenfor især vagtbranchen qua dens oprindelige egenskaber som en frygtløs vogter. Så selvom man sagtens kan have en rottweiler som gode familiehund, kan og skal man ikke lukke øjnene for de potentialer.

 

Labradoren er ganske vist en jagthund, men det har aldrig været målet med labradoravl at lave en hund, som jager og bider ihjel. Labradoren bruges som apporterende jagthund, hvis arbejde hovedsageligt ligger ”efter skuddet”. Dens hovedopgave har været at sidde roligt ved jægerens side og vente til f.eks. et andetræk kom forbi, som jægeren så skød. Så skulle hunden efterfølgende opsøge og hjembringe de døde eller døende fugle. Det har alle dage været hensigten at avle retrievere, herunder labradoren så ”bløde i munden”, at de end ikke afsætter mærker i de apporterede byttedyr, så hvorfor Shannie Voldum i denne artikel skal hænge labradoren ud som den rene dræberhund, er fuldstændig uforståeligt.

 

I artiklen udtaler Shannie Voldum endvidere: ”De to hunderacers psykiske arvemasse er altså meget forskellig. – På en måde har de to omtalte hunde, der begik fåremassakren i søndags fået en ”signalforvirrende genmasse”. Hunden ved med andre ord ikke, hvem den selv er, så at sige. Men en hund skal anvises af ejeren om, hvem den er, og hvad den er”.

 

Endvidere udtaler Shannie Voldum: ” En blandingshund er ”fanget i et hylster”, som mennesket har fundet på. Og det er synd for hunden.”

 

Hvad Shannie Voldum så synes om blandinger, der er mixet af hund og ulv, som hendes egen hund er, når hun tilsyneladende mener, at det er synd for blandingshunde af almindelig racer, kan man kun gisne om, - men Shannie Voldum giver i artiklen udtryk for at disse blandingshunde øjensynligt lider af et kronisk identitetsproblem.

 

Dette kan jeg absolut på ingen måde bifalde!

En hund blandet af racerene hunde har ikke større problemer med livet, end racerene hunde har. Det er simpelthen noget vrøvl at bruge et udtryk som at være ”fanget i et hylster” og at det ”er synd for hunden”. En blandingshund er ikke mere ”fanget i et hylster” end en raceren hund er!

 

Forskellen mellem blandingshunde og racerene hunde ligger udelukkende i de forventninger, som fremtidige ejere kan have til deres hvalp. Såfremt en hund er raceren og købt med DKK-stamtavle, er dette et udtryk for, at man med stor sandsynlighed som ejer kan forvente sig en på forhånd kendt fysik og psyke. Man kan altså f.eks. på forhånd med relativ stor sikkerhed forudsige, hvordan en renracet labrador vil komme til at se ud og opføre sig på.

 

Dette er ikke altid tilfældet ved blandingsracer, især når man vælger også at blande på tværs af de forskellige grupper, som racerne er inddelt i. Således er det rimeligt nemt at forudsige, hvilken grundkarakter i adfærden en blanding af en labrador og en golden vil komme til at have, da disse hunde er inddelt i den samme gruppe, nemlig retrievere, mens det kan være meget svært at spå om, hvordan en blanding mellem en ruhåret hønsehund og en Skt. Bernhardshund vil udarte sig.

Men vi må ikke glemme, at mange nuværende racer jo netop er fremkommet ved at krydse forskellige racer med hinanden, - også på tværs af grupperne.

 

Shannie Voldum udtaler også følgende:”- Men nogle hunderacer er værre end andre, hvis man ikke holder hunden ”nederst i hierakiet” ( flokken derhjemme, hele familien, inklusive katten og kanariefuglen ). Så kan en hund blive den rene dræbermaskine, for den er grundlæggende et dyr, der lever af kød.

 

Jeg kan kun håbe på, at Shannie Voldum ikke mener, at man skal holde hunden så meget ”nederst i hierakiet” at den rangerer under kanariefulgen? Desuden har nyere forskning indenfor ulveadfærd vist os, at den gamle opfattelse af ”hierakiet” i en flok ikke står mål med de forestillinger, de fleste gør sig, når de hører ordet ”hieraki”. Hunde bliver ikke pr. automatik rene ”dræbermaskiner”, fordi de ikke bliver ”holdt nede”.

 

Jeg mener, at man i denne episode skal afholde sig fuldstændig fra at ”pege fingre” af hverken den ene eller anden type/race hund. Hundene har her gjort som langt, langt de fleste hunde i samme situation ville gøre, – de har simpelthen opført sig som dét, de fra naturens side er, - rovdyr.
 

At gå ”amok” på denne måde og dræbe et utal af byttedyr er en kendt mekanisme i situationer, hvor rovdyr lukkes inde med byttedyr, som er forhindret i at flygte. Det er kun den naturligste ting i verdenen.

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk