En brist i hovedet!

Af hundeejer Heidi H. H. Nielsen
December 2012

Når jeg sidder her og kigger på min trætte og veltilpassede hund, som ligger og sover, så kommer jeg til at tænke på, hvordan dette år, 2012, har været.

Kiki blev født den 25. maj 2011, og hun flyttede ind til os, min søn på 10 år og mig, i juli 2011. Jeg købte hende som værende en blanding af labrador og golden retriever. En jagtblanding som jeg kender og har haft før og også har trænet lydighed med. Så nu skulle vi rigtig hygge os med træning og hund. Jeg havde en forestilling om, at vi fik en rolig kammerat, som skulle med os altid, og som min søn senere kunne løbe noget agility med. Alt var tænkt igennem og planlagt.

Det gik også rigtigt godt med hende, frem til hun var 8-9 mdr. Hun var godt nok ikke nem at gøre træt og havde svært ved at slappe af, men jeg tænkte bare, at det var mig, som var ude af form til en hvalp / unghund. Hun kørte hurtig op og var stadiet over fjollet.

I februar ´12 startede jeg i praktik og var nu væk ca. 6-7 timer om dagen. (Jeg var før arbejdsløs). Vi havde aldrig haft problemer med ”alene hjemme” og ødelagte itubidte ting, men det blev der hurtigt lavet om på. Dyner, puder, sko, jakker og paneler blev ødelagt. Samtidig blev hun totalt overgearet, kulleret og umulig at have kontakt med, når vi var ude at gå tur, og når vi var hjemme, levede hun under sengen og kom kun frem, når vi lokkede hende ud.

Jeg gjorde alt for at aktivere, lufte og træne hende. Vi var i hundeskov, vi legede med andre hunde, gik lange ture og gik til hvalpetræning. Så jeg bad om hjælp hos min daværende hundetræner. Han måtte melde pas. Han vidste ikke, hvordan han kunne hjælpe mig. Han kunne dog godt se, jeg havde store problemer, så jeg blev henvist til andre, som skulle have forstand på hunde.

Her blev der snakket om, at min hund muligvis havde en brist i hovedet pga. dårlig avl, da hun er en ups´er, - dvs. en ”uhelds-parring”,… og derfor skulle jeg med det samme holde op med at lege bold eller andre ”vilde” lege med hende. Kiki måtte ikke træne eller lege med andre hunde, - kun gå lufteture 3 x 10 minutter om dagen. Hun skulle dæmpes. Så det gjorde jeg. (Jeg vidste jo ikke bedre). Jeg fik ikke at vide, hvor længe dette skulle stå på, - hvad jeg skulle forvente af det, og hvad planen skulle være bagefter.

Det gik der en måned med, og det hjalp overhovedet ikke, så jeg klagede min nød og frustration på et hundeforum på nettet, Hundegalleriet. Det var jo ikke noget liv for en hyper aktiv hund kun at gå tur 3 x 10 min. uden leg og bold. Sådan ville jeg altså ikke have hund.

Så fik jeg en privat besked fra Lise (SOR Hundeskole), som tilbød en snak og et kig på Kiki. Det sagde jeg ja tak til, for det syntes jeg, at jeg skyldte min hund, trods alt. Vi skulle ses ugen efter.

I den tid der gik frem til mødet med Lise, opgav jeg helt og tog beslutningen om, at Kiki skulle aflives (- jeg ville ikke have, at hun skulle omplaceres, hvis der var noget galt i hendes hoved ). Men jeg havde den aftale med Lise om søndagen, og pligtopfyldende som jeg er, mødte jeg og Kiki jo op som aftalt..

Vi var med til træningen, men Kiki fjollede, kastede sig i snoren og rullede sig. Ingen kontrol eller kontakt overhoved. Da Lise ser hende, siger hun bare: ”Skøn hund, - meget højdriftig, - hun ville være skøn at arbejde med.” ”Ja tak”, tænkte jeg. ”Hvorfor har jeg så STORE problemer med hende? Lise mente, at Kiki ikke har nogen brister i hovedet, men at hun ikke var en ren labrador/golden retriver blanding. Lises bud var, at der var border collie i hende. Men under alle omstændigheder ville Kiki havde meget brug for struktur og regelmæssighed.

Da jeg kørte hjem derfra, tænkte jeg, at det var dét. Hunden skulle aflives næste morgen. Det her orkede jeg ikke. Den nat sov jeg ikke…

Det skal lige fortælles, at min søn er et barn med autisme, så jeg kender alt til at takle ting på en anderledes måde, og ikke alt er, som det ser ud. Jeg ved fra min søn, at engang imellem må man stoppe op og ikke opgive, men finde løsninger! Jeg havde jo én gang været igennem disse følelser af at have en drøm og få den forestilling bristet. En følelse af sorg over ikke at have fået det, jeg ønskede og havde forestillet mig. Jeg ville jo bare have en helt ”normal” hund, som bare kunne det hele; være alene hjemme, tages med alle steder, kunne med alle hunde og bare gøre, som jeg ville have. (Jeg ville selvfølgelig træne det med hende ). Men orkede jeg endnu en gang at gøre og takle ting på en anderledes måde end den, som faldt mig lige for? Og afliver man en sund og rask hund, bare fordi hun er anderledes? Var det ikke min ”pligt” at tage mit ansvar alvorligt? Jeg havde jo tænkt alting igennem. Men jeg havde bare ikke ”tænkt” at blandinger af racer er ligesom kinderæg. Fyldt med overraskelser!!!

Inden jeg faldt i søvn, blev jeg enig med mig selv om, at Kiki fik den sidste chance til efter sin første løbetid. Så måtte jeg se, om det havde en virkning på hende.

Kiki kom i løbetid, og sommeren nærmede sig. Løbetiden var godt for hende, og der kommer lidt ro over hende, men ikke nok. Jeg trænede videre med hende dér, hvor jeg hele tiden havde gået til træning, men hun løb stadig fra mig, og kontakten var der ikke. Træneren stod oven i købet sammen med mig, mens Kiki drønede rundt på pladsen, uden jeg havde nogen form for kontakt til eller kontrol over hende, men det eneste træneren kunne sige var: ”Nååhh, hun er så glad”. Så blev jeg helt tør og tænkte: ” Så hjælp mig dog i stedet for at stå der!” Jeg tænkte, at selvfølgelig skulle hun være glad, men da sammen med mig.

Nu havde jeg indset, at jeg ikke magtede opgaven at træne min hund, så jeg kontaktede Lise igen for at høre, om der var noget træning, som kunne være noget for Kiki og mig. Det var der, og vi kom med på ”Gå Tur og Træn”. Der blev jeg helt grebet af den hverdagstræning og den måde, Lise taklede os på. Lise sagde tingene ligeud, og så kunne man tage det eller lade være. Lise holdt med Kiki hele tiden, og så var der jo kun én, som kunne få skylden for, at hunden ikke lystrede, …....... og det er mig. Men jeg kunne jo se hvilke skønne og harmoniske og højenergiske hunde, Lise selv havde, så hun måtte vide, hvad hun snakkede om.

Senere startede vi på Pack Bonding 2. Her trænede vi alle med lange liner og lærte, hvordan man skal lege med bold, så man bliver hundens bedste legekammerat. Så skulle der leges. Vi brugte også en masse guffer. Vi legede, og jeg lærte stille og roligt at bruge bolden rigtigt. Kiki syntes bare, det var rigtigt sjovt. Vi startede praktisk talt forfra med alt det, hun havde lært. ( Vi havde faktisk bestået en prøve det andet sted, vi trænede, så vi var egentlig dér blevet godkendt til at måtte starte konkurrence).

Med Lises træning kunne jeg se, at Kiki havde indlært mange af tingene forkert, og jeg forventede bare, at Kiki kunne dem. Vi ”snakkede” hvert vores sprog. Det kan jeg specielt se, efter jeg har været til foredragene ”Hundesprog I, II og III”. Til disse foredrag fortalte Lise om hundeadfærd, sprog og møde med andre hunde. Jeg fik bl.a. øjnene op for, hvilke dilemmaer som muligvis, er i Kiki. Hun er jo en blanding at en jagthund og en hyrdehund, og jeg havde f.eks. ikke rigtig forståelse for, at alt hendes løberi er en del af hende. Samtidig har jeg også lært, at hendes usikkerhed ikke behøver at være noget skidt noget, men har lært, hvordan jeg skal takle det og leve med det. Jeg har opdaget, hvilken adfærd som er racerelateret, og som jeg ikke kan lave om på, men som jeg nu lærer at udnytte på en positiv måde.

Men tænk, at jeg havde frataget hende sin elskede bold! Den bruger jeg i dag til leg, træning og belønning. De ting, vi laver hos Lise, virker bare så logiske. Hunden støttes og hjælpes frem til det, man ønsker. Samtidig bruger vi den monster-drift, som Kiki er udstyret med, til noget sjovt og fornuftigt i træningen.

Desuden har vi også været på sporkurset hos Lise, hvilket har været meget lærerigt, og igen har jeg lært mere om at få ro på, kontakt, så vi kan arbejde. Her var der igen teori og derefter praksis. Jeg lærte også her, en masse om hundens måde at bruge sin næse på, og hvordan hunden er indrettet. Samtidig fik jeg info om, hvordan JEG skulle gøre for at lægge sporet, og hvordan jeg hjælper min hund på sporet. Det er en super aktivitet, som både Kiki og jeg holder meget af.

Så i dag har jeg fået en hund, som kan gå tur uden at tage kontakt med andre hunde og mennesker. En hund, som jeg har rigtig god kontakt med, og som vælger mig at lege med frem for alt muligt andet. En hund, som trives med en ejer, som har fået forståelse for hende og hendes behov. Jeg er så glad for, jeg ikke opgav hende og bad om hjælp til hende. Hun er jo en hel fantastik hund.

Så jeg er dybt taknemmelig over at Lise dukkede op i vores liv. Hun ”reddede” min hund fra aflivning og lærte mig, hvordan man er en god hundeejer for en hund med høje drifter, selvom mine ønsker var et andet sted. Jeg har lært, hvordan jeg skal takle min driftstærke hund, og ikke mindst hvordan jeg skal aktivere hende. Tusinde tak Lise, for at du er, som du er, - med din total sjove humor og gode humør. Jeg har stor respekt for din kunnen og viden om hunde og er dig dybt taknemmelig. Og da også en tak til Nimbus og Hiro, for deres store tålmodighed med den sorte fjollede hund.

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk