Et ubehageligt møde

For et par år siden (skrivende stund feb. ´10) havde jeg nedenstående oplevelse, da jeg luftede mine to hunde i mit lokale område. 


Jeg får ofte beretninger om meget lignende oplevelser fra andre hundeejere, og man står bagefter  med en tom og hjælpeløs fornemmelse, for hvad gør man, når modparten absolut ingen fornemmelse har af almindelig hensyntagen, rigtigt og forkert, når man oplever, at hvad der er hvidt for én selv, er sort for modparten? Fornemmelsen af ikke at kunne tale til den andens ”sunde fornuft” af den simple årsag, at den er ikke-eksisterende giver en enorm frustrationsfølelse, som bare på en eller anden måde skal finde udløsning. 


Én af måderne er at skrive, så da jeg en novemberdag i ´07 havde haft den nedenfor beskrevne oplevelse, gik jeg direkte hjem og skrev dette indlæg til den lokale avis.


Engelsk springer spaniel                                          Kilde: Wikipedia


En morgen midt i november ´07 er jeg som sædvanlig ude på min løbetur. Begge mine hunde er ligeledes som sædvanligt løse. Jeg løber langs Stamvejen på fortovsalléen, som er en ca. 500 m. lang, snorlige strækning med godt udsyn til alle sider i det rolige villaområde, Søholmskvarteret i Sorø.


Ca. 100 m. forude kommer en midaldrende mand med sin ca. 3 årige springer spaniel ud fra en af sidevejene og går også over på fortovsalléen og fortsætter i den retning, som jeg har retning mod. Han går ligeledes med sin hund løs.


Ca. 20 m. fra manden, sagtner jeg farten og kalder hundene tæt på, da jeg vil gøre klar til at passere. I samme øjeblik vender han sig om for at tjekke, hvor langt jeg er kommet, og da han åbenbart også vurderer, at det nu er tid til at kalde hunden ind, råber han sin hund an, som løber ca. 15 m. foran ham. Hunden kigger tilbage mod ham og får derved øje på mig og mine hunde bagved, stivner og rejser halen, og så tager tingene ellers fart! Hunden sætter i strakt galop kurs lige mod os, - forbi ejeren, som i dette øjeblik ikke kunne være mere usynlig i dens øjne, selvom han selvfølgelig forgæves nok så optimistisk står og fløjter og fløjter og fløjter i sin lille jagtfløjte.


Jeg er selvfølgelig ikke interesseret i et møde mellem min egen og en fremmed hanhund, som jeg dels slet ikke kender, og som dels er en hund, som ejeren åbenlyst ikke har styr på. Jeg reagerer derfor ved at råbe højt til springeren; ”Gå væk!” Det stopper den akkurat uden for ”besøgsvidde” af mine hunde, men situationen er selvsagt temmelig anspændt. Springeren bliver usikker og begynder at knurre af mig, men vælger at blive og cirkle rundt om mig og mine hunde, som holder sig til mig uden at tage kontakt, som de har lært. Jeg råber et par gange mere og tager ikke øjnene fra den fremmede hund. Samtidig råber jeg i nok så ufine vendinger, at jeg nu synes, at ejeren skal tage fat i sin hund og give den snor på.


Ejeren har nu indfundet sig, men står ca. 3-4 m. fra sin hund, mens han fløjter og klapper sig på benet. Selvklart ingen reaktion fra springeren, som kun har ét i hovedet.


Springeren prøver derpå at komme ind mod mine hunde, hvorpå jeg sparker ud efter den, og den undviger. Selv ikke der tager ejeren fat i hunden, - først efter at jeg gentagne gange råber, at han skal tage fat i sin hund, gør han det.


Man burde nu som minimum have forventet et undskyld fra ejerens side, da han endelig langt om længe får sin hund under kontrol, men ak nej. Han begynder tværtimod at stå og råbe hidsigheder til mig, og jeg må ærligt indrømme, at dér mistede jeg besindelsen og fik tilbage-leveret nogle af ordbogens knapt så fine gloser, inden jeg løb videre i højt tempo, godt hjulpet på vej af et temmelig højt adrenalin-indhold i blodet. Nej, hvor var jeg gal! Hvilken arrogance, hvilken ligegyldighed, hvilken frækhed og ikke mindst dumhed at udsætte mig, mine hunde og også sin egen hund for den slags.


Hvordan kan man forsvare overfor sig selv først at lade hånt om en lovgivning, som tydeligt påbyder hundeejere at have fuld kontrol over deres hund, såfremt den er løs. Dernæst forulemper man folk og andre hunde med sin egen ukontrollerbare halv-aggressive hanhund, for til sidst at stå og råbe hidsigheder af dem, når de ikke bøjer sig i støvet og affinder sig med hertugens opførsel.


Det kan ikke siges ofte nok; – det er IKKE tilladt at have en hund løs, såfremt man ikke har fuldt kontrol over den. Det havde denne mand bestemt ikke.


Desuden er det ordentlig skik, at hvis hunde skal mødes, skal det ske med begge ejeres accept. Man lader aldrig sin hund løbe op til en anden fremmed hund, - heller ikke selv om den anden hund er løs. At gå med en løs hund er IKKE en invitation til alle andre løse hunde.


Jeg lader gerne mine hunde møde andre hunde, men aldrig uden jeg har snakket med den anden hunds ejer først. Der kan være mange grunde til, hvorfor det ikke er klogt at sætte lige præcis de to hunde sammen, endsige tre hvoraf de to er et sammentømret par.


Endelig – i en evt. erstatningssag, er det kutyme, at man ikke skelner mellem den hund, som ude af kontrol har opsøgt en anden hund, og evt. derved har forårsaget et slagsmål – og den hund, som er løs, men som er under fuld kontrol, og som har lært ikke at opsøge andre hunde.


I forsikringsselskabernes øjne er begge hunde og dermed ejere lige ansvarlige, såfremt begge hunde er løse. Man skeler aldrig til, om ejeren har overholdt hundeloven, som påbyder folk at gå med hunden i snor, med mindre man har fuldt herredømme over sin hund.


Så af lovmæssige, etiske, hundevenlige og forsikringsmæssige årsager er det derfor bydende nødvendigt, at vi lærer vores hunde aldrig at opsøge andre hunde, andre dyr eller mennesker, med mindre de udtrykkeligt har fået lov. Kan eller vil man ikke det, er der kun én ting at sige – snor på hunden! Vis hensyn til din omverden, - så bliver det et dejligere sted for os alle.


(Hele episoden har desværre fået et efterspil. Jeg har ikke siden denne oplevelse mødt manden med sin springer spaniel, men jeg møder jævnligt hans kone, som jo ikke var til stede, da hendes mand demonstrerede sine manglende evner udi hundeopdragelse. Nu er det hende, som lufter deres springer spaniel, - og heldigvis altid i flexline.

Hvad, hendes mand den pågældende dag er kommet hjem og har fortalt hende, må Guderne vide, men denne kvinde kan nu ikke møde mig og mine løse, men særdeles kontrollerbare hunde, uden at hun partout føler, at hun skal give sin stakkels mand (en slags?) oprejsning. Så hver gang vi efterfølgende har mødtes, kan hun ikke lade være med at råbe efter mig.


Selvom denne kvinde og jeg har mødt og passeret hinanden flere gange, og kvinden hver gang har oplevet min kontrol over mine hunde, gør det ingen forskel for hende. Det virker som om, at hvis hun og hendes mand ikke kan styre deres hund og er tvunget til at gå med den i snor, så skal jeg pine død også uanset hvor mange oplevelser de har med mine kontrollerbare og indkalds-sikre hunde.


Når man er fast hundelufter i et område, lærer man hinanden at kende. Nu er jeg oven i købet stødt på sådanne hundebekendte, som kan fortælle mig, at denne kvinde åbenbart er så mavesur, at hun ikke er bleg for at fortælle ”sjove” ting om mig.


Vel er det da generende, når man som jeg gør, hvad man kan for at vise andre mennesker og deres hunde den fornødne respekt ved at holde styr på sine hunde.


Så moralen må være - pas på derude – ikke alle mennesker får 2 og 2 til at blive 4, og man gør klogt i at vælge sine ”kampe”, men jeg vælger gerne en sådan ”kamp”, for uanset hvad, så har jeg siden denne hin november dag ikke mødt hunden uden den har haft snor på. Og så må jeg jo bare leve med denne kvindes alternative indgangsvinkel til ret og vrang.)

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk