Birgit Madsen, Fredericia
April 2013
Da vi skulle have ny hund faldt valget på Irsk setter. Jeg vidste godt, at det var en hund, der krævede rigtig meget træning, tålmodighed og motion. Jeg har haft stående jagthunde hele mit liv og aldrig haft nogle problemer, så en Irsk setter skræmte mig ikke, for - hvor svært kan det være...
Trendy træning
Jeg fik Hera, da hun var 11 uger. Hun var en lidt usikker og forsigtig, men også en dejlig nem og glad hvalp. Jeg havde en god kontakt til hende, - hun kom ved kald, - vi hyggede med apportering og hun gik pænt i snor. Hun havde ikke den store interesse for mad, men ellers var der ingen problemer. Til gengæld havde hun alle anlæggene for jagt, idet hun var ud af meget stærke jagtlinier. Da hun var 12 uger, startede vi på et ”Hvalpemotivations-kursus” i DKK. Jeg havde bestemt mig for, at jeg denne gang ville opdateres med det nyeste indenfor hundetræning, - og i særdeleshed hvalpetræning. Alt lød jo så positivt, og nu skulle vi da være med på denne nye trend. Hver gang startede vi med at lade hundene lege, - eller socialisere, som man kaldte det. Det var vild leg med en stor flok hvalpe hoppende vildt rundt i en stor bunke. Hera løb forvildet rundt i linen, mens hun knurrede og gøede. Meget af tiden gik med den type leg både som opstart og som slutning på hver træningsgang, og selv inde i selve træningsforløbet, var det ikke ualmindeligt, at hundene begyndte at lege på den måde. Selve træningen foregik ved at ignorere al uønsket adfærd, og så skulle vi bruge godbidder til at belønne den ønskede adfærd med. Det var også fint, men da Hera ikke var interesseret i godbidder, gik det hen og blev et problem. Vores trænere arrangerede også frivillig træning i diverse hundeskove, hvor de selv deltog med deres voksne store hunde. Ved sådan en lejlighed oplevede Hera at blive kanøflet voldsomt af den ene træners hund, mens den anden træners hund gik imellem. Trænerne var glade for dette optrin, idet de så kunne forklare os, at hundene selv klarede konflikterne. Under træningen blev der aldrig sat grænser. Jeg blev irettesat flere gange, da Hera var omkring de 5 mdr., for at sige ”Nej” til hende. Den ene gang var, da hun hoppede voldsomt op af en lille pige, som var med til træning med sin mor. Helt pr. automatik fik jeg sagt ”Nej” til hunden, men så blev jeg også instrueret i at det var meget bedre, hvis pigen bare lærte at vende ryggen til. Sådan var der flere gange, hvor jeg handlede pr. automatik og blev irettesat for ikke at gøre det positivt nok. Efter at have modtaget træning i 2 mdr. på denne måde, havde jeg en hund, som jeg slet ingen kontakt havde med mere. Jeg kæmpede for at få styr på lineføringen. Hera var super vild, når vi mødte andre hunde, og hun knurrede og ville jage cyklister og kondiløbere. 6 mdr. gammel ville Hera ikke mere med mig, når vi skulle ud at gå tur. Jeg kunne dårligt få liner, halsbånd og sele på hende. Jeg kæmpede med at få hende til at gå pænt og hun var til stadighed super vild, når vi mødte andre hunde. Jeg stoppede træningen i DKK. Men jeg var stadig fuld besluttet på at få noget godt ud af Hera, så jeg søgte videre. Jeg fandt bl.a. en adfærdsbehandler, som ligeledes var med på trenden med alle de grænseløse indgangsvinkler. Jeg var jo overbevist om, at det bare var mig, som ikke gjorde det godt nok, og måske sådan en særligt uddannet og eksamineret adfærdsbehandler med blød ideologi kunne hjælpe mig. Her betaler jeg 1400 kr. for et kursus, som viser sig at være en katastrofe. Her skulle vi som opstart slippe hundene løse i en indhegning. Der var helt nye små hvalpe på kun 12 uger sammen med bl.a. en ung han-labrador på 2 år. De skulle så på denne måde lære hinanden at kende. Hera blev skrækslagen, da denne labrador-han kom tromlende, og hun kom ikke tilbage til mig overhovedet. Herefter stoppede jeg den træning.
Fejlindlæring var konsekvensen
Vi trænede og trænede, ja! vi knoklede, men vi kom ingen vegne, tværtimod. På trods af at vi havde været på flere hold i DKK, konsulteret to adfærdsbehandlere og efterfølgende havde vi været til træning i en jagtforening kom vi ingen vegne. Da Hera var 1 år gammel, stod jeg med en hund, som voldte mig så mange problemer, at jeg overvejede at smide håndklædet i ringen og give hende et nyt hjem. Al den selvtillid som jeg havde fået gennem successen med træning af mine andre stående jagthunde var svundet voldsomt ind. Jeg kunne ikke kende mig selv fra før, hvor jeg bl.a. havde mine to andre jagthunde der kunne gå løs i en uindhegnet have på samme tid. Teorierne om træning, både dem jeg læste om i de nyere bøger samt dem, jeg blev undervist i på træningspladserne, kørte rundt i hovedet på mig, for det føltes konstant som en indre kamp mellem dét, jeg før gjorde og have succes med ved mine forhenværende jagthunde og så al det nye med hundeleg og socialisering, hundeskove, - ikke måtte sætte grænser og ikke måtte sige nej, - kun ignorere uønsket adfærd osv. Jeg stod nu med en hund, som ikke gad mig, - som klatrede over hegnet i haven og stak af, - som kun spiste hver 2. eller 3. dag, -som ikke kom ved kald, - som ikke havde nogen ordentlig kontakt til mig. Jeg følte mig lost og alene og tænkte, at jeg ikke kunne det der med hund mere. Hera var i den grad blevet fejlindlært. Når vi skulle ud og træne eller gå tur, og jeg tog linen frem, løb hun væk eller gemte sig. Jeg kunne ikke få hende ind i bilen, og generelt ignorerede hun mig fulstændigt. Ikke alene var jeg så usikker på, hvad der var rigtigt og forkert, men vi havde så meget fejlindlæring at slås med, at det virkede uoverskueligt. Det var ulideligt! Jeg stod nu med en meget stort gående jagthund med en enorm jagtdrift, men uden bremser, flere gange var hun fløjet afsted efter vildt ud over trafikerede veje. Indkald var en by i Rusland, vi havde slet ingen kontakt mere, jeg kunne ikke få hende til at komme hen til mig overhovedet, hun gad mig bare ikke. Nu var apporteringstræningen også gået i vasken. Min frustration var stor. Hun var nu helt holdt op med at spise og blev bare tyndere og tyndere, vildere og vildere. Når vi var ude, trak hun bare afsted med mig, hoppede og dansede i linen foran mig. Når hun så hunde og børn, ville hun bare lege og var helt ustyrlig. Jeg kunne næsten ikke holde hende. Alle andre husdyr betragtede hun som vildt og gjorde alt for at komme på jagt selv. Til sidst begyndte hun selv at lukke sig ud af husets døre. Hun kunne nemt forcere alle slags indhegninger over eller under, - og væk var hun.
Fra fiasko til sucess på få timer
Jeg var klar over, at det her ikke gik længere og overvejede at finde en mere erfaren Irsk setter ejer til hende… men så faldt jeg over SOR Hundeskoles hjemmeside. Jeg læste og læste og tænkte ”Det lyder altså rigtigt godt, - endelig en hundeskole, der siger det ligeud”. Og da jeg læste Lises artikel “Kejserens lydige hund”, grinede jeg så meget, at jeg ringede til Lise med det samme. Vi aftalte, at jeg skulle komme til en konsultation. Efter 5 min. hos Lise blev jeg klar over, at min hund ikke forstod mig, og med Lises hjælp blev fiasko vendt til success på få timer. Lise er den eneste, der med det samme har kunnet gennemskue, hvor vi var gået galt. Lises indsigt i hund og føre er fantastisk, hun er dygtig til at sætte billeder på og forklare, hvorfor man skal gøre en øvelse, på en særlig måde, og hvordan det vil virke på hunden. Hun har altid en problemløsning klar. Jeg har været i telefonisk kontakt med Lise mange gange, og der har efterfølgende endnu ikke været noget, hun ikke har kunnet hjælpe os med.
Nu går det går det helt fantastisk!
Det er nu lidt over 1 mdr. siden jeg besøgte Lise med Hera. Efter det har det virkelig gået fremad. Dagligt har vi nye sucsesser. Vi har fået en struktur på hverdagen og et meget simpelt regelsæt at følge. Det gør det hele så meget nemmere ikke mindst, at være konsekvent. Jeg har nu en glad hund, der elsker at komme ud og træne. Jeg har en hund, der spiser normalt 2 gange dagligt, -også godbidder. Jeg har en hund, som er godt i gang med apporteringstræning. Jeg har en hund, der glad kommer, når jeg kalder, helt hen til mig. Jeg har nu en hund, som elsker at blive kælet for, - noget hun førhen trak sig for. Hun springer op i bilen, og vi har for første gang fået et tilhørsforhold til hinanden. Når hun ser mig, er det med stor begejstring. Hun følger mig overalt , -inde som ude. Vi har for første gang fået en god kontakt og en glæde ved leg og læring. Folk i kvarteret kan næsten ikke kende os, når vi kommer gående. Jeg kan stoppe hende i mange situationer, hvor jeg før ikke havde en chance. Vi træner altid kun med lang line enten på 7 m, 11 m. eller 40 m. Indkaldet er blevet rigtigt flot. Selv i den 40 m. lange line på marker med vildt er Heras selvkontrol blevet meget bedre, og det er begyndt at gå op for hende, at jagt er et samarbejde. Hundetræning -det er såmænd ikke så svært, når man får det rigtige lært.
