Usikre Indkaldsmetoder

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

(Nedenstående artikel må ikke kopieres eller gengives uden forfatterens tilladelse).

Forleden havde jeg en temmelig ubehagelig episode med et par løse hunde.

To løse sorte labradors udenfor ejers synsfelt og derfor ude af kontrol ( ejer sagde efterfølgende, at hun ikke kunne se mig på dét tidspunkt, - hun opholdt sig mindst 100 m. derfra), kom stærkt løbende op i hovedet på mine hunde ( især min hanhund var udset). Særligt den ene labrador lignede bestemt én, som kunne finde på at gå til angreb.

Skriverier afføder jo altid reaktioner. Hændelsen blev taget op andre steder på de sociale medier, hvoraf jeg fulgte et par stykker.

Hvad, der slog mig, var, at en del hundeejere, - typisk retriever-ejere, mente, at episoden ikke var noget, som man burde reagere særligt på. Der var blandt disse hundeejere en retorik, som blev ved med at gå igen, så som ………….….” jeg har da også mange gange oplevet at løse hunde løber op til mig”…………..”jeg har da også mange gange oplevet, at min hund løber op til andre”…………..” - man er jo kun et menneske”.

I virkeligheden cementerer det jo bare dét, jeg godt ved i forvejen, nemlig at mange synes, det er helt naturligt og en del af dét at have hund, at man oplever optil ”flere” eller sågar ”mange” gange, at ens hund løber hen til andre og vica versa. Det gouteres som en selvfølgelighed ligesom ”vandet er vådt og himlen er blå”, - især blandt visse ejere.

Jeg kunne ikke være mere uenig, og jeg kan ikke være med i det heppekor, som ønsker at bagatelisere og ”naturliggøre” den slags. Det MÅ være både en menneske- såvel som en hunde/dyre-ret, at man kan få lov til at færdes i offentligheden uden at skulle angribes/provokeres eller antastes af mennesker ( deres hunde ), som ikke synes de behøver at udvise hensyn til andres private rum/intimsfære.

Både dyr og mennesker har et privat rum om deres krop. Det er i psykologisk forstand et ukrænkeligt rum, som skal respekteres. Bliver det ikke dét, er det naturligt for et krænket individ ( hvad enten vi taler om mennesker eller dyr ) at reagere med enten aggression eller retræte ( usikkerhed / angst ).

I visse dele af hundeverdenen ser det ud som om, man ikke tager dette særligt alvorligt. Jeg har en nær veninde, som har retrievere. Hun har oplevet hele 4 forskellige steder, - jagtklub, alm. hundeklub, privat jagttræning og privat familiehundetræning, at hun ikke kunne komme til træning uden at skulle opleve, at andres hunde kom løbende op i hovedet på hendes hunde. Men fordi dét var almindelig kotume, var det hende, som blev nødt til at stoppe med at gå til træning dér.

Min venindes oplevelser er langt fra enestående. Jeg har et utal af eksempler på, at folk bliver beordret eller opfordret til at tage linen af hunden, uden den er indkaldssikker. Og går man til træning sådanne steder, så er der jo ikke noget at sige til, at man også ”udklækker” hundeejere, som ikke forstår, at det er uacceptabelt at agere på dén måde alle andre steder.

Hvis man ikke kender til andre indkaldsmetoder end slip-hunden-løs-og-forsøg-at-være-mere-interessant-end-omgivelserne-metoden ............................eller....……..sæt-hunden-af-og-forsøg-og-kald-den-ind-metoden..................….eller………..lad-træner-holde-hunden-og løb-væk-fra-hunden-og-forsøg-at-kald-den-til-dig-metoden.........……… så kan man allerhøjest tillade sig at slippe sin hund i egen indhegnet have/på egen jord eller under organiseret træning på hold på en indhegnet træningsplads med hundeejere, som indvilliger i at andre hunde kommer løbende hen i hovedet på sig og sin hund.

Man kán ikke tillade sig at slippe en ikke-indkaldssikker hund løs andre steder, når plan B er ………. kald-ikke-på-hunden-når-du-ved-at-den-ikke-kommer.

Jeg underer mig specielt meget over, at specialhundeforeninger for jagthunde praktiserer denne form for ”indkalds-undervisning”. Man kan jo sige sig selv, hvilke konsekvenser det har for det vilde dyreliv, når man opfordrer sine jagthunde-ejere til at gå hjem og praktisere den slags træning.

Jeg hører tit frasen ”Jeg tog chancen, og slap hunden løs…......” fra hundeejere, som gør brug af ovenstående indkalds-metode. Dertil svarer jeg altid..…....”Nej, - det er ikke DIG, der tager chancen. Du tager chancen på andres bekostning, for det er dém og deres hunde, som står med problemet, når DU ikke kan kalde din hund til dig”, på nøjagtig samme måde, som det var mig og ikke den famøse retriever-ejer til de to retrievere, som pludselig stod og skulle afværge et slagsmål.

Jeg hører også tit undskyldninger i stil med..... “Fejl sker, - man er jo kun et menneske”. Så tænker jeg på, om folk, der siger dette, tror, at det nytter noget at bruge samme retorik overfor lovens lange arm “Undskyld, betjent, - at min hund bed den anden hund, - det er jo kun en hund og fejl sker”. For hvis en hund bider en anden hund, fordi denne anden hund kommer brasende op i hovedet på den første, så risikerer man i værste fald at hunden skal tvangsaflives.

Ja, - vi er kun mennesker, - og hunde er kun hunde, - men netop derfor BURDE vi jo gøre alt for at benytte os af langt sikrere indkaldsmetoder end de før omtalte slip-hunden-løs-og-forsøg-at-være-mere-interessant-end-omgivelserne-metoder, som trænere og adfærdsbehandlere systematisk benytter.

Jeg ville ønske, at man rundt om i klubberne samt hos diverse private, - almindelige såvel som de jagtrelaterede, begyndte at give folk sikre indkaldsmetoder, som havde en ”plan B”, inden andre skulle betale prisen!

 

Lise Lindegaard Andersen
September 2017

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk