For sidste gang...

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
 
 
Sorgen over at miste sin hund er lige så stor, som glæden ved at have haft den.
Jeg er meget glad for mine hunde.
 
Det er nu en uge siden, jeg måtte afsted med min dejlige schæfertæve, Ezra. I dag ville hun have været blevet 9 år. Jeg græder stadig. Jeg savner hende.
 
Jeg gør ting for sidste gang, - og første gang.
Vasker hendes madskål ren ....for sidste gang, - fejer hendes hår op fra gulvet....for sidste gang, - vasker hendes tæppe.....for sidste gang, - skifter sengetøj, hvor hun sidst har ligget....for sidste gang, - og for første gang lægger jeg nyt sengetøj på, som hun for første gang aldrig skal komme til at ligge i.
 
Små ting, som lige får mig til at stoppe lidt op og mindes hende popper op i tide og utide, - måske græder jeg igen, måske nøjes øjnene med at blive våde.
 
"Det er godt, du har to mere at komme hjem til", hører jeg de velmenende trøstende ord omkring mig sige. Men lige meget hvor mange hunde, jeg har, så mangler jeg nu én......
 
Hun havde sin bestemte funktion i vores lille sammentømrede flok, og nu hvor hun ikke er mere, så mærker jeg det ekstra meget. Flokken er blevet en anden. Rutinerne hundene imellem ændres, for den adfærd, som hun havde, påvirkede de andre to til at reagere. Aktion - reAktion.
 
Her er blevet så stille. Ez var en meget aktiv hund, og uden den aktion......langt færre re-aktioner.
 
Ez var den 5. hund, jeg har måtte tage afsked med. Det bliver ikke nemmere med tiden. Man "vænner" sig aldrig til skulle aflive sin hund, og jeg slipper heller aldrig for den følelse af at skulle tage min bedste ven til "skafottet", når tiden er inde.
 
Ez var syg. Hvor syg hun egentlig var, blev først åbenbar til aller sidst, - og der gik det stærkt. Jeg ved, at jeg gjorde alt for at skåne min hund, - alt for at lindre og alt i den bedste mening. Mit intellekt og min logik fortæller mig, at sådan er det......mine følelser er til gengæld delte, - og jeg føler mig som min bedste vens bødel. Jeg græder. Jeg savner.
 
Hun var jo kun en hund, - kun en hund. Men hun var min.
Hun var ikke "noget særligt", men hun var min, og jeg var bestemt også hendes.
 
Jeg bad hende lægge sig ned på gulvet. Det gjorde hun. Dyrlægen lagde nålen i hendes åre, og jeg så, hvordan den hvide bedøvelsesvæske gled ind i hende. Hun faldt i søvn i mine arme. Jeg aede hende. Jeg holdt om hende, - lagde min ene hånd på hendes bryst og mærkede hendes hjerte slå. Den blå væske erstattede så den hvide. Jeg så den forsvinde ind i hende.
 
Jeg mærkede hendes hjerte slå....................for sidste gang.
 
Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk