Anton - en legeglad rottweiler

Af hundeejer Tommy Frederiksen, marts 2009

 

Beslutningen om at vi skulle have hund var ikke svær at tage. Vi var endt op i en gammel landejendom med masser af plads, så vi syntes, at det kunne være hyggeligt med en hund. Vi var ikke helt enige til at starte med, hvilken race det skulle være. Men vi blev dog enige om en rottweiler, da beskrivelsen af racen passede meget godt til os.

 

Efter noget søgen, fandt vi så frem til en kennel, som havde en tæve og han på 6 måneder. Det lød meget tiltalende, så vi fik lavet en aftale med dem om at komme ud og se hannen.

Efter at have set ham, fik vi også lov til at hilse på faren, så vi havde en anelse om, hvordan han ville ende med at se ud.

 

Vi kørte hjem og snakkede lidt, om det nu skulle være. Det tog dog ikke lang tid at blive enig om, at det skulle være ham. Så vi aftalte med kennelen, at vi ville hente ham sidst på ugen. Der blev taget et par dage fri, så han ikke skulle være helt alene til at starte med. Det viste sig så efterfølgende, at de lige havde været så ”venlige”, at undlade at fortælle at annoncen var en genindrykket. Så Anton var faktisk 8 måneder i stedet for 6 måneder.

 

Der gik en lille måned, hvor det hele lige skulle falde ordentligt på plads, inden vi begyndt at kikke os om efter et sted at træne. Vi fandt frem til en træner via Charlottes skole, som der blev talt godt om. Så vi tog kontakt til hende, og hun fortalte, at hun inden længe ville starte et hold op i Ringsted. Så det passede os jo rigtig godt, da vi bor lige ude for Ringsted.

 

Vi havde fået lov til at træne på p-pladsen ved det nye center i Ringsted, som var under opførelse på daværende tidspunkt. Eller det troede hun. For der kom en rar vagtmand og fortalte os, at vi ikke måtte være der, så vi blev forvist til en anden p-plads i nærheden.

 

Vi lagde godt ud med høje forventninger til træningen. Det skulle dog vise sig at være en fejl, for efter de 2 første gange begyndt det at gå ned af bakke. Folk kom ikke, der var barn syg o.s.v., det endte med at der gik 14 dage imellem træningsgangene. Så det hjalp jo ikke lige på indlæringen hos den rare rottweiler, som var godt på vej ind i unghunde- / lømmelalderen.

 

Da vi nåde slutningen af træningsperiode, var der så meget krudt i Anton, at han ikke var til at gå tur med. Vi søgte selvfølgelig hjælp hos vores træner, som forslog en halti, som er en grime til hunde. Vi blev slet ikke oplyst om hunde-grimernes dårlige sider.

 

Der gik noget tid, hvor vi gik hjemme uden at fortage os det store med Anton, hvilket resulterede i en hund, som man kunne sammenligne med et dampbarn. Han kunne bare ikke ligge stille. Da dette begyndte at blive for meget, blev vi enig om, at vi hellere måtte se at komme i gang med ham igen. Så hvilken måde ville være den bedste til at få brændt noget krudt af på? Valgte faldt på agility. Der kunne han jo løbe rundt og prøve kræfter med forskellige forhindringer.

 

Så vi tog internettet i brug og fandt SOR Hundeskole. Vi mødte op med højt humør, noget spændte på hvordan det skulle forløbe. Anton havde fået sin halti på, da vi ikke vidste, hvordan området så ud og gerne ville have lidt styr på ham.

 

Det første, vi møder, er en flok hunde, som sidder eller ligger pænt enten alene eller ved siden af ejeren. Vi har ingen anelse om, hvem Lise er, eller hvordan hun ser ud. Hun kommer dog hurtig hen til os. Siger dav, og kikker så med et noget skeptisk blik i øjnene på Anton, mens hun siger:” Har I tænkt jer, at han skal træne med den der på. Det er jo dyrplageri”.

Jamen pænt god dag til dig, Lise!!!! Vi forklarer, som det er, at det ikke var planen, at han skulle træne med den. Den er kun på her til at starte med for at holde ham i ro. Der bliver dog efterfølgende hurtig skiftet ned i halsbånd i stedet for haltien.

 

Da alle er kommet, starter vi i en rundkreds, hvor vi fortæller lidt om os selv og vores hunde. Hvor vi har trænet m.m.. Under denne, for Anton, lange tur rundt i cirklen, kan han ikke rigtig holde sig i ro. Så Lise kommer hen til os og spørger, om hun ikke lige må snuppe ham engang. Selvfølge må hun det, så vi kikker noget spændte, mens Lise tager fat. 10 min efter er Anton kommet ned på jorden igen, og vi står med store øjne og tænker:” Er det vores dampbarn, som nu sidder der helt stille ved en fremmedes fod?”

 

Hun afleverer ham pænt tilbage med kommentaren: ” Jeg kan godt lære jer, hvordan I får ham til at gå pænt uden den mundkurv, hvis I vil have det?”

Hvem vil ikke ha´ det, så mens de andre deltagere fik fortalt, hvordan agility forhindringerne skulle passeres, blev vi enige om, at det kunne være værd at prøve Lises Pack Bonding hold.

 

Så vi mødte op den efterfølgende lørdag, hvor holdet skulle starte. Noget spændte på hvordan det ville gå, eller om det også ville være spild af pengene igen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. Efter de første 2 – 3 uger efter holdstart, havde vi allerede en helt anden hund. Og JA Lise fik ret, bare de tre ugers træning, og Antons trækkeri i linen var væk. Det var pludselig blevet hyggeligt at have hund. Den ville pludselig hente bolden, når den blev kastet, og det var som ørene var blevet vasket. For pludselig var Anton blevet lydhør overfor os.

 

Ja, så da Pack Bonding 1 sluttede, forsatte vi glædeligt på Pack Bonding 2 i håb om at lære mere, og heller ikke der er vi blevet skuffet. Vi er nået langt, - af ting, som er begyndt at hænge fast i Antons hoved, kan nævnes afdækning, søge, ja / nej - øvelse og meget, meget mere.

 

Vi er i øjeblikket i gang med anden omgang på Pack Bonding 2, hvor vi træner imod lineløs træning ”alle steder”. Efter vi er startet hos Lise, er jeg blevet grebet at hundeverden, og vil prøve at træne Anton op til nogle prøver.

 

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk