Indkald - 1.del

Aldrig har interessen for hunde og hundetræning været større. Folk valfarter troligt til den ene mere dyrebare lektion efter den anden. Aldrig har der været så stort et udbud af velkvalificerede instruktører, som selv render til det ene kursus efter det andet. Flere og flere steder dukker der private små hundeskoler frem, - alle med veldokumenterede CV´er indenfor hundeområdet.

 

Hvorfor er der så stadig så pokkers langt mellem de hunde, som kan gå løs, - vel at mærke dem, hvor ejeren virkelig kan kalde deres hund til sig ...........på 1. indkald? For jeg medregner så absolut ikke dem, som efter 15 forgæves kald har løbet deres hund op og fået fat på den – efter den lige har været henne og runde en anden hund...

 

Man skulle da mene, at med al den kompetence der lægges for dagen, så ville der også blive flere hunde, som sikkert kunne færdes uden line på de store grønne frie arealer.

Har du tænkt på, hvor mange du kender, som kan have sin hund fri selvom der går andre hunde forbi 10-15 m. væk – vel at mærke således at hunden stadig er under kontrol? Hvor mange hunde respekterer, at man sige nej i sådan en situation ?

 

Hvad man derimod bruger en masse tid på rundt om på træningspladserne er cirkusøvelser så som ”sit”, ”dæk”, ”giv pote”, ”kør i trillebør” og hilse på ”Gud og hver mands hund, som man passerer”. Alt sammen noget, som en alm. hund med en erfaren træner kan lære på mindre end tre dage.

Og hvordan træner man så indkald?

Det gøres på lidt forskellige måder. Enten gør man brug af den metode, hvor træneren holder hunden og ejeren forskrækker sin hund ved at løbe væk fra den – forlade den, så hunden derved bliver bange for at være alene, hvorved ejeren så endelig kalder, træneren giver slip på hunden og hunden drøner, nogle gange helt panikagtigt, hen til ejeren.

Man kunne spørge sig selv hvor mange hundeejere der har en privat træner ved hånden på de daglige gåture, så denne metode kan praktiseres i det daglige – jeg kender ikke lige nogen. Samtidig bliver man høvlet ørene fulde med, at det jo er den daglige træning, som gør, at hundene bliver lydige, og det er jo også så sandt, som det er sagt. Så hvorfor giver man så ejeren en indkaldsmetode, som han/hun ikke kan gøre brug af i det daglige? Ja – jeg spørger bare.

 

En anden måde at træne indkald på er bare at slippe hunden uden at træneren holder hunden. Ofte løber hunden så hen til de andre ventende hunde og får dermed oplevelsen af, at det både er tilladt og helt i orden. Imens instrueres ejeren i at kalde – og blive ved med at kalde indtil hunden kommer. Hmmm – hvad mon hunden lærer de første 7 gange der kaldes, hvor den ikke kommer? Ja – jeg spørger bare.

 

Og så er der endelig den geniale metode, hvor hunden slippes, men hvor ejeren bliver grundigt instrueret i ikke at kalde på hunden, før han/hun er sikker på, at hunden kommer. Hvor er det lige ejeren med sikkerhed kan træne sin hund i indkald, hvis dette er metoden? Nåååå – jo, i sin indhegnede have og inde i huset, hvor man er sikker på, at der ikke er distraherende momenter til stede. Hmmm – hvor langt mon man kommer med den metode i den virkelige verden – ja, jeg spørger bare.

 

Indkald er den mest oversete af alle øvelser, og de konventionelle metoder duer som regel ikke, alene fordi de slet ikke adresserer problemet. Hvis din hund ikke kommer, når du kalder på den, og den ellers kender sit navn, når du står med en godbid i hånden – ja, så er der kun én ting galt – dit lederskab. Tro ikke at din hund er så dum, at den ikke har forstået sit navn. Mange trænere kommer med det råd, at du skal kalde mange gange på din hund indenfor og i haven, - have en godbid klar, når den kommer og så på den måde håbe, at det så også lykkes udenfor haven, - hvis man tør!

 

Har du tænkt på, hvorfor man ofte på træningspladser får at vide, at man skal være ”interessant” for hunden, dvs. skabe sig med underlige gangarter samt hysterisk lys stemmeføring. Svaret er, at hunden, som efterhånden tror den er leder af flokken, lige skal hen og tjekke sin hvalp, når den ”hyler” sådan op. Samme teknik bruges ofte til indkald.

Noget, som også undrer mig meget, er folks godtroenhed. Jeg har flere gange oplevet, hvordan folk har godtaget råd fra trænere og instruktører selvom disse ikke engang selv har kunnet få deres egne principper og træningsmåder til at fungere på deres egne hunde. Man må da vel som det mindste kunne forvente, at den, som skal undervise en i noget selv behersker sine egne metoder og kan fremvise et nogenlunde godt eksempel.

Ville du som forældre have tiltro til dit barns dansklærer, hvis du den ene gang efter den anden i indbydelser og skrivelser opdagede grove og mange stave- og sætningsfejl? Ja – jeg spørger bare.

 

Måske du også skulle begynde at stille spørgsmål til den metode, du bliver undervist i?

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk