Hundeskove - mareridt eller eldorado

Rundt omkring i landet popper der hundeskove op. Det er skove eller skovområder, hvor hundefolket må slippe deres hund løs, hvilket ellers normalt er forbudt i de danske skove. Visse steder indhegnes fodboldbane-store arealer til samme formål.
Dog må hundene kun slippes, såfremt den almindeligt gældende lov om løse hunde kan imødekommes. Det gælder nemlig stadig, at hundeejeren skal kunne kalde sin hund ordentligt til sig.

Men det bliver der set stort på i hundeskovene - meget stort endda!

Et meget ofte gentaget senarie er det, at en hundefører går fredeligt for sig selv med sin hund løs, og pludselig kommer en anden hund drønende op imod dem. Hvis der endelig er en hundeejer til stede, som vedkender sig ejerskabet af den tilløbende hund, skal man ikke forvente, at den bliver indkaldt. Det er nemlig ikke kutyme i en hundeskov.

Går man med hunden løs, signalerer man iflg. " § 1 i den selvbestaltede og uskrevne lov om hunde i hundeskove", at man dermed godtager, at enhver fremmed hund har lov til at møve sig op i hovedet på ens egen hund ved enhver given lejlighed.

Skulle man have en hund, som ikke bryder sig om den behandling og oven i købet tillader sig at sige fra, når den bliver provokeret i en sådan grad, kan man roligt regne med, at " § 2 i den selvbestaltede og uskrevne lov om hunde i hundeskove" straks træde i kraft.
Den foreskriver nemlig, at såfremt alle hunde ikke opfører sig som "lallende logrende labradors" ( og der skal ellers ikke siges et ondt ord om labradors fra min side ), skal de jages på porten / udvises af fællesskabet i Edens have og i det hele taget have frataget deres sociale kompetencer. De skal bhu´es ud og råbes efter, fordi de opfører sig anderledes, - ja nærmest aggressivt. Fy-da-føj-da!

I hundeskovene tolereres ikke den slags "børster", som kan finde på, at "give svar på tiltale", - så ville man jo ødelægge det for alle de andre. Alle dem, som ønsker at spadsere rundt med deres uregerlige hunde - for problemet er i virkeligheden ikke de hunde, som siger fra. Problemet er de hunde, som altid har fået lov til at rende op i hovedet på andre hunde. Ejerne kan nemlig ikke styre dem, og med "styre" mener jeg, at de ikke kan kalde deres hund til sig, såfremt en anden hund er i umiddelbar nærhed.

Ud over den manglende lydighed udviser disse hundeejere også en stor mangel på forståelse for normal hundeadfærd. Hunde er flokdyr, og det betyder at de er tilknyttet den flok, som omgiver dem i det daglige, nemlig os.Når en anden hund kommer løbende hen til os, skal man altså sammenligne det med to flokke, som mødes.

Afhængig af race og tidligere erfaringer, vil hundene reagere på en mere eller mindre forudsigelig måde, såfremt en anden hund kommer løbende hen til "deres flok".

Hos visse racer har det været hensigtsmæssigt at avle efter meget infantile træk så som at være vild med at bære rundt på ting. De fleste retrievere har disse træk, da det jo er dét, de i tidernes morgen er avlet frem til, - at apportere. Denne avl har endvidere medført at andre infantile træk så som stor legelyst, lille aggression osv. er fulgt med i kølvandet. Derfor er en voksen labrador som regel langt mere "venlig" mod fremmede hunde end de fleste andre racer.


Anderledes ser det ud hos en race som schæferhunden. Den er blevet fremavlet med vogteregenskaber for øje. Den skulle oprindeligt kunne drive får, men også samtidig passe på dem og hyrden i kampen mod de vilde dyr, hovedsageligt dens fætter ulven.
Disse egenskaber har man i moderne tid avlet videre på hos denne race, fordi man har kunne bruge det indenfor politi, militær, vagt osv. og selvom mange ikke bruger deres schæferhunds egenskaber til dét, den er avlet til, er hunden stadig i besiddelse af dem. Man må derfor regne med, at det er reglen snarere end undtagelsen, at en voksen schæferhund ikke reagerer overdrevent venligt på en tilløbende hund.

En ting er, hvad hundene genetisk har med i rygsækken, - en anden er, hvad der er normal høflig hilseadfærd hos hunde. Først og fremmest er det at være høflig det samme som at tage hensyn til den, som er svagest, hvilket vil sige den hund, som hurtigst føler sig forulempet af den anden hunds adfærd og giver udtryk herfor. Hvis den fremfusende hund ikke reagerer ved at trække næsen lidt til sig, holde lidt afstand eller bare stå stille lidt, men bare vedbliver med at kredse om den anden med endnu større ildhu eller vedholdende stikker snuden op i den anden hunds bagdel er det en klar overskridelse af almindelig høflig adfærd, og man må forvente, at den forulempede hund vil sige fra.

Måden at "sige fra" på kan variere meget - lige fra et enkelt sigende blik til noget, som ligefrem kan ligne et overfald. Her skal man jo holde sig for øje, at det stadig er den fremfusende hund, som i virkeligheden "begynder" med at overskride grænsen, men desværre får den hund, som siger fra, ofte skylden, - nogle gange bliver den oven i købet strengt sat på plads af sin egen ejer! Set med hundens øjne bliver den altså først forulempet af en fremmed hund og dernæst af sine egen ejer. Hvem skal hunden så ty til?


Ikke underligt at mange hunde så vælger helt at tage "skeen i egen hånd" og allerede på forhånd råbe "vagt i gevær", når en anden hund dukker op. Og den uvidende ejer står måske med en fornemmelse af, at han aldrig skulle have irettesat sin hund, når den sagde fra hvilket hurtigt bliver til, at "når hunde gøer ad andre hunde, skal man ikke sige "Nej", for det vil kun gøre det hele meget værre".

Mange dumme misforståelser ville kunne undgås, såfremt hundeejere satte sig lidt mere ind i hundeadfærd og de forskellige racers måde at reagere "normalt" på. Det er også derfor, at det mest rigtige er at finde en metode at lade hundene møde hinanden på, hvorpå alle typer hunde tilgodeses, både den meget tilbageholdende og den meget dominerende

Ofte hører man vendinger som "hundene skal lære at klare det selv, og vi mennesker skal ikke blande os, når hundene mødes". Lad os i den forbindelse se lidt på lederskabsbegrebet:
At være leder af sin flok betyder, at hunden kan se op til os og stole på os, bl.a. fordi den er overbevist om, at vi vil beskytte den, såfremt den har brug for det. At beskytte sin flok er en lederopgave, - vel at mærke en af de aller vigtigste!


Hvis hunden gang på gang oplever, at vi gør lige præcist det modsatte, signalerer vi jo dermed, at vi ikke er ledere, og den mister troen på os. En hund uden leder tager selv posten og udfylder den, så godt den kan, - hvilket sjældent er særlig hensigtsmæssigt i vores menneskeskabte verden. En hund uden leder risikerer at blive usikker eller overdominant i forholdet til andre hunde.

At mange mennesker alligevel synes, at der er noget sandt i, at man skal lade hundene være, når de mødes, er fordi de har erfaret, at blander de sig, sker der ofte noget uhensigtsmæssigt f.eks. en optrapning af en konflikt. Dette er også rigtigt, hvorom konklusionen er forkert. Hvis man blander sig, og der sker det modsatte af, hvad man havde regnet med, kan man jo kun lære én ting: Man ved endnu ikke nok om hundesprog. Det er klart, at hvis man ikke ved, hvad og hvordan man skal gøre, når man går imellem hundene, famler man jo rundt i blinde - man "taler til hundene i øst, og de svarer i vest". I disse tilfælde kan jeg kun tilskrive mig devisen om, at det er bedre at slappe af og håbe på, at det går godt. Ellers risikerer man at bære brænde til bålet.

Men hele ideen er jo, at man ikke skal sætte hinanden eller andre i den situation, at der er grund til bekymring. Man skal altså lade være med at give sin hund lov til på eget initiativ at opsøge andre flokke, hvilket er helt i trit med, hvad en flokleder gør.

Når to hunde mødes, bør det foregå i samtykke med begge ejere. Dette er ganske simpelt en umulighed, såfremt man bare lader sin egen hund løbe op til en fremmed hund. Man giver ikke den anden hundeejer en chance for lige at præsentere sin hund. Mange mennesker er glade for at lade deres hund møde andre hunde, men har man en hund, der lige skal tages et lille hensyn til under hilseceremonien, er det jo vigtigt, at man har mulighed for at kommunikere det til den anden hundeejer, inden hundene stikker næserne sammen.

Når talen falder på hundeskovene her på hundeskolen, er min første reaktion at advare folk mod løse, ustyrlige hunde, hvis ejere enten ligegyldigt eller uvidende lader deres hunde gøre, hvad de vil. Selv bevæger jeg mig aldrig ind sådanne steder, selvom jeg for studiets skyld har gjort det et par gange. Jeg har desværre alt for tit oplevet eftervirkningerne af uhensigtsmæssige hundemøder sådanne steder. Husk på, at det i uheldigste fald kun tager én dårlig oplevelse for, at en hund kan have fået et ar på sjælen for livet.

Husk også på, at det er hundens følelser, som her er i centrum - ikke vores. Der behøver ikke være tænders gnislen på spil. Hvis hunden viser, at den føler sig forulempet, så er den forulempet.

Jeg kan derfor kun opfordre alle til at udvise en almindelig respekt og høflighed for andre, - dyr såvel som mennesker, når de opholder sig i hundeskovene. Det behøver kun nogle få justeringer i folks generelle optræden til at forvandle hundeskovene fra nogle hundeejeres mareridt til alle vore alle sammes eldorado.

Overhold loven om løse hunde, - også i hundeskoven! Vis, at du har styr på din hund og kald den til dig, når du møder andre på din vej (løse som i line). Spørg den du møder, om han/hun har lyst til, at jeres hunde skal lege, inden du tillader din hund det. Lav f.eks. en siddeøvelse med din hund, mens du spørger. Hvis du har styr på din hund, er det jo ikke noget problem, vel ? Og har du det ikke endnu, er det et godt ritual at lære den, så den lære at beherske sig og lytte efter dig selvom der er en anden hund til stede. Er det virkelig for meget at bede om?

Lise Lindegaard Andersen  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk