af hundeejer Jytte Blatt Lauersen
Jeg vil her fortælle historien om mine to hunde, Tanza og Simba, da jeg håber og tror, at den kan inspirere andre hundeejere til aldrig at opgive deres hunde. Hjælpen er der, hvis man søger de rigtige steder. Selv fandt jeg løsningen hos Lise, adfærdsspecialist og indehaver af SOR.
Min hundehistorie begynder i Tanzania, hvor jeg boede og arbejdede i en periode på 3 år fra 2001 – 2004.
I Tanzania holdes hunde stort set udelukkende som vagthunde – hvilket betyder, at der er en flok på 3-5 hunde i hver have i et villakvarter. Hundene bliver ikke trænet og har kun meget lidt menneskelig kontakt, da de fleste tanzanianere er bange for hunde. Hundene kommer typisk ikke udenfor indhegningerne rundt om grundene. På mange måder hører disse hunde mere til ejendommen end til den familie, der bor i huset – man overtager simpelthen vagthundene, når man flytter ind.
Der findes også flokke af løse hunde – hunde, som er blevet efterladt på gaden, når man ikke længere har villet have dem. Der findes ikke autoriseret opdræt i Tanzania – det er private som sælger, og der findes formentlig ikke hunde, som er helt racerene; man kan in hvert fald ikke få hunde med stamtavler. Der sælges også en del hvalpe på gaden – gadesælgere går langs de store indfaldsveje og falbyder mange forskellige ting, inkl. små hundehvalpe. Og hvalpene sælges meget tidligt – begge mine var knap 6 uger gamle, da jeg fik dem. Sådan er vilkårene for mange hunde i landet.
Kort efter jeg var ankommet til Tanzania, besluttede jeg mig for at anskaffe en hund. Jeg havde haft lyst til at få hund i mange år, men havde ikke tidligere haft muligheden – jeg boede i en lejlighed i København og rejste op til 6 måneder om året. Så nu skulle det være – jeg skulle ikke rejse på andet end ferier og med den store have syntes forholdene at være ideelle for at have hund. Mit formål var at få en familiehund, som jeg ville tage med mig, når jeg skulle hjem igen.
I den lokale avis så jeg en annonce for schæferhvalpe – og tog af sted for at kigge på dem. Der var et kuld på 6 hvalpe – 4 tæver og to hanhunde – 6 meget små kulsorte hvalpe. De var i et lille udhus med betongulv og gik alle over i det fjerneste hjørne, da vi kom ind. Men jeg satte mig ned på gulvet og efter lidt tid kom de nærmere. Jeg valgte den hvalp, som kom helt over til mig og satte poterne op på mine ben. Det var en tæve, Tanza.
Jeg havde planlagt, at jeg ville gå ture med hunden, træne den og vænne den til, at der kom en del forskellige mennesker ind og ud af huset – både når jeg var hjemme og når jeg var på arbejde. Hunden skulle også vænnes til at sove indendørs om natten – til stor fortrydelse for de vagter, jeg skulle have på ejendommen. Jeg boede et sted, der var udmærket til at lufte hunde – man skulle gå 5-10 minutter ad villaveje, hvorefter man kom til et stort åbent areal, der førte lige ned til stranden.
Der fandtes desværre ikke nogen form for hundetræning – så jeg anskaffede et par bøger, hundesnore og halsbånd fra Danmark, og så var det bare med at komme i gang.
Da Tanza blev gammel nok, begyndte jeg at tage den daglige tur langs villavejene og ned til stranden, hvor hun kunne boltre sig på det åbne areal og i havet (hun elsker vand). Lige i begyndelsen gik det fint – hun gik pænt i snor (lang line, så hun kunne snuse rundt) langs vejen, om end hun var noget nervøs for de mange hunde, der gøede vildt inde bag indhegningerne.
Når vi kom til det åbne areal, slap jeg hende løs – til trods for at mine indkald ikke var ret sikre, selv ikke hjemme i haven. Hun kom dog til sidst, løb aldrig udenfor synsvidde og aldrig ud på vejen. Og hun elskede at drøne ud i vandet for at hente en pind eller en bold, som jeg smed derud.
Men det holdt desværre ikke længe. I løbet af min tid med hundene i Tanzania havde jeg en række dramatiske oplevelser, som virkelig kom til at præge hundene i negativ retning – og som jeg med min manglende erfaring ikke fik gjort noget ved i flere år.
Nogle gange var der huller i indhegningerne, som vagthundene kunne komme ud af og så fandtes der også de løse hundeflokke (det vidste jeg ikke før). Resultatet var, at vi til tider blev angrebet af hunde – ofte en 5-6 stykker ad gangen. Jeg vænnede mig til at gå med kæp for at jage vildfarne hunde væk. Det var desværre ikke godt nok og tæven blev bidt tre gange inden den var 9 måneder gammel – én gang i læben, én gang i halsen og den sidste gang meget alvorligt i ryggen. Vi var blevet angrebet af en flok på 4-5 hunde og to af dem sprang på ryggen af Tanza, som blev bidt op i ryggen. Det lykkedes mig at få alle hundene sparket væk, få Tanza løftet op og jeg løb hjem for at hente bilen. Og så gik det ellers for fuld fart til dyrlægen. Heldigvis var det en dygtig dyrlæge – han fik lappet Tanza sammen og efter en nat hos dyrlægen kunne jeg få hende med hjem igen.
Da Tanza var kommet sig over den oplevelse, var det helt slut med at gå pænt i snor. Hun trak gevaldigt og bestemte nok lige så meget som mig, ikke mindst på gåturene. Hun var absolut ikke glad for at gå forbi indhegningerne med gøende vagthunde – men hun gik/løb forbi og kunne finde på også at gø af dem. Så jeg fortsatte med de daglige gåture – betydeligt bedre forberedt på, at der kunne komme flokke af løse hunde. Det gik OK – og jeg nød freden og stilheden de tidlige morgener, hvor jeg så solen stå op af havet, mens min hund legede rundt og hentede pinde i vandet. Der var kun en sjælden gang imellem andre på stranden – og aldrig andre hunde.
Da Tanza var blevet ca. ét år gammel overvejede jeg at anskaffe endnu en hund – måske nok mest for at give Tanza mulighed for at lege med en anden hund og blive lidt socialiseret med hunde. Så da jeg hørte, at en dame fra Zanzibar var kommet med 4 hvalpe og endnu ikke havde solgt dem alle, tog jeg ud for at se på dem. Og så slog jeg selvfølgelig til – for hvem kan stå for en 6 uger gammel hvalp, der går rundt for sig selv og graver lidt i bedet? Det var en hanhund, Simba, som gerne kom hen og lod sig kæle med et stykke tid – så skulle han videre med sit gravearbejde.
Så havde jeg altså to hunde. Da Simba blev gammel nok skulle han jo også med ud på den daglige gåtur. Og da han var blevet knap ét år gammel var han blevet endog meget svær at styre. Han havde lært at være bange for andre hunde; han havde lært at trække gevaldigt, når han var i snor og vi gik forbi hundene bag indhegningerne; og han begyndte at opføre sig som flokkens forsvarer.
Fra tid til anden blev vi stadig angrebet af flokke af forvildede eller rømmede vagthunde – Simba var større end de fleste og påtog sig rollen med at jage dem på flugt; enten tilbage i indhegningerne eller bare væk.
På et tidspunkt gik det galt for mig – én af de løse hunde fik bidt mig, mens jeg forsøgte at slå/sparke den væk fra os og især fra Tanza. Men den værste oplevelse var nok et tidspunkt, hvor 5 løse hunde omringede os – og jeg endte med at blive trukket langt hen ad en asfaltvej til trods for, at Simba havde kvælerhalsbånd på. Til sidst fik var de andre hunde væk og jeg fik stoppet mine hunde. Sådan en oplevelse sidder dybt i én lang tid bagefter – og det var slut med at gå med begge hunde samtidig!!
Jeg ville dog ikke give op – så jeg begyndte at gå med hundene hver for sig. Og det gik da også nogenlunde – vi fik vænnet os til at være på vagt, når vi gik forbi indhegninger med gøende og aggressive hunde; vi fik vænnet os til at holde løse flokke på afstand med råb, kæp, gøen og udfald mod dem; og vi kunne stadig nyde freden på den næsten øde strand. Jeg forsøgte stadig at træne lidt med dem – men det blev mest i haven, hvor der ikke var de store udfordringer.
Så kom vi tilbage til Danmark – og her møder man jo ofte andre hunde i snor og mange folk, der løber, cykler eller lignende. Dét havde vi ikke prøvet før – og mine hunde var stort set ustyrlige.
De kunne ikke få færten af eller se en anden hund uden at blive aggressive og være klar til at angribe og jage på flugt. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte fortsætte med at gå med dem hver for sig – og hurtigst muligt begynde at gå til træning med dem.
Jeg fik mulighed for at gå på Dansk Kennel Klubs grundkurser – og det prøvede jeg så med dem begge to, hver for sig. Det gik sådan set OK – hundene havde jo allerede lært de basale kommandoer og jeg holdt tilstrækkelig stor afstand til de andre hunde, så det ikke gik galt.
Simba var dog noget af en belastning – det var svært at holde ham og han var konstant meget urolig og gøede. Men træningen hjalp ikke på hundenes adfærd – og de daglige gåture blev en stadig større belastning. Jeg var begyndt at gå den anden vej eller langt ind i buskadset, når vi mødte andre hunde – det var den eneste måde, jeg kunne være sikker på, at det ikke gik galt.
Jeg havde ikke megen selvtillid tilbage – og det var både pinligt og ubehageligt at gå med en hund, som helt klart ikke var under kontrol. Jeg fik mange gode råd med på vejen – f.eks. at lade hundene komme over til andre hunde, så skulle hundene nok finde ud af det selv. Det prøvede vi dog ikke meget, eftersom jeg måtte sige, at mine hunde faktisk var meget aggressive. Jeg prøvede også med forskellige former for kvælerhalsbånd, som nok skulle få bugt med de problemer, at hundene trak meget i snoren, blev der påstået. Jeg prøvede bl.a. også en grime på Simba, men han peb og så snart snoren var lidt løs, sled han grimen af med poterne. Så det blev stressende for både hundene og mig at gå ture – og det sjove og skønne ved at have hund var der ikke så meget tilbage af.
Så der skulle noget andet til – og jeg fik anbefalet at prøve med en hundepsykolog/Adfærdsbehandler. Jeg aftalte en hjemmekonsultation med en meget anerkendt adfærdsbehandler, som bl.a. var kendt gennem bøger og TV.
Efter denne konsultation – hvor hundepsykologen mente, at der sådan set ikke var problemer med hundenes opfattelse af min rolle i flokken – skulle jeg hen til hundepsykologen med hundene.
Her skulle jeg gå med dem begge i snor på én gang og gå forbi en anden hund. Og det gik – selvfølgelig – ikke særlig godt!!
Simba gjorde udfald – jeg væltede omkuld og Tanza var ved at få fat i den anden hund. Jeg blev så anbefalet at aflive Simba – og altid holde Tanza i snor og langt væk fra andre hunde. Så det var jo ikke særlig konstruktivt.
Jeg var imidlertid ikke klar til at acceptere, at der ikke var noget at gøre – og slet ikke til at aflive min hanhund. Begge hunde var sunde og raske; der havde aldrig været problemer med hundene overfor mennesker; der var aldrig problemer derhjemme. Problemet bestod i, at de var aggressive overfor andre hunde og blev ustyrlige, når andre hunde kom tæt på.
Jeg besluttede derfor ikke at opgive – om ikke andet, så måtte jeg klare de daglige gåture på steder og tidspunkter, hvor de ikke blev udsat for ret mange andre hunde og slet ikke tæt på. Og jeg håbede vel stadig, at jeg på én eller anden måde ville kunne ændre deres adfærd, så det blev mindre stressende at skulle gå med dem.
Jeg læste flere bøger om hundenes adfærd og mere om forskellige træningsmetoder – det ændrede ikke meget, nok mest fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg selv gjorde galt. Det hjalp dog til, at jeg bibeholdt troen på, at jeg ikke skulle aflive dem.
Da jeg havde været i Danmark i ét år og skulle til at holde sommerferie, besluttede jeg mig for at prøve med hjælp endnu engang. Jeg var ved at være godt kørt ned af ½ år, hvor jeg gik ture med hundene meget tidligt om morgenen eller sent om aftenen (og næsten altid i mørke); kørte ud i skoven på forholdsvis isolerede steder med dem; og altid var nervøs for, hvem og hvad vi mødte på turen. Den slags påvirker én i længden.
Hundene virkede til at have det OK – der var i hvert fald ikke klare tegn på, at de led nød. Men jeg fik sværere og sværere ved at mobilisere energien til at give dem den opmærksomhed og aktivitet, som to store hunde kræver. Og jeg begyndte at komme i tvivl, om det var mig, der tog fejl – at det bedste for hundene måske ville være at aflive dem.
Så fik jeg tilfældigvis via Internettet kontakt til SOR Hundeskole og Lise kom på besøg. Jeg fortalte lidt om baggrunden og hvilke problemer, jeg havde med hundene – og at jeg i princippet var villig til at prøve alt, der ikke omfattede at tæske hundene. Og at jeg ikke var villig til at aflive dem, hvis det ellers var konklusionen på besøget.
Og jeg skal love for, at der skete noget under den konsultation. Efter 5 minutter reagerede begge hunde på Lises signaler – og dét havde de aldrig gjort før med andre mennesker. I løbet af konsultationen oplevede jeg også, at hundene godt kunne finde ud af at gå forbi andre hunde uden at være helt ude af kontrol og hænge i snoren – faktisk kunne de gå nogenlunde pænt i snor og (med nogen påvirkning) gå nogenlunde almindeligt forbi en anden hund.
Det bekræftede mig i, at det var mig og ikke hundene, der var noget galt med. Det bekræftede mig i, at der fandtes en måde, hvor jeg ville kunne få et bedre og sjovere samvær med hundene til glæde for både dem og mig. Og væsentligst af alt, bekræftede det mig i, at det ikke var nødvendigt at aflive den ene af hundene.
Nu har jeg så gået til træning med dem begge to i ét år og har trænet efter Lises metode Pack Bonding. Det har været lidt af en kamp – jeg har skullet lære mange nye ting og det har absolut ikke altid været nemt, hverken for hundene eller for mig. Mange af de ting, som Lise har lært mig, er direkte modsat dem, jeg fik at vide i Dansk Kennel Klub og hos hundepsykologen og bøgerne, jeg læste.
Jeg har selvfølgelig også lært at blive bedre til at koncentrere mig om hunden og være i kontakt med den stort set hele tiden – og ikke gå med tankerne alle mulige andre steder, når jeg træner og går med hund.
Jeg har skullet lære at læse hundenes signaler og være bevidst om mit eget kropssprog. Jeg har skullet lære at lege med hundene på en konstruktiv måde, f.eks. med brug af bold. Og ikke mindst har jeg skullet lære at bruge både positive og negative signaler på en måde, som hundene forstår – og det har været grænseoverskridende for mig.
Jeg har til tider været ved at give op – jeg har tænkt, at det dér formår jeg åbenbart ikke at lære og hundene er måske for gamle og har for mange negative oplevelser med i bagagen. Men så har jeg fået bevis på, at hundene faktisk reagerer på deres eget sprog – bare man bruger det.
Hvis alternativet er, at man for alvor må overveje at aflive en rask og dejlig hund – så kan man altså godt overskride sine egne grænser og blive ved med at prøve.
Resultatet er i dag, at Tanza kan bevæge sig rundt mellem mange andre hunde – også helt tæt på – uden at reagere og snoren er mest til pynt.
Simba er stadig lidt usikker på andre hanhunde, men med lidt opmærksomhed og påmindelse fra min side, så kan han nu gå ture med andre hunde uden ballade. Forleden på en gåtur snusede Simba og Lises 2-årige hanhund til samme plet, - snude mod snude uden at der var tegn på ballade. Dette skete flere gange på turen.
Både mit og hundenes stressniveau er kommet langt ned og under kontrol – og det viser sig faktisk også, når vi er hjemme. Det er nu blevet en fornøjelse at være sammen med hundene igen og jeg glæder mig til de daglige gåture, til træningen og til bare at være sammen med de to halvgamle ’vilddyr’ fra Tanzania.
Jytte med helsorte Tanza og sort/gule Simba nærmer sig Lises to løse schæfer-hunde. Jytte havde fået at vide af en anerkendt adfærdsbehandler, at hun skulle aflive Simba og altid have Tanza i kort snor, da begge hendes hunde aldrig ville kunne komme til at acceptere andre hundes nærvær. Men man skal ikke altid tro på dét, man får at vide. Læg mærke til hundenes afslappethed i forholdet til hinanden, især på de sidste to billeder.
