Carlo er en samojed på 11mdr. Fra vi købte ham fik vi at vide fra andre, at vi godt kunne glemme at opdrage på en samojed, den var sin egen, og gjorde hvad den ville. Det nægtede jeg at tro på, og har fra start gjort meget ud af at ville træne med min hund. Jeg ville ikke være en af dem, der blev trukket hen over fortovet, fordi hunden havde set noget den liiiige skulle snuse til. Ikke desto mindre gik det sådan – mere eller mindre, i hvert fald når han fik øje på en anden hund. Nøøøj, hvor kunne han skabe sig som et lille uartigt barn.
Jeg har gået til træning med Carlo fra han var 9 uger (andetsteds). Træningsmetoden var den gængse, ignorere hunden ved uønsket adfærd, og hundeleg med en bunke af hunde oven på hinanden, eller lige i hælene på hinanden. Carlo var da ligeglad hvor længe jeg ignorerede ham – det gav bare mere tid til sjov og ballade.
Jeg tror det var disse to kombinationer der gjorde at jeg langsomt fik en hund, som betragtede sig selv som guds gave til andre hunde og mennesker. Vi lærte jo bare at de skulle ud og socialiseres så meget som muligt. Carlo blev mere og mere frustreret, gav sig til at pibe og hyle når der ikke foregik noget (og vi skulle jo ignorere uønsket adfærd). Han var slet ikke til at komme i kontakt med, og kunne kun koncentrere sig i 5 min af gangen. Desuden begyndte han at udvikle problemer med at være alene hjemme, hvilet ses tydeligt på skoreolen. Dog skal der ikke kun lyde negative ting om det tidligere træningssted, Carlo lærte mange sjove tricks, som han stadig kan, men han blev ikke opdraget.
Jeg hørte om Pack Bonding gennem en tidligere kursist hos Lise, og jeg kunne jo se på hendes hund at den havde virkelig fattet pointen, så jeg tænkte ”Det kan i hvert fald ikke skade at prøve – men nøj hvor er det langt væk”. Jeg kommer fra en lille by lidt syd for Roskilde (så afstand er ingen undskyldning).
Jeg startede på Pack Bonding 1 med Carlo. Lise lurede med det samme at han ELSKEDE at lege med andre hunde, og så kunne jeg ellers rende og hoppe.
Allerede efter 3 gange var der markant forskel på Carlos opførsel, det kom som et lyn fra en klar himmel – nu forstod han hvad det hele gik ud på, og han syntes det var fantastisk, og simpelt. Siden er det kun gået fremad med træningen.
Lises træningsmetode er virkelig så simpel, når man har fået præsenteret den, og den virker så hurtigt at jeg ville ønske jeg var startet noget før!! Nu kan jeg gå med Carlo i den lange line på tur, og selvom han ser en anden hund, så opsøger han den ikke! Det er så dejligt!
Nu får han opmærksomhed fra andre fordi han er så velopdragen, før kiggede folk fordi han kastede sig rundt på fortovet for at komme hen til den fremmede hund. Desuden er der kommet den bonus ud af træningen, at Carlo har lært at det er okay, at der ikke skal ske noget hele tiden – han kan slappe af igen, hvilket gør at vi ikke længere kommer hjem til oprydning efter en frustreret hund, der er ødelagt hvad han kunne finde.
Men det er vigtigt at man er konsekvent med træningen af sin hund, jeg måtte hjem og tegne og fortælle, om hvordan vi fremover skulle gøre. Det er vigtigt at hele familien gør det samme, ellers bliver hunden snot forvirret.
Det skal endvidere lige nævnes at de foredrag Lise holder er GULD VÆRD hvis man tager notater og går hjem og sætter sig ind i det. Vi har netop afsluttet kurset (og fortsætter på Pack Bonding 2), med en masse blod på tanden. Carlo elsker at træne igen, og er meget mere interesseret i mig end de andre hunde.
Det korte af det lange er, at Pack Bonding VIRKELIG kan anbefales! Jeg har kun rosende ord om Lise!
De gladeste potedask fra Anja og Carlo-dyret!
Se vores YouTube video her!
