I slutningen af september havde jeg en følelsesmæssig rutschetur, som jeg sjældent har prøvet før. Jeg havde på det tidspunkt haft den hund, som skulle være min drømme jagtkammerat i 4 måneder. Inden jeg fik ham, havde jeg gået med store drømme, og da det var første gang jeg skulle prøve at træne en jagthund havde jeg læst et hav af materiale og talt med et utal af forskellige ”eksperter” for at være totalt forberedt på den perfekte start med hunden. Jeg var faktisk også faldet over SOR hundeskole i min søgen efter informationer, men artiklerne her provokerede mig voldsomt, og jeg var faktisk ret hurtigt videre.
Det startede også som en drøm. Jeg fik en hvalp som var helt fantastisk – super opmærksom, og enormt lærenem. Desværre begyndte det at gå skævt efter små 3 måneder. I starten var det nærmest umærkeligt, men når jeg kigger tilbage på det nu kan jeg godt se at problemet kom snigende. Cody var egentlig stadig enormt lærenem, og knækkede i de fleste øvelser koden meget hurtigt. Men på træningspladsen blev han sværere og sværere at komme i kontakt med. Jeg spurgte selvfølgelig mine trænere til råds, og i starten lød svaret at de mange forskellige dufte på træningspladsen simpelthen virkede forstyrrende. Da vi en måneds tid senere var nået igennem en sindssygt frustrerende glidebane imod en hund der var totalt udenfor pædagogisk rækkevidde, nu også udenfor træningspladsen, var jeg nærmest grædefærdig. Så snart en anden hund var indenfor synsvidde, tabte Cody totalt sutten. Da jeg henvendte mig til mine trænere igen, sagde jeg faktisk ordret til dem at jeg var fortvivlet over udviklingen. Heldigvis var der ”godt nyt”: Cody havde bare en ”lømmel” periode som alle hunde skulle igennem. Jeg skulle regne med små 3 måneder, så ville det gå i sig selv. Da jeg efter den onsdags træning var på vej hjem, var jeg til at starte med i chok. Inden jeg var nået hjem havde jeg fået bearbejdet chokket over beskeden så meget at jeg i stedet var blevet vred. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at passe at mine problemer skulle være nogle åndssvage hormoners skyld. Jeg var kommet i tanker om, at Cody fra dag 1 i vores hjem, havde demonstreret en evne til at lære som jeg selv var dybt imponeret over. Skulle nogle hormoner være skyld i at han nu nærmest konstant var inden i sin egen boble så snart vi trådte ud af døren? Jeg ville simpelthen ikke acceptere det.
I løbet af den følgende weekends dybe frustration, kom jeg i tanker om de artikler på SOR som nogle måneder tidligere havde provokeret mig så voldsomt. Det der havde tændt mig af på dem, var at flere af dem i høj grad fokuserede på at kritisere andres metoder fremfor at fokusere på egne metoder. Men da jeg kom til at tænke på nærmere over det, beskrev de faktisk ret præcist mange af de problemer jeg selv var havnet i med min hund. Jeg var inde at læse igen, og brugte lang tid i konflikt med mig selv den søndag. Til sidst tog jeg en beslutning da jeg gik i seng: Jeg ville ringe til Lise om mandagen.
Der fra gik det stærkt. Jeg havde en rigtig god samtale med Lise, og pludselig havde jeg en aftale om konsultation allerede onsdag, altså to dage senere. Jeg var stadig meget bekymret, og bange for at jeg stod med en hund hvis jagtkarriere var slut inden den overhovedet var begyndt. Jeg var overbevist om, at selvom skaden måske kunne rettes op, ville det kræve enormt meget tid og sikkert alligevel aldrig blive helt godt. Jeg pakkede alligevel mig selv, Cody og alle mine bange anelser i bilen, og kørte fra Horsens mod Svensk Congo hvor vi skulle møde Lise i hendes hjem.
Lise gjorde det på én dag!
Jeg har ALDRIG i mit liv oplevet noget lignende. De første par timer gik med at Lise spurgte ind til min og familiens hverdag med Cody. Til min store overraskelse kom der også lynhurtigt en forklaring på problemet på bordet: Synderen var det ellers meget pædagogiske frikvarter på træningspladsen! Jeg havde fået en hund der havde lært, at stort set alt i livet drejede sig om leg med andre hunde. Cody var ikke blevet dum, han var ikke totalt hormonforstyrret og han var absolut IKKE blevet mindre lærenem. Han havde bare fået lært at være god til én ting, nemlig frikvarter. Det var han til gengæld også rigtig god til. Da vi var kommet igennem forklaringen og en del teoretisk baggrund, sagde Lise pludselig til mig: ”Kobl lige Cody på linen, og sæt dig i den der stol mens du holder ham. Så henter jeg lige min hund, Hiro”. Jeg var helt overbevist om at Cody ville brænde helt af, og rasere hele huset i samme sekund han fik øje på Hiro. Han blev også ustyrlig med det samme Hiro kom ind i rummet, men Lise bad bare om at få Cody’s line, og hvad der på mig virkede som 30 sekunder senere, sad Cody roligt ved siden af Hiro med linen liggende på gulvet og fuld fokus på Lise. For mig, der ikke har tidligere erfaring med at træne hunde, var oplevelsen vildt intens. Følelserne væltede rundt i mig, og jeg ved faktisk slet ikke hvad jeg fik sagt i det øjeblik. Det jeg ved, er derimod at resten af dagen var en ren leg for mig. Den følelse jeg havde, da vi efter teorien snakken var ude at træne med min Cody og Lises Hiro og Qubik, kan jeg bedst sammenligne med den følelse jeg som dreng havde når jeg juleaften kunne sidde og lege med det jeg havde ønsket mig allermest i hele verden. Det var sgu ren uforfalsket glæde! Og Cody, sikke en udholdenhed den lille fyr har på trods af sine kun 6 måneder. På Lises anbefaling tog jeg direkte fra heldagskonsultationen til hundetræning på pladsen hvor alle mine problemer var begyndt. Vi var kørt hjemmefra om morgenen kl 5.30, og kørte direkte fra Lise til træningspladsen hvor vi var kl. 17.30. Cody var eksemplarisk på den træning, og for pokker hvor er han da bare en sej lille gut. Nogle ganske få små irettesættelser i den lange line, og vi var kørende. Og mig selv? Jeg var lykkelig for at have fået alle mine håb om fremtiden med Cody igen. På bare en enkelt dag gik jeg fra fortvivlet frustration, til erkendelsen af at jeg har været virkelig heldig med at det er lige præcis Cody, ft. springer spaniel af guds nåde, jeg har fået ind i mit liv.
Cody træner steadiness med ænderne.
Helt utænkeligt for bare en god måned siden.
Nu har jeg måske fået det til at lyde som om at jeg med et trylleslag har fået en markprøvechampion med hjem efter en enkelt konsultation hos Lise. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke. Cody og jeg har rigtig mange timers træning sammen før vi er klar til at tage på vores første jagt sammen. Men pointen er bare, at træningen igen er blevet sjov for os begge to! Og når alt kommer til alt, er det så i virkeligheden ikke derfor at vi har hund? For at få et liv sammen, med masser af sjov træning hvor vi sammen udvikler os hen i mod et givent mål? Hvor begge parter nyder samarbejdet og de mange fælles stunder? Det er i hvert fald derfor jeg er blevet hundeejer.
Rigtig god træning derude!
Kenneth Dahl og Cody, FT Springer Spaniel
Gedved, Jylland, d. 31/10-2017
