Af hundeejer Bitten Herdahlm
Vordingborg, januar 2013
Når jeg tænker tilbage på dengang, hvor vi købte Kenzo (maj 2011), ville jeg meget gerne have kendt Lise og hendes Pack Bonding metode, for så havde min opstart med en hvalp helt sikkert været langt mere ukompliceret end den nu engang var.
Træningen hos Lise har for mig og min hund været altafgørende og en sand øjenåbner. Her kommer så en lille beretning om vores lille Bullterrier Miniature, Kenzo og så mig selv.
Min kæreste og jeg købte Kenzo, da han var 4 mdr., og jeg begyndte hurtigt at gå til hvalpetræning. Jeg var forberedt, mente jeg selv, og havde derfor meldt hunden og mig til træning 2 gange om ugen i 2 forskellige, etablerede foreninger i vores nærområde. Jeg tænkte, det så ikke kunne gå helt galt!
Starten gik og vores lille buller-hvalp var faktisk ret eksemplarisk, super god til kontaktøvelser og fulgte lige i hælene på mig, når vi trænede. Han lærte hurtigt ”sit” og ”dæk” samt at komme, når hans navn blev kaldt.
I hundeforeningerne blev der lagt stor vægt på socialisering af hvalpene og ved hver træningsseance startede vi ud med, og sluttede af med at hvalpene i ca. 15 min. havde, hvad trænerne kaldte, ”fri leg”.
8-9 hvalpe fik lov at tumle og lege uden menneskelig indblanding. Trænerne mente det var vigtigt for hunde, på denne måde, at lege og knytte bånd til andre hunde. Kenzo legede vildt med de andre hvalpe og var meget kørt op på energi.
Selve træningen var baseret meget på positivt at forstærke hunden, når den gjorde noget godt og at ignorere en uønsket adfærd. Vi blev tydeligt fortalt, at nyk i snoren var forbudt, og at tale med hård stemme til hunden ( f.eks. et bestemt NEJ) var ikke en fremgangsmåde, de ville stå inde for. Så det gjorde jeg selvfølgeligt ikke. De så endvidere gerne at vores træningsline ikke var mere end ca. 1 meter, så man ikke havde så meget snor at holde styr på.
Efter et par gange til træning begyndte jeg at undre mig lidt. Trænerne gjorde nemlig meget ud af at fortælle mig, hvor selvstændig og stædig en hund jeg havde, og hvor lidt social den var i forhold til de andre hvalpe. Ligeledes antydede de tit, at jeg nok ikke skulle forvente mig så meget af Kenzo, for hans race var meget svær at træne. Deres holdning gik mig på, især fordi jeg efterhånden følte, at Kenzo og jeg ikke var helt så velkomne, som de ellers havde givet udtryk for, da jeg meldte mig ind.
Men jeg fortsatte da til træningen, for det måtte jo være det eneste rigtige for en lille hvalp, der gerne skulle blive en god og lydig hund en dag.
Som tiden gik oplevede jeg nu, at Kenzo blev mere og mere ukoncentreret, mere og mere hyperaktiv til træningen og mindre og mindre interesseret i, hvad jeg gjorde. Han havde efterhånden kun fokus på de andre hunde, og han hang konstant ude i stram, strakt line og var helt anspændt. Jeg spurgte selvfølgeligt mine trænere i de respektive klubber til råds og fik da også svar. Min hvalp var nemlig blevet ”teenager”, og derfor var den ligeglad med mig.
Jeg fik ligeledes at vide, at hvis jeg ville genvinde hans opmærksomhed, skulle jeg være mere positiv overfor ham, altså jeg skulle tale med høj, lys stemme, bevæge mig mere - hoppe, vifte med armene og være mere gavmild med godbidderne, simpelthen for at kræve hans opmærksomhed.
Okay, tænkte jeg – det prøver vi. Jeg hoppede og sprang, kaldte og fløjtede, proppede ham med godbidder, stimulerede med legetøj, men resultatet var kun det, at Kenzo blev mere og mere ligeglad med mig. Intet jeg gjorde kunne efterhånden fange hans opmærksomhed, og jeg var efterhånden godt og grundigt fortvivlet.
Hvor var min lille dygtige hvalp blevet af, og hvorfor virkede de metoder, jeg fik af mine trænere, ikke??
Igen gik jeg til mine trænere og klagede min nød. Igen med samme svar- ”Din hund er teenager”- og ”hvad sagde vi, det er ikke en hund, man kan træne lydighed med, så stædig og egenrådig som den er”.
I hjemmet begyndte tingene lige så stille også at ændre sig. Kenzo, der altid har været meget madglad, gad pludselig ikke at spise. Han snusede bare til sin mad og gik så fra den. Han kom ikke længere, når vi kaldte, og lå tit bare stille og sov i sin kurv. Når vi gik tur, ville han som oftest ikke gå, og når han så en anden hund, blev han totalt hyper og hang helt ude i linen og pev og vred sig for at komme over til den anden hund.
Jeg prøvede, som jeg havde lært, at være mere positiv overfor ham og virke mere imødekommende, men fik nøjagtigt samme reaktion som til træning – nemlig ingen!!!!
Efterhånden var jeg ret desperat og var ved at være overbevist om, at det var en stor fejl, at vi havde købt sådan en usamarbejdsvillig og stædig race. Jeg har haft Schæfer i mange år og syntes faktisk, jeg plejer at være ret hundekyndig??! Jeg var dog stadigt overbevist om, at jeg med sikkerhed kunne forvente at få hjælp i de 2 klubber, hvor jeg gik til træning med mit lille ”problembarn”.
Da jeg næste gang kom til træning, kom en af trænerne løbende imod mig. Hun sagde hurtigt, at de i trænerstaben havde besluttet, at min hund ikke længere måtte træne og lege med de andre hunde. Jeg var meget forundret, for dette var efterhånden det eneste min hund var god til (at lege med de andre). Hun fortsatte med at sige, at det tydeligtvist ikke var min hunds behov, da den race slet ikke kunne lide at være sammen med andre hunde. Jeg stod måbende og kiggede på damen uden at sige noget og tænkte ved mig selv, at det da var lidt mærkeligt, da det stort set var det eneste der var lagt vægt på til træningen (at hunden var godt socialiseret).
Efter at have samlet mig selv lidt sammen, fik jeg så spurgt hende om, hvordan hun så kunne forestille sig, hun kunne hjælpe mig med mit kontaktproblem, som efterhånden var altoverskyggende? Hun smilede stort af mig og vente ryggen til og gik, uden at kommentere mit spørgsmål.
Resten af træningen gik med, at Kenzo og jeg gik for os selv i periferien af træningspladsen, hvor Kenzo bare trak af sted i snoren og forsøgte konstant at komme over til de andre hunde, og mig der desperat forsøgte at vinde hans opmærksomhed, selvfølgeligt uden held.
Efter den træningstime kom en af de andre trænere op til mig og sagde, at hun havde bemærket, vi havde lidt problemer. Det kunne jeg jo ikke helt benægte og spurgte da hende, hvad hun ville råde mig til at gøre. Hendes svar kom noget bag på mig. Hun foreslog nemlig, at vi begyndte at træne meget tæt sammen med 2 andre hunde, og hver gang Kenzo gjorde noget rigtigt, skulle han ”belønnes” ved at lege med de andre hunde. I mine øre lød dette noget tvetydigt, da jeg jo samme dag havde fået at vide, at min hund ikke havde behov for at lege med andre hunde?? Jeg opgav at stille flere spørgsmål og kørte hjem.
Jeg følte i den grad, jeg manglede ”den røde tråd” i deres træningsmetoder. I begge klubber følte jeg mig efterhånden totalt overset. Ingen af trænerne kunne åbenbart hjælpe mig, og de havde tydeligtvist opgivet at forsøge. De så os nemlig slet ikke mere, vi blev ignoreret!
Status: Ung Mini Bull, Uopmærksom, uimponeret, total fokus på andre hunde, intet fokus på ”mor”, smæk forvirret ejer = Big Trouble.
En aften blev det for meget for mig. Jeg besluttede mig for at forsøge at finde en løsning til Kenzo og mig. Noget måtte gøres, men hvor starter man?? Jeg startede med at skrive en tråd på Hundegalleri.dk, hvor jeg beskrev mine problemer med min hund. Snart kom mange kommentarer, og mellem dem var en besked, der særligt vakte interesse.
Det var Lise, der tilbød mig en prøvetime på hendes Pack Bonding hold. Jeg var ikke i tvivl og takkede ja tak, da jeg tænkte, det ikke kunne blive meget værre, end som det dengang allerede var.
Søndagen kom hvor Kenzo og jeg skulle forsøge os med en anden træner, Lise, og en TOTALT omvendt træningsfilosofi, end hvad vi var kendt med.
Frem kom en 10 meter lang line, og jeg tænkte ”Ohhh Shit, dette er dømt til at gå galt. Hvordan skal jeg nogensinde kunnet styre min lille bandit i sådan et snoretræk?!” Men Lise mente bestemt, det nok skulle gå! Linen blev sat sådan på Kenzo, at evt. stramninger i linen ikke kom til at belaste hans nakke. Da det var blevet introduceret, kom der en endnu mere revolutionerende ting, nemlig ordet ”NEJ” og videre: jeg lærte at sætte en grænse for min hund! Jeg tænkte jo straks ”Kan det nu være helt godt!? Men hvad pokker - kunne jo lige så godt give det en chance og gå All In.”
Efter første træningstime sammen med Lise, hvor min Mini Bull havde fået en del grænsesætning vha. NEJ og små nyk i linen, gik han efter mig i løs line – godt nok med hængende øre og fortvivlede øjne. ”Øv mor, det her er bare ikke sjovt – jeg vil meget hellere snakke med de andre hunde!”
Jeg spurgte Lise, hvorfor han så sådan ud, og for første gang fik jeg en forklaring, jeg kunne bruge til noget. En forklaring, der faktisk gav mening og var logisk, og ikke bare ”Din Hund er teenager”. Allerede der, var jeg imponeret, og det skulle vise sig kun at være starten.
Næste gang vi kom, gik det lidt bedre, Kenzo fik igen linen på via samme facon, og vi gik i gang med træningen. Efterhånden blev de andre deltagere og Lise dog trætte af at høre på min, meget høje og pivende stemme, som jeg jo ellers havde lært skulle være så god og motiverende for hunden. Men nej – ”Tal som dig selv, du er interessant nok, som du er!” Ok – sikke en lettelse tænkte jeg, så væk med det skingre toneleje.
Træningen fortsatte og Wauw, det gik faktisk fremad, jeg fik ganske langsomt lidt mere opmærksomhed fra min hund.
Lige indtil en søndag hvor tingene for alvor blev sat lidt i perspektiv. Vi skulle nemlig teste vores hunde via et bestemt indkald. Ja, tænkte jeg – det klarer vi nemt, men nej! Kenzo mente nemlig ikke, han behøvede at komme, da jeg kaldte. Han forsøgte mange ting, bl.a at gå hen til de andre hunde – der blev han sendt væk fra. Så prøvede han at opsøge Lise, men heller ikke det var godt, og der blev han også sendt væk.
Alt imens Kenzo forsøgte sig med forskellige løsninger, løb jeg frem og tilbage mellem 3 skjulesteder på den indhegnede træningsbane og kaldte på min hund – uden nogen reaktion! Efter noget tid satte Kenzo sig midt på græsplænen, som om han tænkte ”Hmm, jeg må ikke snakke med de andre, jeg gider ikke gå hen til min mor – jeg sætter mig her og venter – for jeg ved hun kommer og henter mig”.
Det gav stof til eftertanke! Lise forklarede, at min hund var SÅ sikker på, hvor den havde mig, så den ikke engang havde behov for at komme hen til mig, når jeg kaldte!
Lise bad mig forsøge at lægge ham ”på is” i hjemmet – altså, ”lad din hund være for pokker, den har fået for meget kontakt og er overstimuleret socialt – den er mættet!” Og ja, jeg kunne jo måske godt give damen ret, - jeg puttede med min hund hver aften – hele aftenen og så også lidt i løbet af dagen! Men hvad er der nu galt i det? Jeg gjorde jo bare, hvad jeg havde lært…!? Kenzo lå ovenpå mig i flere timer! Jeg snakkede med ham konstant, kælede ham hele tiden, gav ham mad, gik ture, dikkede, pillede bla bla bla bla….
Hvis jeg var hund var jeg nok også blevet lidt træt af mig! Lise forklarede mig i samme ombæring lidt om hundens motivationsfaktorer som bl.a indeholder behovet for at være social, ligesom sult kan være en motiverende faktor (og der er flere). Og Halleluja – det gav jo mening!
Så Kenzo og jeg er gået i skarp træning herhjemme, og jeg må sige, det nu begynder at give pote!
Efter vi er begyndt at spille lidt mere kostbare, er Kenzo nu begyndt at spise sin mad igen, - han står selv op om morgenen og går ud og tisser, når vi siger det (vi har ellers måtte bære ham op og ud). Han går selv fremad, når vi er på ture, og han er faktisk i stand til (i de fleste tilfælde) at ignorerer andre hunde. Han følger efter os, selv når vi bare skal ud og have et glas vand, plus – han gider at lege- også med mig!
Selv på træningsbanen er der begyndt at være et vist overskud. Vi har stadigt meget at lære, men for søren da, nu er vi på rette vej og træningen med Lise, ud fra hendes Pack Bonding- principper, betaler sig!
Vores skønne Mini Bull er nu 12 mdr., og han er hverken umulig eller håbløs, og jeg er ikke totalt retarderet! Det er da kun til at blive glad i låget af! ;-)
Jeg undrer mig tit over, hvor mange fejlagtige/misforståede informationer, jeg har fået indlært i ellers etablerede klubber og fra trænere, der påstår at være kompetente og veluddannede, men som samtidigt er ude af stand til at rådgive og vejlede, når problemerne melder sig.
Jeg savnede logik, helhed og mening i min træning. Det har jeg fundet nu!
Hvis vi kan – ja, så kan andre vel også… ;-)
