Den 1. august ´12 modtog jeg det første brev fra Nanna. Som man selv kan læse herunder, fortæller hun åbenhjertigt om sine og kærestens kvaler med deres to store hunde, - grand danoisen Sonja og bullmastiff /boxer-blandingen Shiva. Efter at have læst Nannas brev grundigt igennem, kontaktede jeg hende, og vi aftalte en adfærdskonsultation hos mig, hvor Nanna og hendes kæreste skulle medbringe begge hundene. Denne konsultation ændrede livet for familien og deres hunde. Allerede 2 dage efter modtog jeg Nannas brev nr. 2. Læs herunder begge brevene, som selvfølgelig offentliggøres her med Nannas fulde opbakning.
Grand Danois Bullmastiff/Boxer-mix
Fotografierne er modelfotos af de to omtalte hunde.
Den. 1. august 2012
Kære Lise Lindegaard
Jeg skriver til dig som efterhånden sidste udvej i håbet om at få rettet op på en utålelig situation i forhold til vores to hunde, Sonja og Shiva, som begge har udviklet en meget aggressiv adfærd overfor andre hunde. Særligt Shiva – en mellemstor blandingshund af uvis oprindelse – er helt udenfor rækkevide, når andre hunde er i nærheden: hun angriber tilsyneladende for at dræbe og helmer ikke før hun bliver fjernet med magt. Trods stor forsigtighed har dette nu for tredje gang resulteret i, at hun har bidt en anden hund, så den måtte sys, og det er mit klare indtryk, at det kun beror på rent held, at ingen af de tre tilfælde er endt med værre end relativt overfladiske skrammer.
Vi er – efter egen opfattelse, og det hører du sikkert konstant – ellers nogenlunde kompetente som hundeopdragere; jeg selv er født og opvokset blandt store hunde (Skt. Bernhard og Grand Danois’er) og heste, og jeg mener at besidde en vis autoritet i forlængelse af min opvækst blandt store dyr. Min kæreste har ikke haft hund før, men er efter min mening et naturtalent til at have med dyr at gøre – hvilket jo alt sammen lyder noget paradoksalt taget vores nuværende situation i betragtning!
Jeg har længe undersøgt det jungleagtige marked af mere eller mindre troværdige og selvbestaltede adfærdsbehandlere m.m. og er i den forbindelse stødt på dit navn. Jeg finder det afsindig svært at bedømme de forskelliges professionalisme og kompetencer, men efter at have læst dine og dine kursisters artikler på SOR’s hjemmeside er det mit håb, at du vil kunne hjælpe os med at få styr på vores hundes aggressioner . I modsat fald vil jeg - til trods for at intet byder mig stærkere imod end at tage livet fra et raskt dyr, som man har påtaget sig ansvaret for - ikke længere kunne forsvare at beholde i hvert fald Shiva, som jeg ellers holder rigtig meget af.
Begge vores hunde har en kompliceret og på sin vis tragisk historie bag sig, som lettest lader sig formulere på skrift.
Sonja var den første hund vi fik efter at være flyttet lidt udenfor København, netop for at få mulighed for at have hund overhovedet. Hun er en mindre, sort Grand Danois på nu 6 år, vi købte hende som 12 uger gammel hvalp i juli 2006 fra et ”stueopdræt” på Kalundborg-egnen. Hendes ”opdrættere” var et par, som boede i et faldefærdigt skur sammen med fire halvvilde hunde af forskellige racer. Sonja var en ualmindeligt køn lille hund, som jeg straks faldt pladask for, og til trods for at jeg kender alle advarslerne mod at købe hund et sted som dette, kunne jeg ikke bære at lade hende blive det sted – allerhelst havde jeg taget alle hvalpene med mig.
Jeg hentede så Sonja en måneds tid senere og bemærkede, at hun havde et sår og en bule på højre forben. Konen påstod, at det var moderen, som havde trådt på hende og derefter havde slikket på såret. Hun sagde desuden, at den dyrlæge, som havde vaccineret hvalpene, havde tilset skaden og forsikret, at den var overfladisk og uden betydning. Dette viste sig senere at være usandt. Jeg var heller ikke overbevist, og da jeg i øvrigt ønskede at hun fik en ormekur, efter at have set de forhold hun var opdrættet under, tog jeg hende allerede dagen efter med til min lokale dyrlæge – som tilfældigvis er specialiseret i ortopædkirurgi. Hans diagnose var mere kritisk, og et røngtenbillede afslørede også tydelige tandmærker i den ene af forbenets to parallelle knogler under knæet. På denne knogle var vækstlinjen brudt, hvormed benet ville vokse i en krum kurve, hvis hun ikke straks blev opereret. Den dyrlæge, som havde underskrevet vaccinationskortet, fortalte mig desuden, at hun havde påpeget Sonjas skade, som efter alt at dømme var sket, da hun var ca. 4 uger gammel, og anbefalet opdrætterne at aflive hende straks – de var dog åbenbart mere interesserede i at score salgsfortjenesten. Efter nogle frygtelige dages overvejelser besluttede jeg at lade min dyrlæge få chancen for at redde min hvalp, som jeg allerede havde knyttet mig stærkt til. Det blev et langvarigt forløb: Sonja gik igennem tre store operationer – hun helede meget dårligt, der gik flere gange koldbrand i sårene, benet svulmede op af sårvæske og måtte tømmes dagligt af dyrlægen i 6 måneder. Hun var således mere eller mindre ude af stand til at gå længere end ud i haven og var desuden indviklet i store forbindinger indtil ca. 10 mdr.’s alderen. Dette fik konsekvenser for flere ting: hun udviklede et temmelig neurotisk sind og var ekstremt angst for fremmede mennesker, hvilket omfattede alle uden for min nærmeste familie. Af hensyn til frygten for at hun skulle bide sine forbindinger i stykker og gnave trådene af operationssårene, kunne hun heller aldrig efterlades alene, hvorfor hun heller aldrig fik lært at være alene hjemme - og vi havde nu en hund, som på flere punkter var ret besværlig. Hun var dog trods meget begrænset socialisering enormt glad for andre hunde og udviste aldrig nogen form for aggressiv adfærd – hverken overfor hunde eller mennesker. Hendes frygt gav udslag i helt tydelige angstreaktioner såsom ustoppelig gøen, halen mellem benene og kraftig tilbagevigen, når fremmede mennesker forsøgte at henvende sig til hende. Denne adfærd er blevet væsentligt forbedret over årene, men hun er nu stadig temmelig reserveret – især overfor folk, som insisterer på at henvende sig direkte til hende.
Året efter, sommeren 2007, var jeg gravid med vores første barn, da min kæreste forelskede sig i en hvalp på ca 5 måneder, som var blevet hjemløs efter en skilsmisse, hvor ingen ønskede at beholde hende. Jeg var meget imod at tage imod hende og forsøgte i stedet forgæves at formidle hende videre til et andet hjem.
Meget talte imod at beholde Shiva: Vi ventede vores første barn omkring jul og var ikke i stand til at vide, hvor stor en opgave dette ville blive og i betragtning af hvor meget arbejde, der skal lægges i at opdrage en hvalp, syntes jeg at tidspunktet var ualmindelig dårligt. Hendes forhistorie bekymrede mig desuden en del – i løbet af sit korte liv havde hun allerede været igennem mindst tre forskellige ejere, siden hun var kommet til Danmark fra Polen (i sig selv et bekymrende ophav) og hendes race var ret ubestemmelig. Ifølge hendes polske papirer er hun en Bullmastiff, men hun vejer i dag som fuldt udvokset kun ca. 30 kg og er altså langt mindre end en Bullmastiff, selvom hun ellers kan ligne racen en del. Min dyrlæge afviste på det bestemteste, at hun kunne være Bullmastiff og gættede på, at hun er en Boxerblanding, muligvis iblandet Schæfer eller en anden ”langsnudet”, mellemstor race, da hendes ansigt ikke er så fladmast som Boxerens – men vi ved simpelthen ikke hvad hun består af. I sin leg med andre hunde lavede hun konstant vilde ”skuldertacklinger”, hvor hun forsøgte at vælte de andre hunde omkuld med sin kropsvægt. Selvom hun som hvalp var mere fremkommelig i forholdet til andre hunde, var det dog også allerede da tydeligt, at hun var en meget dominant hund. Ved møde med andre hunde bevægede hun sig stift og skrutrygget, og forlangte umiddelbar underkastelse af enhver hund hun mødte, før hun ville lege. Jeg gruede for, hvad der ville ske, hvis hun mødte en hund, som ikke straks underkastede sig, men det skete kun en enkelt gang, hvor mine forældres Grand Danois-hanhund satte hende eftertrykkeligt på plads. Alle andre hunde, som hun mødte, underordnede sig øjeblikkeligt, men desværre var dette i længden heller ikke godt nok for Shiva.
Til trods for alle de røde lamper og advarselsflag gav jeg dog efter og gik med til at beholde Shiva; hun var (og er) nemlig samtidig en ualmindelig kær og skæg hund – overdrevent hengiven, lærevillig, opmærksom og behagesyg, helt modsat de Grand Danois’er jeg har været vant til, som alle har været ret anarkistiske og sværere at opdrage på. Til forskel fra Shiva har ingen af dem dog udvist nogen særlig problematisk adfærd og skulle de få en ”dårlig ide” signalerer de denne i laaang tid før de handler på den – hos Shiva er der splitsekunder fra ide til handling! Og jeg overtalte mig selv til at tro på, at det også kunne være en fordel med en hund mere: Måske ville det blive lettere at lære Sonja at være alene hjemme, måske ville det være en trøst for Sonja at få en ”lillesøster” inden vores søn blev født, måske kunne Shivas glæde for mennesker og Sonjas glæde for hunde smitte af på dem begge (naivt ja, det gik naturligvis stik modsat).
Indtil Shiva blev kønsmoden var der ikke nogen episoder med decideret aggressiv adfærd, som nævnt viste hun dog allerede som hvalp nogle uheldige tendenser. Men da hun var lige godt to år havde der været flere mindre episoder, som medførte, at vi begyndte at lufte hende i snor. Hundene blev passet af mine forældre en weekend, mens vi var i Sverige, da det første gang gik rigtig galt. Trods strenge formaninger luftede min far Shiva uden snor og lod hende løbe langt foran sig. Her mødte hun en anden hund og stivnede. Efter at have nidstirret hinanden en tid gik det løs og Shiva fik bidt den anden hund voldsomt i halsen. Ifølge den dyrlæge, som syede den sammen, var det udelukkende pga. hundens tykke pels, at hun ikke havde bidt struben over på den. Efter dette var det ubetinget slut med at være løs og jeg var i det hele taget meget betænkelig ved at lade nogen passe hende igen. Vi intensiverede træningen en tid, men Shiva er som nævnt i det store hele en meget lydig og opmærksom hund – hun har ”bare” denne ene brist, hvor det er umuligt (for os) at trænge igennem. Synet af en anden hund gør hende til et frådende, blodtørstigt monster med kun een ting for øje; at få lov at splitte den ad.
Hendes aggressioner eskalerede i hvert fald, og til vores overraskelse begyndte hun også (i meget mild grad, men uanset hvad) at kunne virke truende overfor mennesker – let rejste børster, lavmælt knurren, etc. Næste episode skete sidste sommer, hvor vi var i mine forældres sommerhus og min mor havde taget vores to hunde og sin egen Grand Danois med ned til stranden ved deres grund, som normalt er temmelig øde. Shiva var som den eneste i snor, da en fremmed hund kom farende ud af buskadset og så at sige sprang direkte ind i gabet på Shiva – og de andre hunde. Selvom det kun tog min mor ganske kort tid at få vristet Shiva og de andre hunde (som straks var med på ideen med at tæve den fremmede hund, men som dog var til at kalde til orden igen) væk, havde hun allerede nået at tildele den et dybt sår i benet.
Den sidste episode fandt sted i søndags - igen ved mine forældres sommerhus og igen mens hverken jeg eller min kæreste var til stede. Jeg var ude at gå med vores yngste barn i barnevogn, da naboens datter kiggede forbi med deres Springer Spaniel. Til trods for at haven er indhegnet, når Shiva er på besøg, sprang hun direkte igennem hegnet og kastede sig over naboens hund. Min mor måtte kaste sig ned over hende, hun trak hende i ørerne uden nogen som helst effekt og endte med at måtte vride hendes kæber fra hinanden – hun ville simpelthen ikke giver slip på Springerens lange ører. Utroligt nok resulterede det kun i et enkelt, mindre sår i panden, der måtte sys og desuden nogle småskrammer – men jeg har i den grad fået nok!
De sidste par år har vi kun luftet hundene på øde steder, sent om natten – Shiva iført sele og mundkurv. Sonja er nemlig også begyndt at være med på ”legen” og imiterer Shivas adfærd ved møder med andre hunde, og jeg tør ikke forlade mig på at kunne holde de to store hunde på en gang. Vi kan aldrig lade andre passe Shiva og altså fx ikke tage på ferie uden at have hende med, og vores liv er efterhånden et fængsel. De to hundes behov for motion er desuden meget forskellige – Sonjas handicap forhindrer længere ture og Shiva har brug for at blive aktiveret i langt højere grad end hvad tilfældet er nu, men eftersom Sonja ikke kan efterlades alene bliver Shivas behov negligeret. Hvis sandheden skal frem er der efterhånden i det hele taget langt imellem turene udenfor vores lille have, og det piner mig at forsømme mine dyr på den måde – det er bare nærmest umuligt at finde tiden til at efterkomme deres respektive behov, og jeg tør fx på ingen måde længere at have vores børn med, når jeg lufter hundene.
Jeg er kort sagt hel desperat, og der er stunder hvor jeg bare har lyst til at få aflivet dem begge og sætte en stopper for det mareridt, det har udviklet sig til at have hund. Men hvad siger du? Er der overhoved noget håb for, at man kan ændre på denne her situation? Jeg er klar over at det uanset hvad vil kræve en kæmpe indsats at få rettet op på det hele, men jeg skammer mig sådan over alle de fejl, vi har begået - endda med vidt åbne øjne. Jeg elsker begge mine hunde, men jeg hader det liv, vi har, og jeg skammer mig over det liv, de tilbydes.
Jeg håber sådan, at du vil hjælpe os!
Med venlig hilsen
Nanna Mogensen
Onsdag d. 15. august 2012
Hej Lise
Jeg vil bare lige sige tusind tak for en helt utrolig givtig konsultation i mandags (d. 13. august ) - begge hunde er allerede på de to dage som forandret og træningen går rigtig godt. Det er atter blevet en fornøjelse at gå med hundene, og Shiva og jeg har travet Dyrehaven tynd de sidste par dage. Møder med andre hunde går bedre for hver gang (første gang knap så godt men hurtigt overstået - de sidste par hunde vi har mødt, har hun totalt ignoreret), og det er skønt at mærke omverdens positive respons i stedet for at blive anskuet som "hende med den bidske muskelhund". Bemærkninger som "se, det er en sporhund" og "sikke en dygtig hund du har der, hvordan har du lært den at gå så pænt?" har regnet ned over os - det har vi ikke været vant til.
Jeg ved selvfølgelig godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, men jeg havde sørme ikke regnet med så hurtig en effekt! Så du skal have mange tak, og jeg kan kun ærgre mig over, at vi ikke kom til dig noget tidligere.
Også Sonja reagerer utrolig positivt på træningen og er fx overraskende dygtig til grænse-øvelserne: slapper med det samme helt af (til trods for sin udtalte madglæde) og forstår desuden fuldstændig, når hun får at vide, at hun skal lade andre hunde være - det havde jeg egentlig ikke forventet, for hun har aldrig tidligere vist nogen særlig interesse i at lære den slags. Rigtig mange tak for din hjælp, - du kan tro, at jeg reklamerer tykt for dig, hvor jeg kommer frem!
Kærlig hilsen
Nanna
