af hundeejer Susan J Schomacker, april 2008
Jeg har fået en god portion selverkendelse, som ikke altid har været lige let at håndtere via Shiva, vores nu snart 12mdr. gamle schæfer han. Det at have Shiva er ikke ”blot” et arbejde med en hund, men også et arbejde med mig selv på et dybere plan. Det sidste har jeg som sådan altid gjort, men i kraft af, at det er et dyr, som i overført forstand fungerer som spejl, bliver det hele meget sort/hvidt, og det handler om kommunikation på et helt andet plan, end jeg er vant til.
De dyr jeg ellers har været og er i berøring med, har jeg en form for kammeratligt forhold til- de forstår og respekterer mine grænser og mine husregler - jeg, deres natur, uden at der har været behov for konfrontationer og en sort/hvid reaktion fra mig. Shiva er en hund med rigtig meget krudt i, han er meget vedholdende og stresser meget hurtigt op, derfor skal han styres meget og have meget faste rammer for, at han kan føle sig tryg, og for at han vil gøre de ting, vi beder ham om. Og det er ikke altid let at leve op til, når man er skruet sammen på en mere nuanceret måde.
Jeg har haft hund de sidste 13 år. Tidligere i mit liv har jeg også haft hunde, så jeg mente nok, at jeg kendte til hunde og til træning af hunde, da vi besluttede at få Shiva. Lars, min nuværende mand kom ind i mit liv de sidste 5 år af min gamle hunds liv, men dog var han altid på sidelinien og med det forbehold, at det var min hund. Så der var meget snak om ansvar, engagement og lyst til hund, inden vi i fællesskab besluttede, at få en ny hund. Vi læste om racer, hvilke krav de stillede, hvordan deres temperament var osv. inden vi besluttede os for en schæfer. Jeg havde i forvejen kendskab til schæfere, da jeg engang i nogle år havde boet sammen med en.
Uerfarne og naive var vi dog, da vi valgte hvalp. Vi har 3 katte, som jo var vant til hund, så meget glad blev jeg, da opdrætteren fortalte, at de på stedet også opdrættede katte, så det blev ikke noget problem, for Shiva var vant til katte. Han mente, at Shiva havde et stort potentiale til at blive en harmonisk og rolig familiehund.
Så 10 uger gammel, meget yndig, men komplet uregerlig flyttede han ind til os. Det var maj måned - forventningen om sommer- udendørsliv- det perfekte tidspunkt at få en hvalp. Jeg er hjemmearbejdende billedkunstner, jeg bestemmer selv mine arbejdstider, så jeg så frem til en sommer med leg i haven, ture i skoven og til søen, og arbejde når han sov eller tussede rundt. Jeg fik ikke malet ET tilfredsstillende billede den sommer --- jeg passede hund!
Mit liv med hund, katte og mand blev nærmest en katastrofe. Lige fra den første time stressede Shiva op for det mindste. Han jagtede manisk og selvhypnotisk sin egen hale, han var hyperaktiv, kun når vi sov, kunne han sove og slappe af. Mangen nat lå jeg og lyttede til hans vejrtrækning, som lød som et lokomotiv for fuld damp og ventede på, at han faldt til ro, så han kunne sove. Kæle med ham eller sidde roligt med ham lod sig simpelthen ikke gøre. Vi havde svært ved overhovedet at komme i kontakt med ham, så speedet han var. Kattene? De var rædselsslagne, når han i højeste gear gøende for over dem. Den hund havde aldrig set en kat på nært hold, så meget var sikkert.
Det var så synd for ham, han havde det ikke godt og det værste var, at vi ikke formåede, at få ham til at føle sig tryg. Jeg formåede ikke at kommunikere med ham i et sprog, som han forstod. Det var som om, at alt der blot indeholdt den mindste chance for at kunne blive et problem, det BLEV et problem, lige med undtagelse af renlighedstræningen, som gik over al forventning. Biler på vejen var han panikslagen over, i skoven panikkede han, i byen stressede han, besøgende overfaldt han i overstrømmede glæde, herhjemme blev alt bidt i osv. Underligt nok blev han helt hysterisk, hvis han ikke hurtigt nok kom ind i eller ud af vores bil, når han skulle med ud at køre. Vi kunne se, at han var usikker og i nogle situationer bange, men hans reaktion var aldrig forsigtighed, men altid for han frem, fuldstændig ufokuseret. Vi prøvede virkelig, at være så rolige, så rolige, når han reagerede sådan, men det var som, han slet ikke opfattede os.
Jeg prøvede at læse mig til forstand i diverse hundebøger, vi ringede til opdrætteren, som var helt uforstående, jeg rådførte mig med andre, som havde erfaring med hunde, spurgte dyrlægen, hjemme diskuterede vi igen og igen, hvad vi gjorde forkert osv. Vi satte annoncer op, hvor vi søgte legekammerater til Shiva uden held, og desværre holdt alle hvalpekurser sommerferie. Rådene og teorierne var vidt forskellige, lige fra Jan Fennells Amichien Bonding (som kun havde en lille effekt) til at sætte ham i bur og binde ham. Jeg kunne ikke bruge noget af det til noget.
Efter en måned gik det lidt bedre, men stadig SKRÆKKELIGT. Dagene brugte jeg til at lege med ham, lærte ham de basale øvelser som sit og dæk, lavede forskellige aktiveringsøvelser med ham, lod ham passe sig selv i håb om, at det kunne give ham ro, jeg øvede ”biler er ikke farlige,(når de kører forbi) og så ”løb” jeg ellers i hælene på ham pga. alle de ting, han ikke måtte gøre, som han gjorde, feks. som at æde en potteplante. Jeg var totalt udmattet om aftenen, bare det at tale i telefon var en prøvelse med ham ved siden af. Jeg lærte grænserne for min tålmodighed at kende, og jeg lærte at overskride dem, noget, som for mit ellers iltre sind ikke var en let opgave. Jeg gav ham kærlighed, jeg gav ham ros og jeg skældte ham ud, når han var ”slem”. Men han forstod ikke skæld ud, han forstod ikke ros og søde ord, han forstod ikke ro, han forstod ikke når jeg nedstirrede ham eller hvis jeg ignorerede ham. Han stressede bare op. Og halen blev stadig jagtet, og det var stadig næsten umulig at standse ham i det. Jeg fik dog lært ham at sove et par timer midt på dagen i et lukket rum, hvor der endelig ikke måtte være nogen forstyrrende lyde, det gav både Shiva, mig og kattene et pusterum Jeg havde bemærket, at jo mere træt han blev, jo værre opførte han sig.
Der var nu gået to måneder og jeg var nået et punkt, hvor jeg følte at mine psykiske reserver var ved at være opbrugt. Mangen gang græd jeg i afmagt, mangen gang analyserede jeg om og om igen mine reaktioner kontra hundens og omvendt. Lars og jeg havde ikke en rolig aften, hvor vi uforstyrret kunne snakke sammen eller se en film - stemningen mellem os blev mere og mere anspændt og belastet. Jeg følte mig fuldstændig alene med et problem, jeg slet ikke forstod. Men jeg var fast besluttet på ikke at opgive, jeg ønskede at vokse med den opgave Shiva var - der måtte være en måde. Lars gav mig tøvende medhold, hans tærskel for hunde var på det tidspunkt langt overskredet. Vi blev enige om at ringe til Lise fra SOR Hundeskole for en hjemmekonsultation. Shiva var i forvejen blevet skrevet op til Pack Bonding 1, som startede midt i august.
Det møde gav os virkelig en masse, og vi fik nogle redskaber til at komme videre med. Vi var mildest talt målløse, da Lise på 5 min. lærte Shiva forskellen og betydningen af ja og nej. Hun forsikrede os om, at Shiva lå inden for normalen, selvom at hun godt kunne se, han havde et ekstremt højt energi niveau og var meget flagrende og stresset. (Jeg havde ellers i mit stille sind tænkt om der mon fandtes DAMP hunde). At det VAR en svær hund vi havde fået, var hun ikke i tvivl om, men hun mente absolut ikke, at det var en umulig opgave.
Lidt betænkelig, men alligevel optimistisk, blev hun dog, da hun så Shivas hysteriske reaktion og frygt for ikke at komme med ind i vores bil - og hans vanvittige gøen og trækken efter en rædselsslagen kat, som han blev præsenteret for. Vi var fulde af optimisme og fortrøstning, da Lise tog af sted. I tiden efter faldt der mere ro over Shiva, og vores hverdag blev gradvist bedre. Vi trænede ja/nej øvelser, vi trænede ”møde en kat” og vi var mere konsekvente overfor ham end tidligere. Shiva begyndte så småt at respektere et nej. En rigtig god ting, som også kom ud af besøget, var, at Lars blev meget mere motiveret til at engagere sig i Shiva, og jeg stod ikke alene som før.
Hundetræningen på SOR Hundeskole? Ja - de første kurser var nok mere en optræning af vores armmuskler, når vi skulle holde fast i Shiva. Den ro han var ved at få herhjemme, blev sat over styr, når vi kom hen på træningsbanen, og han så alle de andre hunde. Han stressede vildt op og blev totalt døv og blind for os. Han var og er stadig nok den hund, Lise har mest at gøre med til træningen, og altid når hun tog og tager over, forholder han sig roligt og gør, som han bliver bedt om. Vi var langt fra gode nok, og flere gange kørte vi hjem derfra fuldstændig udmattede og nedtrykte. Vi er dog aldrig i tvivl om, at det er godt for Shiva og godt for os at deltage i undervisningen, så vi er kommet og kommer stadig troligt. Det går langsomt, men vi lærer og har lært en masse som bærer frugt, feks. når vi møder andre hunde på vores ture med Shiva.
Shiva blev et år i marts måned. Vi har lært ham at kende på godt og ondt, og han er en meget dejlig hund - glad, sjov, lærenem, venlig og ivrig, og vi holder utrolig meget af ham begge to. Det har været en meget langsommelig proces, men med hjælp fra Lise og vores egne ihærdighed, har vi fået vores hverdag med Shiva til at fungere.
Lad mig give et andet eksempel på Lises store hjælp: At klippe kløer var en fysisk umulighed for os efter at Shiva havde haft en dårlig oplevelse med det hos dyrlægen. Jeg prøvede at lege det ind i ham- og vi prøvede at holde ham fast, men hvis vi var rigtig heldige, fik vi klippet en klo pr. uge, hvilket slet ikke stod i mål med den hastighed, de voksede. Igen måtte Lise på hjemme konsultation. Det kostede hende kamp, sved og en engletålmodighed, men efter en halv time lå Shiva roligt på siden og fik neglemanicure! Siden er det den nemmeste ting i verden at klippe Shivas kløer, han ligger fredeligt og ser egentlig ud til at hygge sig, mens kløerne bliver ordnet. Hvis andre havde set hans reaktion tidligere og så nu, ville de tro at det var løgn, at det er den samme hund.
Han er stadig en meget aktiv hund, og jeg/vi bruger meget tid på ham, men han har lært at slappe af og tage det roligt, og han tager sig en lur, når han har behov for det. Han er fuldstændig holdt op med at løbe efter halen, det var en enorm lettelse for os, og sikkert også for ham. Han respekterer et nej, og han kan være i stue med kattene uden hele tiden at skulle forholde sig til dem. Han bliver siddende, indtil han får lov til enten at gå ud af eller ind i vores bil. Vores ture er rolige og sjove, og han gearer hurtigt ned, når der kommer besøgende. Jeg kan tale med folk, jeg møder på vejen uden han farer frem, og vi kan passere en hund eller en løber, og Shiva går pænt på plads. Han bider ikke ting i stykker mere, og han kan være alene hjemme. Og frem for alt, så har vi god kontakt til ham. Jeg elsker, når han f.eks. ovre i skoven med øjnene spørger mig til råds om, hvilken vej vi skal, og han så bare følger mit vink, eller når han på pladsøvelsen kigger ufravendt op på mig for videre signal. Det er sjovt at træne med ham, og han er rigtig dygtig. Kælen er han også blevet, og hvor er det hyggeligt med en nussetur.
Det er næsten en rigtig solstråle historie, men desværre også kun næsten. Endnu da. Det var ellers begyndt at gå rigtig godt, når vi var til træning på SOR Hundeskole. Han slappede af og gjorde, som vi ønskede. Det var sjældent, at Lise måtte korrigere os. Vi har tidligere bemærket, at hvis der er hunhunde, som er i eller tæt på løbetid, så reagerer han meget på det, men nu begyndte det at tage overhånd, han ville med djævlens vold og magt over til de andre hunde, hanner eller hunner - han prøver at trække sig af sted, snuser, piber og hyler, og bliver igen døv og blind overfor os. Vi prøver at komme i kontakt med ham og fastholde kontakten, men det er svært. Det er svært at trænge igennem den grad af stress og vedholdenhed, som han udviser. Vi prøver, så godt vi kan, at følge Lises råd, men det er ikke godt nok, det vi gør. Vi kan jo se, at når Lise tager ham, så formår hun at få ham ned på jorden og få ham til gøre det, hun ønsker af ham. Igen kører vi ofte triste og nedtrykte hjem efter træning. Det ER meget frustrerende at føle sig så inkompetent og magtesløs. Det er som, at al den frustration og stress vi tidligere havde hjemme med Shiva, nu er flyttet og komprimeret over på træningspladsen, nu bare med tilskuere på.
Jeg fornemmer og ved, at det ikke kun er vores mangel på håndfasthed, som er skyld i det. Vi mangler begge erfaring med en så svær hund, og det kombineret med Shivas temperament ER en svær cocktail. Lise kender til hans mødrene ophav, og i den blodlinie har de tilbøjelighed til forud disponeret stress, de kører op for det mindste. Så er der hans alder - han er i en kraftig kønsmodningsproces i denne periode, hvilket jo heller ikke gør det lettere. Han er en hanhund og af sind meget vedholdende. Hvis Shiva får en ide, så bliver han ved og ved med at ville det, så det bliver til mange små kampe i hverdagen. Så er der endelig det faktum, at han i hverdagen ikke ser ret mange hunde, her hvor vi bor. Vi tager jævnligt ind til byen med ham, hvor der er andre hunde, men alligevel bliver det meget spændende for ham, når vi er på træningspladsen, hvor der er så mange hunde, og så tæt på. Så der er mange faktorer, der spiller ind, men vi er begge fast besluttede på, at vi ikke opgiver.
Jeg (vi) ved, at det absolut ikke nytter, hvis jeg siger, at jeg ikke kan eller at jeg prøver så godt jeg kan For jeg VIL kunne, og jeg VIL gøre det så godt, som det kræver! Vi har valgt at springe et enkelt kursusforløb over i den hensigt at få mere ro på hjemme, og når vi er nogle steder med ham. Så den foreløbige plan er at tage Shiva meget mere med til steder, hvor der er flere hunde, end her hvor vi bor. Vi har jo hele tiden taget ham med til byen, men det har begrænset sig til weekender og kun en eller to gange om måneden. Jeg har ikke bil hjemme i dagtimerne, og jeg har ikke turdet hoppe på en bus med ham af frygt for, at han skulle stresse op og ikke være til at styre for mig med hans 40 kg.
Den anden dag vovede jeg dog det ud fra tanken, at jeg VIL gøre det så godt som det kræver, og det gik rigtigt godt at køre i bus med ham. Vi kørte over til træningspladsen, da jeg tænker, at det kan være godt for ham at være der så meget som muligt, uden der er andre hunde. Det er skønt, at han kan køre med i bus, for nu er der ingen begrænsninger for de steder, vi kan tage hen alene. Så vil jeg intensivere lydighedstræning med ham i håb om at kunne få ham mere fokuseret på mig som fører. Planen involverer også, at vi hopper på det næstfølgende Pack Bonding kursus med ham.
Nej det er ikke helt ”happy ending” endnu. Men vi tror på, at det kommer. Vi sætter vores tillid til, hvad Lise lærer os mht. Shiva, for indtil nu har vi kun set, at det hun har lært os virker.
Jeg håber, at andre, som også har problemer med deres hund, og som læser dette, har fået mod og tro på, at det hjælper at arbejde med både sig selv og med hunden. I dag er jeg på en måde faktisk glad for alt det, vi har været igennem med Shiva, det har givet noget råstyrke på et område, jeg slet ikke havde forventet, og det har knyttet os mere til Shiva, end hvis vi bare havde fået det hele forærende. Men jeg er også overbevist om at uden SOR Hundeskole var det slet ikke gået så godt.
