af hundeejer Tina Jensen, november 2007
Vi er en familie, som bor i Ølstykke. Vi har en superdejlig schæfertæve
på 4 år, som hedder Bell.
Vi fik Bell, da hun var 8 uger og havde aldrig haft hund før.
Vi havde lige købt vores hus og havde talt om at få en hund.
Vi kontaktede opdrætteren, som lige havde fået et kuld hvalpe, talte længe med ham og besøgte også vores hvalp flere gange, inden vi kunne hente hende med hjem.
Vi havde overfor opdrætteren indikeret, at vi godt kunne tænke os at træne lidt seriøst – evt. med henblik på at deltage i og tage prøver. Ud fra dette og mod bedre viden lod vi opdrætteren vælge vores hvalp til os, dog med vores ønske om at det skulle være en tæve.
Vi meldte os ind i Schæferhundeklubben og startede træning med Bell, da hun var 12 uger. På hvalpeholdene gik det ”fint”, og vi fik taget både hvalpeprøve 1 og 2. Vi fandt dog hurtigt ud af, at Bell var en utrolig social hund over for andre mennesker og meget asocial over alle andre hunde.
Vi var meget naive og uvidende – og troede at jo mere træning jo bedre hund. Men nej – det virkede hurtigt, som om det hele tiden gik den forkerte vej. Bell blev hele tiden mere og mere negativt opmærksom på alle andre hunde. Rådene fra efterhånden mange forskellige, - trænerne var mange og forskellige, og det var meget forvirrende.
Vi prøvede alt lige fra meget stramt sat kædehalsbånd, nedstirring, tag i kæben, ruske, masser af ryk i linen og frem for alt masser af råb og skrig.
Jeg har tit talt med trænerne om mit problem. De prøvede altid at hjælpe, men hvis ikke denne løsning, de kom med, hjalp os, var der ikke lige flere løsninger i posen.
Jeg har flere gange – alt for mange gange - kørt hjem fra træning grædende og fuldstændig opgivende…. Overbevist om, at det med at træne og have hund slet ikke var mig.
Hjemme gik det ”nogenlunde”. Når vi gik tur, begyndte jeg langsomt at finde veje, som ikke så ofte blev besøgt af andre hunde, for hvis vi mødte en anden hund, lavede hun altid udfald. Til sidst var det sådan, at man kunne se hr. og fru. Jensen med deres hund komme gående 1 km. væk, og når de fik øje på Bell og mig, vendte de om – i et meget hurtigt tempo.
Når vi fik gæster, gøede Bell som en vild, og når gæsterne kom ind, løb hun gøende og pibende rundt i op til 15 min.
Jeg havde aldrig i hele mit liv drømt om, at det skulle være så svært at holde hund.
Ønsket om at deltage i og tage prøver var for længst blevet lagt på hylden. Nu handlede det kun om at få en tålelig hverdag for vores hund og os.
Vi har flere gange talt om at kontakte en adfærdsbehandler, for flere af de mange trænere, vi har haft undervejs, havde indikeret, at Bell måske havde et adfærdsproblem……
En aften, da jeg var så ked af min hund og min mangel på evner til at have hund, gik jeg på Internettet og læste om samtlige hundeadfærdsbehandler – en jungle.
Blikket faldt på SOR Hundeskole og Lise. Grunden til, at lige præcis SOR Hundeskole tiltrak mig, var, at Lise selv har schæferhunde, og at alle i familien kunne deltage i træningen.
Jeg skrev en mail til Lise og ventede spændt på svar. Lise kontaktede os efter et par dage. Den første telefonsamtale var lang og meget givende. Lise ville gerne se på Bell og ikke mindst os, så vi aftalte et møde.
Dét møde glemmer vi aldrig.
Lise kiggede Bell an, og hurtigt fik vi redskaber til at arbejde med. Vi snakkede længe og vores møde sluttede af med, at Lise gik en tur med Bell, og hun blev præsenteret for Lises hunde – helt uden at gøre udfald, ja helt uden at have interesse for andre end Lise. Det var stort……
Inden vi tog derfra havde vi meldt os til Pack Bonding 2.
Den første lange del af turen hjem var der eftertænksomhed og stilhed. Personligt var jeg endda i tvivl om, om dét, jeg lige havde været vidne til, var drøm eller virkelighed. Vi blev dog hurtigt enige, - det, vi havde været vidne til, var det første, der så ud til at have en virkning på vores hund.
Så kom den første træningsdag. Spændende. Bell startede som sædvanligt med at stresse helt vildt op og gø meget skingret. Stemningen på holdet var stille og rolig, og det var, som om Bell slappede af – ikke helt, men meget mere end vi før har set til nogen træning. Og hurtigt kunne man fornemme, at det var nemmere at
trænge ind til hende, når bare man selv var rolig, dog stadig med en reaktion fra os, som vi havde lært, når hun var ude i noget, som
ikke var acceptabelt.
Det var så dejligt at køre hjem fra træning denne dag. Længe siden
at det havde været en god træning.
Nu har vi været til træning i Sorø 3 gange á 1½ time, og det er lige som om, vi har fået en ny hund. Hun har ikke lavet udfald mod andre hunde. Hun spænder stadig lidt op ved møde med andre hunde, men nu har vi fået værktøjer til at modvirke eventuelle udfald. Nu er det en fornøjelse – både at træne og gå tur med vores hund. Og frem for alt er hun nu blevet meget mere opmærksom på os frem for alt andet omkring hende.
Vi går stadig til agility i Schæferhundeklubben.
Første gang, vi skulle til agilitytræning, efter vi var startet hos Lise, var meget spændende. Ville vores hund reagere efter sit gamle mønster, når vi nu kom tilbage til den gamle træningsplads? Bekymringerne kunne vi spare os. Hun kiggede interesseret efter de andre hunde, men det var alt. Hun plejer bl.a. at gø konstant, når de andre hunde løber agility, men denne gang kiggede hun bare, og hvis hun begyndte at pibe, kaldte jeg på hende og fik derefter hendes fulde opmærksomhed. Skønt….
Efter agilitytræningen drak vi som sædvanligt kaffe i klubhuset, og her gik snakken livligt. Jeg fortalte om, at vi havde været til hundetræning hos Lise. Alle spurgte interesseret til, hvad det var for noget. Og alle var enige om, at Bell helt klart havde forbedret sig. Det er dejligt, at man selv kan mærke en forbedring, men det føles rigtig godt at høre, når andre også kan mærke/se forskel.
Hjemme kan hun også stoppes, når der kommer gæster. Det er ikke helt gået op for hende endnu, at hun ikke behøver at holde stand, men at vi klarer det for hende. Hun er stadig en meget ”lalle-glad” hund overfor andre mennesker, og det kan være svært at trænge ind til hende, når glæden fylder alt i hovedet på hende.
Jeg har deltaget i et af de foredrag, Lise holder i forbindelse med Pack Bonding 2. Her spurgte Lise mig om målbarheden af Bell’s ændringer. På en skala fra 1-10 ( - hvor 10 er den bedst ønskelige ændring ) er vi nok på et 8-tal, og det var allerede efter én uges træning efter de nye metoder.
Der er lang vej endnu, men mest af alt er det vores gamle måder og metoder, som skal lægges på hylden for at give plads til nye metoder og ideer – som heldigvis hurtigt viste sig at være det rigtige for os.
Konklusionen af alt dette må være, at det er muligt at finde en måde at træne hund på. En måde som virker rigtig for både dig og din hund. Opgiv ikke. Lyt til din indre stemme. Gør, hvad der er rigtigt for dig og din hund.
Vi var 4 år om at finde den rigtige løsning for os. 4 år som har været meget frustrerende for både os og vores hund. Vi glæder os til de næste mange år med masser af sjov træning og leg med vores hund.
Tak Lise!
Jeg håber, at mange flere ”falder” over din hjemmeside og bliver
ligeså glade for dine metoder, som vi er.
