af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
Enhver lighed med virkelige personer og begivenheder er utilsigtet....næsten da.
For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke hunde, at han gav alle sine penge ud for gøre det godt for alle sine hunde. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, - dog kun alene for at lufte og vise sine dejlige hunde frem. Han havde en hund til hver en time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i Rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er hos sine hunde!" -
I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til. Hver dag kom der mange fremmede, én dag kom der to adfærdsteologer, thi de troede mere på, hvad de selv sagde end resultatet af dét, de prædikede; de gav sig derfor ud for at være forstandige udi hundevæsenet og sagde, at de forstod at lære hundene de ypperligste kundskaber, man kunde tænke sig. Ikke alene udførslen og hurtigheden af hundenes tillærte kundskaber var noget usædvanligt, men sikkerheden i den måde, hvorpå hundene ville udføre disse kundskaber, som blev tillært hundene, havde den forunderlige egenskab, at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke forstod sig på hunde, eller også var utilladelig dum.
"Det var jo nogle dejlige kundskaber," tænkte kejseren; "ved at have hunde, som mestrer disse kundskaber, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der var ubeskrivelige dumme og uduelige til at passe og træne mine hunde, jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja, de kundskaber må mine hunde straks lære på denne magiske facon!" og han gav de to adfærdsteologer mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
Så gik adfærdsteologerne i gang med at arbejde med kejserens 2 yndlingshunde. De trænede og trænede, og hundene fik masser og masser af de dejligste stegbidder man kunne opstøve i hele landet. Rask væk forlangte adfærdsteologerne de fineste stege og den prægtigste betaling; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de efterhånden tykke hunde, og det til langt ud på natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med træningen!" tænkte kejseren, men han var lidt underlig tilpas ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet var god til at forstå sig på hunde, ikke kunne se det. Nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft hundenes kundskaber havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige 1. hundepasser hen til adfærdsteologerne!" tænkte kejseren, "han kan bedst se, hvorledes hundenes kundskaber tager sig ud, for han har forstand på hunde, og ingen passer sit embede bedre end han!" -
Nu gik den gamle skikkelige første-hundepasser ind i salen, hvor de to adfærdsteologer stod og arbejdede med hver sin hund. "Gud bevar' os!" tænkte den gamle første-hundepasser og spilede øjnene op! "Jeg kan jo ikke se, at hundene kan noget egentligt!" Men det sagde han ikke.
Begge adfærdsteologer bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et ypperligt stykke arbejde hunde udførte. Så pegede de på de ulydige og uopdragne fede hunde, og den stakkels gamle første-hundepasser blev ved at spile øjnene op, men han kunde ikke se noget, for der var jo ingen lydige og velopdragne hunde. "Herre Gud!" tænkte han, "skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke due til mit embede? Nej, det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se, at hundene er lydige!"
"Nå, de siger ikke noget om det!" sagde den ene adfærdsteolog!
"Oh, det er nydeligt arbejde! Ganske underfundigt!" sagde den gamle første-hundepasser og så igennem sine briller, "Denne lydhørhed og disse reaktioner! - Ja, jeg skal sige til kejseren, at det behager mig særdeles!"
"Nå, det glæder os!" sagde begge adfærdsteologer, og nu nævnede de nogle fremmede og sælsomme ord, mens de forklarede første-hundepasseren, hvordan hundene kunne lære så godt. Den gamle første-hundepasser hørte godt efter, for at han kunne sige de samme ord, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han. Han kunne både sige allelomimetisk, disinhibition, autonom og sympatisk nervesystem, jo-jo.
Nu forlangte adfærdsteologerne flere penge, mere steg og flere remedier, det skulle de bruge til træningen og behandlingen. De stak alle pengene i deres egne lommer, spiste selv af den dejlige steg og overfodrede hundene så de blev tykkere og tykkere
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig hundetræner hen for at se, hvorledes det gik med træningen, og om kundskaberne snart var færdigindlært. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget at se uden de tykke uopdragne hunde, som løb den ene vej, når der blev kaldt den anden vej, kunne han ingenting se.
"Ja, er det ikke et smukt stykke arbejde, som hundene udfører!" sagde begge adfærdsteologerne og viste og forklarede hundenes adfærd og de kundskaber, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte manden, "det er altså mit gode embede, jeg ikke duer til? Det var løjerligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!". Og så roste han adfærdsteologerne for hundenes kundskaber, som han ikke kunne se, og forsikrede dem om sin glæde over den skønne samarbejdsvillighed og den ypperlige lydighed. "Ja det er ganske fantastisk!" sagde han til kejseren.
Alle Mennesker i byen talte om de prægtige kundskaber, som kejserens hunde havde lært.
Nu ville da kejseren selv se dét, adfærdsteologerne kunne præstere med hundene. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke kejserens to gamle skikkelige hundekyndige var, som før havde været der, gik han hen til begge de snarrådige adfærdsteologer, der nu trænede med hundene af alle kræfter, men hundene havde dog mere travlt med at snuse i græsset og lege med hinanden end at lystre adfærdsteologerne.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde kejserens to mest hundekyndige. "Vil deres Majestæt se, hvilken lydighed, hvilken kontakt!" og så pegede de på de legende tykke hunde, thi de troede, de andre vistnok kunne se nogle lydige, samarbejdsvillige hunde.
"Hvad for noget!" tænkte kejseren, "Jeg ser bare fede og uopdragne hunde! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser? Det var det skrækkeligste, som kunne overgå mig! "Oh, det er meget smukt træningsarbejde!" sagde kejseren, "Det har mit allerhøjeste bifald!" og han nikkede tilfreds og betragtede de tykke hunde; han ville ikke sige, at han ingenting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, "oh, det er meget flot!". Og de rådede ham at tage disse godt trænede, velopdragne hunde med sig ved den store fremvisning, som forestod. "Det er fantastisk! Så hundevenligt, så effektivt!" gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af adfærdsteologerne en medalje for deres utrolige indsats til at hænge i knaphullet og titel af Byens Bedste Hundeforstandige.
Hele natten før den formiddag, fremvisningen skulle være, var adfærdsteologerne oppe og havde over seksten lys tændte. Folk kunne se, de havde travlt med at få hundenes kundskaber afpudset. De trænede og trænede, de gav godbidder og strøg hundene med hårene og sagde til sidst: "Se nu er hundene færdigtrænede!"
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge adfærdsteologerne fremviste hver deres hund.
"Ja!" sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for hundene kunne ikke rigtigt noget andet end at være tykke.
"Vil nu deres kejserlige Majestæt allernådigst behage at kalde deres hunde på plads!" sagde adfærdsteologerne.
Kejseren kaldte på hundene, som lagde sig ned, og adfærdsteologerne roste kejseren for hans hundes flotte dæk-øvelse.
"Gud hvor er de dygtige og afslappede!" sagde de alle sammen. "Hvilken ro, hvilket samarbejde".
"Udenfor står de med Tronhimlen, som skal bæres over deres Majestæt i optoget!" sagde overceremonimesteren.
"Ja, jeg har jo hundene i min hule hånd!" sagde Kejseren. "Er de ikke dygtige?" og så vendte han sig nok engang til alle sine embedsmænd, som troligt stod og nikkede.
Så gik kejseren i processionen under den dejlige Tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor kejserens hunde er mageløse! Hvor er de dog dygtige og lydige!"
Ingen ville lade sig mærke med, at de intet særligt så, for så havde de jo ikke været dygtige udi hundeforstanden, eller også havde de været meget dumme. Ingen af Kejserens hunde havde været så dygtige.
"Men de lystrer jo ikke," sagde et lille barn, da begge hundene pludselig fik øje på en and i en baggård og strøg afsted, selvom kejseren kaldte og kaldte. "Herre Gud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
"Men de lystrer jo ikke hans signaler," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud". Og alle kejserens hoffolk gik og lod som ingenting, mens hundene løb lystigt rundt i gaderne.
