Lær hunden et stop-ord

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

(Nedenstående artikel må ikke kopieres eller gengives uden forfatterens tilladelse).

De fleste hundeejere siger ”Nej” eller ”A-a” eller et andet stop-ord til deres hvalp, hvis den gør noget, som den ikke må gøre.
Der er desværre sjældent nogen, som har overvejet, at det nok er en rigtig god ide at lære hunden, hvad dette stop-ord betyder, inden man går i gang med at bruge det.

Der er flere måder at lære sin hund et stop-ord på, og det er bestemt meget afgørende, at man er bevidst om, hvorvidt man har en blid/blød hund mellem hænderne, som hurtigt vil give efter for et stopord, eller om man sidder i den modsatte situation, med en meget vilje- og karakterstærk hund.

Sådan gør du:
Smid en godbid på jorden og sig ”ja”. Lad hunden tage godbidden og ros den. Gentag 5-10 gange, gerne flere. Efter x antal ”ja-godbidder”, som smides én ad gangen, smider man en ”nej-godbid”. Smid den tæt på dig selv. Hvis du smider den uden for din egen rækkevidde, kan du ikke holde hunden væk fra godbidden. Når hunden forsøger at tage godbidden, blokerer du med hånden, samtidig med, at du gentager dit stop-ord. Det er en god ide at sidde på gulvet, så du ikke har nødig at bukke dig ind over hunden, men så du kan nøjes med at blokere med din hånd.
Slap af og lad tiden arbejde for dig.
Når hunden trækker sig bare en smule tilbage, ophæver du blokaden.
Hver gang hunden prøver at tage godbidden, blokerer man med hånden og gentager stop-ordet. Prøver hunden at ”fedte for dig, - hoppe op af dig, - slikke dig i ansigtet osv. skal du bare være venlig og rose den, - men uden at den får godbidden.
Din hund skal nemlig lære, at den også er dygtig, når den undlader at gøre noget bestemt, - og den skal lære, at det ikke er dén, du ikke vil ha´, - det er en bestemt adfærd, du ikke vil have.
Hvis hunden kigger dig i øjnene helt af sig selv, kan du ud over at rose den verbalt og ae den, også give den en anden godbid. På den måde lærer hunden at kanalisere sin energi væk fra den ”forbudte godbid”, og gøre noget andet, hvilket lige præcist er princippet, du ønsker at få hunden til at forstå.
Husk, at ”Nej-godbidden” aldrig bliver til en ”ja-godbid”. Øvelsen stopper med, at du tager den forbudte godbid væk, men først, når din hund har opgivet at tage den.
Husk også, at du ikke skal kalde på din hund, hvis den går væk under denne træning. Den gør jo i og for sig kun dét, du forventer af den – lader ”Nej-godbidden” være.
God fornøjelse med træningen.

Ps. I SOR Hundeskole er dét at kunne sætte grænser for sin hund, noget, du bliver undervist indgående i. Denne øvelse er ”på papiret” en af de allermest simple, men i virkeligheden er der SÅ meget, man skal tage hensyn til. Udover at lære sig bevidstgørelse om sit eget og hundens kropssprog, er variationer over dette tema utrolig mangfoldige. Den beskrevne øvelse er kun det allerførste spæde ”baby-trin”.
Desuden er det vigtigt at påpege, at visse måder at træne ”Nej” på, kan være skadelige for hund/ejer-forholdet, - andre metoder er ikke indlæring af et stop-ord, men mere en træning i udholdenhed, hvilket kan resultere i det stik modsatte resultat ( dvs. at hunden lære at blive mere og mere vedholdende i en uønsket adfærd). Kontakt mig venligst, hvis du er i tvivl.
 
Lise Lindegaard Andersen
29/12-2014
Lise Lindegaard Andersen, Sorø  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk