Hundeelskere over hele landet har i mange år haseleret over opdrættere, som ikke er deres navn værdige, fordi en dyne af ligegyldighed ligger over dem. Det er den slags opdrættere, som i store træk er ret ligeglade med hvem, der køber deres hvalpe, - hvordan hvalpene udarter sig, - hvor ofte avlstæven får kuld osv. Og der er ingen tvivl om, at det stadig ville klæde et stort antal avlere at udvise en større omhyggelighed og ansvarsbevidsthed i deres foretagender.
I de senere år er der imidlertid dukket en hel ny tendens op blandt visse opdrættere. En tendens som man næsten kunne fristes til at kalde ”Jeg-alene-vide-som-opdrætter-tendensen”. Det er typisk kvindelige opdrættere, som driver deres moderlige omsorg ud i en næsten ekstrem retning. Der er næsten ingen grænser for, hvad disse opdrættere synes at vide om deres opdræt eller får undersøgt om deres opdræt bl.a. via hvalpetests. Denne type opdrættere vil selvfølgelig deres hvalpe det allerbedste, og det er nok det mest positive, man kan sige om dem, men i al deres omsiggribende bestemmelsesret går de for vidt. De glemmer, at de hverken er psykologer, psykiatere, psykoterapeuter eller menneskelige mentalbeskrivere. Alligevel mener disse opdrættere, at de ud fra ganske korte bekendtskaber med potentielle hvalpekøbere, med sikkerhed kan sige, hvilken hvalp, der passer til hvilken hvalpekøber. Al bestemmelse om, hvem der får lov til at købe hvilken hvalp, ligger suverænt i hænderne på disse opdrættere. Nuvel, det er også deres privilegium, men alt med måde skulle jeg mene.
Jeg har nu indenfor de sidste par år været vidne til to eksempler, som i mine øjne taler deres alt for tydelige sprog.
Det ene eksempel var en hvalpekøber, som stod for at skifte race. Hvalpekøberen havde selv mange år på bagen både som opdrætter, træner og hundeejer. Det var absolut ikke første gang, at denne hvalpekøber stod for at skulle vælge hund, men opdrætteren insisterede på, at hvalpekøberen skulle have netop den bestemte hvalp. Selvom opdrætteren var mindre erfaren, både hvad angik opdræt og træning end hvalpekøberen selv, lod hvalpekøberen sig overtale, selvom denne egentlig havde udset sig i en anden hvalp i kuldet. Det lå nemlig i luften, at opdrætterens politik på området var ”It´s my way or the highway”, og ønsket om en hund af denne race var stor hos hvalpekøberen. Desværre viste det sig, at hvalpen slet ikke passede til hvalpekøberen, der på et senere tidspunkt måtte se sig nødsaget til at skille sig af med hunden til en anden familie.
Det andet eksempel var en hvalpekøber, som heller ikke var et uskrevet blad indenfor hundeverdenen. Gennem arbejdet med sin 6-årige tyske ruhårsjagthundemix var denne hvalpekøber blevet overbevist om, at en golden retriever tævehvalp af brugslinier skulle blive det næste skud på stammen. Formålet skulle være familie-/træningshund indenfor retrieverklubbens prøveprogram. Hvalpekøberen gjorde et stort arbejde for at finde et egnet sted at købe sin hvalp og kom i kontakt med et nyopstartet opdræt allerede inden hvalpene var blevet født. Denne opdrætter havde før haft ét kuld, - dog kun i tæt samarbejde med sin egen og noget mere erfarne opdrætter. Hvalpekøberen var på besøg, da hvalpene var blevet født og gav udtryk for sine ønsker til sin fremtidige hvalp, hvad angik drifter, gå-på-mod og andre egenskaber. Senere hen modtog hvalpekøberen imidlertid en mail fra opdrætteren, hvori det klart blev beskrevet, hvilken hvalp der var tiltænkt hvalpekøberen samt hvilke egenskaber, denne hvalp var i besiddelse af. Denne beskrivelse var slet ikke i overensstemmelse med det, som hvalpekøberen tidligere havde udtrykt ønske om, og skrev derfor tilbage til opdrætteren, at man nu havde sine betænkeligheder mht. den pågældende hvalp. Opdrætteren reagerede prompte ved at lukke af for muligheden af køb af nogen som helst hvalp!
Jeg har på baggrund af disse to historier fået øjnene op for problematikken omkring lidt for bedrevidende opdrættere, for jeg mener virkelig, det er et problem, hvis opdrættere går hen og bliver så arrogante i deres valg af hvalpekøbere. Det er der simpelthen ingen rimelighed i.
Jeg kan sagtens forstå, at man som opdrætter vil gøre sit ypperste for at få anbragt sine hvalpe det bedste sted, men når man står overfor rutinerede hundeejere, som har vist, at de både kan og vil det rigtige for hunden, må der også være mening med galskaben. Så må man omvendt også anerkende en sådan hvalpekøber. Hvis man som opdrætter var overbevist om at visse af ens hvalpe absolut skulle gå til visse af hvalpekøberne, så kunne man i det mindste som seriøs opdrætter i forholdet til en rutineret hundeejer vel lægge kortene på bordet og præsentere den eller de hvalp(e), som var tilbage i kuldet med en opfordring om, at man kunne komme og se hvalpen an og se, om den levede op til det, man ønskede.
Jeg ville da selv ganske simpelt nægte at købe hund et sted, hvor det blev mig dikteret, hvilken hvalp, jeg skulle tage. Hvad er ideen i, at man som erfaren hundeejer først vælger race, så køn, så blodlinier, så opdrætter – for så at smide al denne udvælgelse til side og lade sig pådutte en hvalp, som man muligvis ikke har ”hjertet med i”?
Tror disse opdrættere virkelig, at de gør deres egne hvalpe en tjeneste ved nærmest at påtvinge dem hvalpekøberne efter opdrætternes egne suveræne bedømmelseskriterier? Selv tror jeg, at der er langt mere offervilje, engagement og entusiasme hos en erfaren hundeejer, som har fået lov til, selvfølgelig vha. vejledning fra opdrætteren, at vælge sin hvalp selv, end hos den erfarne hundeejer, som stort set bare har fået en hvalp tildelt. Vi snakker jo ikke om udvælgelse på grundlag af en tilfældig hvid plet på brystet, eller om førstegangshundeejere, som ikke har noget erfaringsgrundlag, men derimod om hundeejere, som grundigt har overvejet, hvilke indre egenskaber deres fremtidige hund skal have.
Når salg af hvalp skal gå til en erfaren hundeejer, som oven i købet har ambitioner med sin hvalp ud over den almindelig gode familiehund, bør hvalpekøbet i mine øjne være et valg, som køberen får lov at tage. Ja, opdrætteren kender sine hvalpe bedst, men den rutinerede hundeejer som hvalpekøber kender absolut sig selv bedst.
Hvad er det også disse opdrættere stræber efter hos en hvalpekøber? Enhver opdrætters ønskeprofil af en hvalpekøber er jo netop én, som har en vis erfaring og viden, - som udviser et kendskab til hvalpes egenskaber, - som engagerer sig og følger hvalpene i deres udvikling. Men hvad er ideen så, når dette honoreres med en tilsidesættelse ud over alle grænser, hvor køberens ønsker om og fornemmelser for, hvilken hvalp, der ville passe ham/hende fuldstændigt tilsidesættes?
Jeg hverken kan eller vil give en fast opskrift på, hvordan en opdrætter skal være, men jeg kan måske være med til med denne artikel at få visse opdrættere til at droppe noget af arrogancen, når de står overfor en erfaren hundeejer.
