Farlige hunderacer - sandt eller falskt?

Debatten om farlige hunderacer er en evig diskussion, men desværre ofte lidt for unuanceret, idet det meget hurtigt bliver følelserne og ikke den sunde fornuft, som tager over.

På den ene side har vi dem, som hævder, at hunde udelukkende er et produkt af det miljø og de påvirkninger herunder den opdragelse, de får, mens de vokser op, og på den anden side findes der dem, som vil påstå, at visse racer er farlige pr. definition og bør forbydes.

Hvad er sandt, og hvad er falskt ? Sandheden om hvorvidt det er arv eller miljø, - om det er generne eller opdragelsen, som er bestemmende for en hunds adfærd ligger jo et sted imellem de to synspunkter.

Set ud fra en biologisk artsmæssigt synsvinkel er forskellene i adfærden mellem vore tamhundes racer/ typer meget lille, men set ud fra et mere alment synspunkt må man konkludere, at adfærdsforskellene er ret så markante.

Af samme årsag er der er vel ingen jæger, som med respekt for sig selv vil påstå, at en chow-chow har lige så nemt ved at ”tage stand” ( dvs. udpege et bytte vha. sin kropsholdning )som en hønsehund eller apportere som en retriever, og spørger man en hundefører indenfor politiet, vil han nok betakke sig for at gå i gang med at oplære en siberian husky slædehund til beskyttelsesarbejde. Den person, som drømmer om at få en agilityvinder går næppe heller ud og investerer i en blodhund.

Vores hunderacers potentielle adfærd er på godt og ondt et produkt af menneskets udvælgelse. Vi har i årtier, nogle gange århundrede, bestræbt os på at udvælge de bedste jagthunde, de bedste vagthunde, de bedste hyrdehunde, de bedste selskabshunde og, - hvor meget vi bryder os om det eller ej, - de bedste kamphunde. At påstå, at alle hundes adfærd kun er et produkt af menneskers opdragelse og miljøpåvirkning, vidner om stor uvidenhed om de forskellige racers oprindelse.

Der er dem, som hænger sig meget i enkeltstående eksempler på adfærd, som er atypisk for en race. Argumenter som f.eks. ”min farfars gamle rottweiler hanhund kunne omgås alle andre hanhunde uden at ville slås”, bliver fremført som dokumentation for, at sådan er ALLE rottweiler hanner, såfremt man bare gør som ”farfar”.

Den slags argumenter falder kun ind under devisen ”ingen regel uden en undtagelse” og er analoge med argumenter i rygedebatten så som: ”Min onkel røg 60 cigaretter om dagen hele sit liv, og han blev 89 og døde i et færdselsuheld”.

Hunde er siden tidernes morgen blevet opdrættet med kamp for øje for at fornøje os mennesker, og de bliver det stadig! Om det har været kampe mod andre hunde, vilde dyr, tamokser eller tamorner kan i den forbindelse være ligegyldig. Kendetegnende for disse kamp/muskelhundetyper er egenskaber som stor fysisk styrke, en høj smertetærskel, stor vedholdenhed i kamp, stor selvsikkerhed, stor dominans og egenrådighed. Da det aldrig har været meningen, at disse hunde har skullet samarbejde med mennesker, er det at behage og dermed lystre mennesker ikke noget, som kendetegner denne gruppe af hunde i særlig høj grad sammenlignet med de hunderacer, som er blevet fremavlet med det til formål at være menneskets forlængede hånd (som f.eks. hyrdehunde, som flytter og driver får / retrievere, som dirigeres ud til det nedskudte vildt ).

At visse såkaldte kamphunderacer her i blandt den for tiden meget populære amerikanske bulldog stadig nogle steder bliver opdrættet med kampegenskaberne i allerbedste behold kan man nemt opleve ved at henvende sig til udenlandske opdrættere, som i mange tilfælde gladelig sender interesserede købere hjemmeoptagne videoer, som afbilleder hunde i kamp med svin. En sådan video havde jeg selv ”fornøjelsen” af at overvære et udsnit af på en konference for professionelle adfærdsbehandlere, som jeg deltog i.

At der er rigtig mange, som ikke opdrætter hunde på den måde, er ganske vist, men alle, som køber hunde er jo desværre ikke lige kritiske med, hvorfra hundene kommer.
Jeg kom engang i kontakt med et ungt par, som havde anskaffet sig en dogo argentiono. Kvinden fortalte mig, at de havde fået den billigt, fordi den ikke havde stamtavle, men at den var ”ren”. De havde selv set moderen, som var importeret fra et østland, hvor den var blevet brugt til hundekampe. Derfor var meget arret i sin pels!

Man må erkende, at visse racer har et større potentiale for aggression og kampadfærd end andre, og visse racer er også mere styrbare i deres aggression og kampadfærd, fordi man har skullet bruge det bl.a. indenfor militær og politi. Schæferhunden er eksempel herpå. Den har en relativ lav aggressionstærskel og en høj kampdrift, men man har skulle bruge det i relation til mennesker og har derfor sørget for at avle en relativ lille selvstændighed ind i disse hunde, hvorved man har formået at gøre aggressions- og kampadfærd nemt styrbar.

Selvfølgelig kan man finde individuelle forskelle, og vi har vel alle oplevet den mest kærlige rottweiler samt den værste golden retriever. Man kan sikkert også med rigtig megen hiv og slid få en hæderlig vagthund ud af en labrador, men det interessante er i bund og grund ikke, hvad man kan oplære en hund til med masser af tålmodighed, men nærmere hvor nemt/svært det er at oplære hunden til noget bestemt.

Jo nemmere det er at fremmane en bestemt adfærd hos hunden, des mere anlæg har hunden for selv samme adfærd. Når man snakker om en hunds potentielle farlighed, er der mange ting, som har indflydelse herpå. Egenskaber, som i sig selv er helt ”ufarlige”, kan blandet med andre egenskaber give en farlig cocktail.

Vedholdenhed er sådan en egenskab. Hos labrador retrieveren ses ofte en meget stor vedholdenhed. Men da labradoren er en race med en generel meget høj aggressionstærskel og tillige en meget lille kampdrift, men dertil en meget høj socialdrift, giver det sig ofte udslag i en særdeles, - til tider næste utålelig,- lyst til at være ”sammen med”. Hvem kender ikke oplevelsen af en skøn labrador, som bare VIL have nær kropskontakt og masser af opmærksomhed? I denne forbindelse er vedholdenhed en temmelig ufarlig egenskab, men blandet med en lav aggressionstærskel samt en høj kampdrift er billedet dog en væsentlig anden.

Hos mange små terrier ser man ligeledes en høj smertetærskel, en høj aggressionsdrift, en stor kampdrift, stor vedholdenhed og en relativ lille samarbejdslyst , men da hundene sjældent er særlig store, udgør disse hunde ikke nogen nævneværdig fare for andre end rotter og mus.

Man skal ikke hoppe i den grøft, der hedder, at ”alle mastiffer/rottweilere/ bulldogs/amstaffer osv.” bider og er farlige, men man skal omvendt være klar over, at vores hunderacer/-typer er forskellige i temperament, og deres adfærdsmæssige potentialer er meget forskellige grundet arvelig adfærd så som jagtadfærd, social adfærd, hyrdeadfærd og så sandelig også aggressionsadfærd såvel som kampadfærd.

Når man har erkendt, at en belgisk hyrdehund har et andet potentiale end en argentinsk dogo, kan man opdrage, omgås og træne dem i henhold til dette og få noget rigtigt godt ud af begge dele.

Jeg finder det meget bekymrende, når folk på den ene side bryster sig over en hunderaces specielle gode egenskaber, mens de på den anden side totalt benægter den selv samme hunderaces negative potentiale. Vi har valgt hundene på godt og ondt, og bør omgås og opdrage dem i forholdet hertil.

Som man nok kan se, er jeg selv glad for racen schæferhund, - på godt og ondt. Jeg ved så udmærket godt, at mine hunde har et andet aggressionspotentiale end så mange andre, og de har også en størrelse, som gør, at man ikke kan acceptere det samme fra dem, som man kan fra en lille 8 kg.´s hund. Jeg tager hensyn til postbudet og renovationsfolkene, og jeg sørger for at dæmpe mine hundes medfødte trang til at passe på deres revir ved at bremse og styre dem, når de udviser disse tendenser. Jeg har forståelse for, at folk nære en vis respekt for dem på en anden måde end de nære for en golden retriever eller en lille westie. Ikke fordi jeg nødvendigvis altid synes, der er grund til det, men fordi jeg ikke kan og heller ikke vil løbe fra mine hundes racepræg. Jeg kan også godt synes, at det til tider er irriterende, at min race f.eks. er så gøende, som den ofte er, men det er noget, jeg må tage med, når jeg har valgt sådan en race.

Mit budskab er selvfølgelig, at man som ansvarlig hundeejer ikke skal stikke hovedet i busken og lade som om, at ens hund udelukkende har positive egenskaber. Vær bevidst om din races særpræg, - vælg med omhu og tanke, og så længe man tager højde for den HELE hund i opdragelsen og omgangen, er ingen hund farlig!

Lise Lindegaard Andersen, Sorø  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk