Forleden var jeg på besøg i en mindre sjællandsk provinsby hos et ungt par, som havde problemer med deres hund. I slutningen af besøget siger manden : ” Jeg ved godt, at det måske er lidt provokerende, men kan dine egne hunde alt det her, som du nu har fortalt os, at vores hund kommer til at kunne, hvis vi følger din metode ? ”
Intet spørgsmål kunne vel være hverken mindre provokerende eller mere relevant, og jeg hilste da også ”udfordringen” særdeles velkommen. Jeg inviterede selvfølgelig med det samme parret med deres hund ned til min bil, hvor jeg havde medbragt mine hunde, Nimbus på 10 mdr. og Ezra på 2 år.
Jeg tog så Nimbus ud af bilen med en lang line på. Derpå kom parret med deres egen hund ud på fortovet midt i den lille by ved siden af den befærdede hovedgade, og jeg tog linen af Nimbus. Mens parret stod stille med deres hund, som viste sig særdeles interesseret i Nimbus og trak frem i linen for at komme hen og snuse til ham, gik jeg et par gange rundt om dem med Nimbus fri, uden at han havde fået nogen ”plads-kommando”. Nimbus ignorerede, som han har lært, den fremmede hund og havde for det meste kun øjnene på mig. Så stoppede jeg op ca. 1 m. fra den ivrige fremmede hund og bad Nimbus om at sætte sig. Ingen problemer. Parret og jeg udvekslede et par ord om ”opvisningen”, og jeg kaldte dernæst Nimbus op i bilen igen og tog Ezra ud. Igen uden line på gentog jeg med hende samme optrin.
På vejen hjem tænkte jeg på mandens skepsis og var glad for, at han havde luftet den, så den sidste eventuelle tvivl om Pack Bonding´s effektivitet kunne manes til jorden. Samtidig kunne jeg heller ikke lade være med endnu en gang at undres over, hvor få det egentlig er, som stiller spørgsmålstegn ved de metoder, de indlæres efter.
Hvorfor skal det være provokerende at bede om ”syn for sagn”, eller som man siger på engelsk ”Put your money, where your mouth is” ?
Det burde da være en selvfølge for enhver underviser selv at kunne fremstå med et godt eksempel, og det bør være ethvert menneskes ret i en undervisningssituation at stille spørgsmål og forholde sig kritisk til dette, uden at det bliver taget ilde op. Det er jo med til at sikre en høj kvalitet af undervisning, også når det gælder undervisning i problemløsning omkring hundeadfærd.
Når jeg underviser mine Pack Bonding hold, har jeg altid en eller begge af mine hunde ved min side, - for det meste uden liner på. Jeg bruger dem på den måde som demonstrationshunde, hvor jeg viser, hvordan man skal udføre de forskellige øvelser. Samtidig får alle mine kursister en overbevisende undervisning, som ikke kun gemmer sig i teoretiske formuleringer og skrivebordsprincipper. En undervisning der viser, at der er sammenhæng mellem teori og praksis.
