Hunde, som ikke bliver brugt til det, de er fremavlet til, eller som ikke får tilbudt en alternativ kompenserende træning, udvikler langt lettere problemadfærd så som aggression mod andre dyr såvel som mennesker, stress, alene-hjemme problemer mm.
De fleste racer har i tidernes morgen alle haft et formål i menneskets verden, hvad enten det har været som vagt-, jagt-, træk-, hyrde- eller selskabshunde.
Visse racer har gennem tiden mistet deres oprindelige opgaver, fordi menneskets udvikling af teknik og mekanik har overflødiggjort dem.
Derved har det for disse racers vedkommende ikke været vigtigt at bevare deres oprindelige genetiske prædisponerede egenskaber, som så enten helt er forsvundet fra racens normaladfærd eller er blevet udvandet.
Andre racer har bevaret deres nedarvede forkundskaber og anlæg for at udføre et bestemt stykke arbejde for mennesket. Det være sig som jagt-, vagt-, træk- eller sågar kamp-hunde, som desværre i dag har fået en renæssance. Disse hunde bliver hovedsageligt opdrættet med deres hovedformål, arbejdet, for øje, og de indeholder en styrke i deres drifter og en intensitet i deres adfærd, som er meget anderledes end andre racers adfærd.
Det kan gå galt, når en og samme race både er blevet en populær familiehund (uden andet ”arbejde” end at være ”hyggehund” for sin familie) og en populær arbejdshund (f.eks. jagthund eller vagthund), sådan som det er tilfældet for bl.a. schæferhunden og labradoren.
Hos begge disse racer har man udviklet to hundetyper, som ligner hinanden så meget, at kun virkelige kendere har en chance for at se forskel på deres udseende, men adfærdsmæssigt ligger typerne en hel del fra hinanden, hvad styrke i drifter og intensitet angår.
Det betyder, at det er meget nemt for en almindelig familie at komme til at vælge ”forkert”, når de skal bruge en rolig selskabshund, som stiller sig tilfreds med et par gåture i lokalområdet hver dag. Måske ender de op med en ”krudttønde” af en arbejdshund, som først falder til ro, når den har fået brugt al sin energi.
Egentlig er det dybt uretfærdigt overfor hunden, at kalde den en problemhund, hvis understimulation eller forkert stimulation er årsagen. Så er der nærmere tale om problem-mennesker, som har hundeproblemer.
Man bør sætte sig grundigt ind i, hvad de forskellige racer og typer har behov for, for at de kan fungerer som gode familiehunde. Det er nemlig sådan, at man må søge at dække hundens behov for motion, både det fysiske, men i lige så høj grad det mentale, for at man kan begynde at forlange, at hunden skal kunne opføre sig ordentligt.
Mange steder står der skrevet i diverse hundeleksika, at denne eller hin hunderace også er en god familiehund, men dette ”også” skal ofte opfattes på den måde, at når hundens specielle behov er blevet dækket, så er den en god familiehund, som ikke opfører sig frustreret på nogen måde. Det ”glemmer” man bare at skrive.
Hvis al ens omgang med hunden kun består af forbudstræning (gør ikke dit, gør ikke dat, spring ikke op, træk ikke i snoren, læg dig stille osv.), vil hunden aldrig blive rigtig glad og lydig.
Man skal hele tiden være "over den", og ser den sit snit til det, vil den afreagere på den ene eller anden måde - som regel med større eller mindre ubehag for de omkringværende dyr og mennesker.
Mange køber f.eks. en dejlig labrador uden tanke på, at det er en hund, som er skabt til at gå med på jagt en hel dag, hente og bringe nedskudt vildt til lands, men i særdeleshed også til vands. Det er behov, som hundeejeren må og skal anerkende, når han køber en labrador. Muligvis er køberen ikke jæger og har i de fleste tilfælde slet ikke noget med jagt at gøre, men derfor har lige præcis labradoren stadig et behov for at bære ting i munden, at samarbejde med sin flokleder, at søge samt at svømme.
I SOR Hundeskole lærer hundeejere, hvordan de kan kompensere i deres træning af hunden, således at den udvikler sig til et harmonisk, problemfrit familiemedlem og i overensstemmelse med dens races specielle behov.
