Hvor skal jeg købe min hund?

Når man skal købe hund, er der mange valg, som skal træffes.
Vi danskere er drevne indkøbere, og vi er meget prisbevidste. Hvem kan klandre en kommende hundeejer for at ville spare nogle tusinde kroner på en handel, når "varen", der skal indkøbes, er en hund - for når alt kommer til alt, så er en hund jo en hund! FORKERT!

Der er umådelig forskel på den seriøse hundeopdrætter, den godtroende stueavler og den hensynsløse hundehandler, men det er jo ikke sådan at se forskel, hvis man ikke lige ved, hvad man skal se efter. Først og fremmest er det jo nok klart for enhver, at ingen, som sælger hundehvalpe, vil stå frem med den noget tvivlsomme ære at være useriøs, uvidende eller pengegrisk. Som udgangspunkt vil alle jo fremhæve deres hundes fortrin.

Prisen
Prisen er ikke nødvendigvis afgørende for, om en hund er god eller ej, men den giver dog alligevel en hel del indikationer - især hvis der er tale om hvalpe i 8-12 ugers alderen. Undersøg den gængse pris på den type/race hund, som du kunne tænke dig at købe. Hvis du falder over et sted, som tilsyneladende sælger de samme kvalitetshunde, som du generelt er stødt på i din søgen, men til en væsentlig lavere pris, bør dine alarmklokker ringe, nøjagtig som var der en på gaden, der ville sælge dig en ny Mecedes til 100.000, når du ellers ved, at den normalt mindst koster 400.000. Måske er der noget ved denne tilsyneladende gode kvalitetshund, som ikke tåler et nærmere eftersyn. Måske har den en adfærdsmæssig brist eller en underlig fortid, - måske kan du ikke få lov til at se hvalpens forældre, eller hvor den ellers kommer fra.

At lave kvalitetshunde koster både i tid og penge. Dyrlægeregninger (røngtenfotografering af knogler/led, vaccinationer, ørertatovering, div. eftersyn mm.), kvalitetsfoder, parringsudgifter, prøveaflæggelse (ved brugshunderacer), udstillingsudgifter, stambogsafgifter, kørselsudgifter for slet ikke at tale om al den tid en seriøs opdrætter bruger på at udvælge en passende parringspartner til sin tæve samt at uddanne sin tæve, såfremt der er tale om brugshunderacer (tjenestehunde- & jagthunderacerne ). Desuden koster det altid opdrætteren noget at oprette og love en høj kvalitet på hunden, fordi der altid, lige meget hvor omhyggelig en opdrætter er, vil være hunde, som ikke falder ud som lovet, og som derfor enten skal erstattes med en ny hvalp eller en form for tilbagebetaling.

Stambogsførte hunde kontra ikke-stambogsførte hunde
Spørgsmålet er her, om man kan få lige så god en kvalitet af hund uden stambog, som med. Svaret på dette afhænger jo af, hvordan man definerer ordet kvalitet, når det kommer til hundekøb.

Hvis varen var et tv-apparat, ville man nok forvente en bedre billed- og lydkvalitet ved et dyrt fjernsyn end ved et discount-tv. På dette punkt kan man ikke forvente stor "kvalitetsforskel" på to hunde, hvoraf den ene er en stambogsført hund og den anden er en "tilfældig" blandingshund. Blandingshunden har ikke en dårligere lugtesans, hørelse eller synssans end end stambogsført hund.

De fleste har nok hørt myten om, at "blandingshunde er sundere end racerene hunde". Undersøgelser viser imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Blandingshunde er statistisk set lidt mere syge end racerene hunde, om end der ikke er den store forskel.

For mig er der ingen tvivl - en god kvalitet på en hund afhænger i høj grad af forudsigeligheden på hundens medfødte væsen og psyke såvel som hundens fysik (herunder sansynligheden for at udvikle visse sygdomme) samt eksteriør.

Denne forudsigelighedsgrad er selvklart meget lille, når man blander racerne eller sågar laver blandingshvalpe på hunde, som selv er blandinger. Ingen kan forudsige noget om temperament, drifter, psyke eller endda udseende. At vælge hund på dette grundlag er ren gambling - om end i første omgang med en væsentlig mindre økonomisk indsats end ved racerene stambogsførte hunde, og det er ikke underligt, at det er kutyme ved køb af sådanne hunde, at der ikke følger nogen form for garanti med.

For at kunne garantere en vis type hund både udseendemæssigt og væsens-/temperamentsmæssigt er det bydende nødvendigt for opdrætteren at kende sin race og endda hvilken type indenfor racen, man har med at gøre. Ved mange racer, især brugshunderacerne, er der stor forskel på de blodlinier, der avles på, fordi nogle avlere satser mere på det udseendemæssige, mens andre vægter det væsens-/driftmæssige i hunden langt højere. Derfor er der hos disse racer opstået det, man kan kalde "udstillingstyper" i modsætning til "brugs-/sports-hundetyper". Jo større viden på dette område, des større mulighed for at forudsige hundens temperament, væsen, drifter og dermed hele dens adfærd, tilbøjeligheder samt selvfølgelig dens udseende. Alt sammen af allerstørste vigtighed når en ny hundeejer skal finde en passende hund.

Avl på stambogsførte hunde
At finde en god hund af kvalitetsmæssig høj værdi handler altså for ejeren om at kunne definere sine behov og forventninger til sin kommende hund og på baggrund af dette gå på "markedet" og vitterlig også få sig en hund, som man med høj sandsynlighed kan forudsige vil kunne passe til disse forventninger.

Man skal ikke tro, at "den hellige grav er vel forværret", bare fordi man køber efter stambogsførte forældredyr. At forældredyrene er stambogsførte er ikke ensbetydende med, at de selv kan avle stambogsførte hunde.

For at kunne indgå i avlen, skal en stambogsført hund avlskåres eller avlsgodkendes, - også her er der forskel. At en hund selv har en stambog, er jo ikke ensbetydende med, at den 100 % sikkert vil falde racetypisk ud, - hverken i temperament eller udseende. Sandsynligheden er dog rimelig stor, men en avlsgodkendelse (mindstekrav) medfører dog, at hunde, som slet ikke lever op til racestandarten, sorteres fra avlen.

Igen handler det om at bibeholde en rimelig grad af forudsigelighed. Jeg var engang ude for en familie, som havde købt en ikke-stambogsført hvalp fra en hundehandler i den tro, at det var en meget lys golden retriever. Hunden viste sig i voksenalderen at være en Pyenæisk hyrdehund (en stor hvid race på størrelse med en Skt. Bernhardshund og med et stort beskyttelsesinstinkt). For det første blev hunden alt for stor til dem, og for det andet havde de store problemer med hundens stærke trang til at beskytte dem og deres børn, som hele tiden fik besøg af andre børn i kvarteret. De endte med at skille sig af med hunden.

Opdrætterens indsigt
Når hunden er avlsgodkendt, kan man avle hvalpe på den, som kan stambogsføres i Dansk Kennel Klub (DKK). Der er nu "frit valg på hele hylden" af andre avlsgodkendte hunde af samme race. Her er der igen stor forskel på opdrætternes seriøsitet.
Nogle opdrættere vælger fuldstændigt tilfældige om end avlsgodkendte hanhunde, fordi de ikke ved bedre, mens andre er meget mere omhyggelige og vidende om, hvad de vil med deres avl, - lige specielt hvilken type hanhund, som vil passe til deres type hunhund, for selv om hundene alle er avlgodkendte, er der stadig stor diversitet ( forskel ) på de enkelte individer.

Dette er en videnskab og en jungle for den uindviede, men der er ingen tvivl om, at den opdrætter, som virkelig gør et stort stykke arbejde for at udvælge den helt rigtige avlshan ( både hvad angår udseende, sundhed og væsen) ved langt mere om sine hvalpe og kan dermed langt bedre rådgive fremtidige hvalpekøbere end den avler, som bare tager "den første, den bedste" avlshan.

Købskontrakt
Enhver opdrætter med respekt for sig selv og sit eget opdræt benytter selvfølgelig en købskontrakt ved overdragelse af hvalpen. Dansk Kennel Klub har en standardiseret kontrakt, som mange opdrættere vælger at gøre brug af. Her bør man virkelig læse garantierne igennem og drøfte med opdrætteren, hvad der menes med dette og hint og få skrevet tingene ned på papir, såfremt noget skal ændres eller uddybes.

De fleste store racer har en ret høj risiko for at udvikle hofteleds-dysplasi (HD). Dette er en knogle/led-defekt, hvor knoglerne i leddet ikke passer ordentligt til hinanden, hvorfor leddet slides hurtigt ned med efterfølgende smerter for hunden. Disse hunde ender ofte med at blive aflivet i en tidlig alder eller tvinges til at leve et meget roligt liv.

Nogle racer har større sandsynlighed for at blive ramt af visse sygdomme, og det er vigtigt, at man som køber har undersøgt dette, så der kan tages højde for det i købskontrakten.
Det, man skal være specielt opmærksom på her, er, at nogle avlere på papiret "garanterer" mod det ene eller andet, men når hunden så f.eks. i 1½-års alderen får konstateret sygdommen, viser det sig, at "garantien" kun efterkommes, såfremt køberen afleverer hunden tilbage til avleren.

Dette er i mine øjne ren psykisk afpresning, som INTET har at gøre med en garanti, for hvem vil aflevere sin højt elskede hund tilbage efter bare nogle få måneder? Visse avlere VED dette og satser på det, så de bliver fri for at indfri deres garanti, men en garanti ser jo godt ud på papiret. Hvad man der imod klart skal aftale OG nedskrive er, at såfremt sygdommen rammer ens hund, vil garantien være der - også selvom hunden bliver i hjemmet og lever sine sidste dage der - DET er en garanti! Om garantien så gælder en ny hvalp, - tilbagebetaling af hele eller dele af købsprisen, skal ligeledes fremgå skriftligt af købskontrakten. Måske er man ikke vild med at få en ny hvalp efter samme moderdyr, fordi ens ængstelse for, at den nye hvalp også vil komme til at lide af samme sygdom, er for stor. Så er det jo vigtigt, at man har tænkt på det, da man købte hvalpen.

Nogle mennesker synes, at det at give garanti på hunde er en overflødig gestus. Garantien garanterer jo i virkeligheden ikke, at den hvalp, man køber, ikke udvikler en sådan lidelse. Nej, sådan er det jo med garantier - de er til for at søge at erstatte. Desuden synes jeg, at der ligger noget meget fint i en garanti, nemlig den, at opdrætteren herved viser, hvor meget han/hun står inde for sit opdræt, så garantierne bliver derved en direkte indikator for, hvor seriøs en opdrætter er.

Kvalitet i alle produktionsled
En ting er, at den hvalp, man køber, er i fin stand, men hvad med tæven - dens moder? Man tænker alt for sjældent på, hvordan tæven lever sit liv. Er hun udelukkende et avlsdyr, som kun har det ene formål at bringe cool cash i avlerens pengepung? Hvor mange kuld har hun haft - drives der rovdrift på hende? Står hun i hundegård dagen lang, - bliver der gået ture med hende?

Dansk Kennel Klub foreskriver her, hvordan de synes, en avlstæve bør behandles. Bl.a. står der, at man helst ser, at tæven højst får 2 kuld hvalpe, - dernæst et års pause uden afkom og så evt. 2 kuld mere. Altså maksimum et kuld hvalpe om året to år i træk, således at tæven kan komme til hægterne igen, for det er absolut ikke en let opgave at være hundemoder.

Alderen på tæven er også af stor vigtighed. At avle på en alt for ung tæve (under 2 år) burde ganske simpelt ikke finde sted, idet hunhunden slet ikke er udviklet og modnet ordentligt - dvs. hun har endnu ikke været igennem de forskellige dokumenterede udviklingsfaser der er i en hunds liv.

En god alder for en førstegangsfødende tæve ligger på 2½ til 3½ år. Ved 2½ års alderen er hunden fysisk i topform mens den ved 3½ års alderen yderligere har fået en god modenhed.
Modenhed er særdeles vigtig for en førstegangsfødende tæve, idet det giver hende et større overblik og en langt større tolerance overfor hvalpene, hvilket vil præge dem hele deres liv.
For umodne tæver er ofte opfarende og intolerante, for voldsomme og uligevægtige - hvilket jo ligeledes præger hvalpene.

Hvad sker der så med opdrætterens tæve(r), når de har "udtjent deres værnepligt? Hører din opdrætter til dem, som bare afliver en udbrændt tæve? Omplaceres de i en sen alder, eller får de som gode avlsdyr lov til at nyde et ordentligt otium i det hjem, hvor de altid har været eller får de lov at "rådne" op i en lille løbegård? Ved du hvilken type opdrætter, du støtter - eller er du mon bare ligeglad?

"Da vi var derude gik der mange hunde i burene - og der var virkelig meget hundelort alle vegne " (sagt om en Karelsk Bjørnehunde kennel i DKK)

"Hvalpene var nede i en mørk kælder og der var virkelig meget beskidt. Vi fik så meget medlidenhed med hvalpene” (om "ægte schæfere" uden stambog)

Snobberi eller fornuft ?
Netop bemærkningen "jeg har jo ikke noget at bruge en fin stambog til" er nok en af de hyppigste årsager til, at folk køber hunde uden stambøger i DKK og derfor meget ofte støtter hensynsløse opdrættere eller hundehandlere.

Man kan selvfølgelig ikke fuldt ud garantere, at alle opdrættere under DKK er lige samvittighedsfulde, men de mest samvittighedsfulde opdrættere skal helt bestemt findes her!
Jeg er også sikker på, at mange tv- udsendelser om opdrættere, der udelukkende fokuserer på hundenes eksteriør skader hundesagen voldsomt, fordi det giver en forvrænget billede af disse hunde og ikke mindst deres opdrættere. Visse racer er efterhånden også så outrerede i deres rendyrkede fysik, at folk alene af den grund tager afstand fra "alle de hunde med deres finde stamtavler".

Den ideelle opdrætter
Den ideelle opdrætter er en opdrætter med etikken i orden, der holder sig tæt op af en naturlig sund fornuft. For det første er det vigtigt, at opdrætteren ikke er storavler med mange avlende tæver på én gang. Dernæst bør der ikke drives ”rovdrift” på tæverne. Det er hårdt arbejde at være mor til et kuld hvalpe, og tæverne bør have tid til at komme til hægterne igen, før de igen bliver parret.

Opdrætteren bør være skånsom overfor avlstæverne og ikke starte avl på dem, før de har opnået en god modenhed, som gør dem til overbærende mødre

Det er også lige så vigtigt, at alvstæverne har de rette drifter og egenskaber som avlshannerne, og at de vel at mærke har bevist det. Mange opdrættere har tendens til kun at vægte hannernes egenskaber.

Ved udvælgelse af en avlshan skal opdrætteren være særdeles grundig og starte med at undersøge hannernes baggrund, mentalitet oma. I god tid før en planlagt parring. Opdrætteren bør opleve dette ved selvsyn. Især når det gælder brugshunderacer er det vigtigt, at opdrætteren har set og vurderet en kommende avlshans evner for arbejdet.

Når hvalpene fødes, skal det foregå inden døre, - lunt, rent og uden træk. Opdrætteren bør tænke sig godt om inden varmelamper og sutteflasker tages i brug for at holde liv i hvalpe, som ikke af sig selv kan overleve. Det kan lyde lidt barskt, men på længere sigt degenererer man racen ved at holde kunstigt liv i de hvalpe, som naturligt ville dø i en meget tidlig alder, og som nogle opdrættere så rigtigt giver udtryk for, så er det selvfølgelig et tab for dem, hvis en hvalp falder fra, men hellere det, end at det skal være et tab for en fremtidig hvalpekøber. Som regel er der j en årsag til, at disse hvalpe er langt mindre levedygtige end deres kuldsøskende, og det vil ofte vise sig senere i hundenes liv. Hvis vi, som Eberhardt Trumler, grundlæggeren af moderne hundepsykologi, også siger, som minimum viste vores respekt for livet ved at lade vore hunde føde og parre sig naturligt, ville mange menneskeskabte problemer hos hundene forsvinde. En opdrætter kan selvfølgelig vælge at fokusere mere på den enkelte hvalps liv og redde et ellers dødsdømt liv, - men er det en opdrætters opgave? Bør en opdrætter ikke være idealistisk og også avle udefra nogle mere overordnede principper? Bør man ikke som seriøs opdrætter tilstræbe at forbedre sin race?

En god og seriøs opdrætter bør selvfølgelig også give garanti for det, hunden er opdrættet til, så det er væsentligt, at der garanteres for hundenes sundhed (hofte- og albueledsdysplasi, arvelige sygdomme der er typisk gældende for den pågældende race), drifter, væsen og livstruende arvelige sygdomme opstået inden 2 års alderen.

Sidst, men ikke mindst, bør en god opdrætter vide en del om opdragelse og træning af sin race, - dens særpræg, og hvad man specielt bør være opmærksom på mht. arvelig adfærd hos den pågældende race.

Mange købere søger gode råd hos opdrætteren, og er man som opdrætter uvidende eller alt for uerfaren på området, kan selv de bedst opdrættede hunde hurtigt komme til at ende et alt for kort liv på dyrlægens bord.

Konklusion
Når du har købt hund et sted, bør du spørge dig selv, om du gladelig vil købe hund der igen ? Hvis svaret er et nej, burde du ikke have købt hund der til at begynde med - længere er den egentlig ikke.

Husk på, hvem og hvad du støtter, når du køber hund. Køber du hund af medlidenhed, støtter du jo netop den forretning, du søger at redde en hvalp fra! Og hvorfor kom du der til at begynde med ?

Hvis du endelig ikke har så mange midler at anskaffe dig en hund for, kan du jo altid gøre en god gerning ved at henvende dig til Dyrenes Beskyttelse eller DFA (Danish Friends of Animals, - en organisation som formidler hvalpe/hunde fra Grækenland) og her få anvist en omplacerings-hund/hvalp.