Alt for mange hunde lever et inaktivt liv, ofte med problemer som voldsomhed, overivrighed, alene-hjemme-problemer, ulydighed og/eller aggression til følge. Op mod 80 % af alle hundeproblemer kan løses alene ved at forøge hundens daglige aktivitet på en for hunden fornuftig måde.
Inaktive hunde giver understimulerede hunde. Time efter time ligger hundene bare og venter på, at deres ejere skal tage initiativ til at foretage sig noget med dem. Sjældent bliver det til stort mere end et par gåture om dagen, ofte endda på den samme rute dag efter dag, år efter år. Nogle kommer endog ikke engang uden for matriklen hver dag, men må se sig henvist til haven. Set i forholdet til, at en hunds revir nemt kan være 100 – 200 km2, såfremt den fik lov at fouragere, er enhver have – også de store – de rene persillebede til sammenligning. (Måske dog undtaget Chihuahuaen på gården med de 18 ha.)
Tager man i betragtning, at vores tamhund stadig er 85 % ulv i al dens adfærd er det interessant at kigge på, hvad hundens forfader får sin hverdag til at gå med.
En ulv har et revir, dvs. hjemsted på 300 – 1600 km2 , og den sover/hviler sig gennemsnitligt 6 timer dagligt. Den jager, samarbejder, opsnuser, løber, forcerer naturlige forhindringer og har socialt samvær resten af tiden, dvs. ca. 18 timer.
Vore tamhunde er selvfølgelig ikke helt så aktive og vores hundes jagtinteresse er også væsentligt modificeret i forhold til ulven. Raceforskelle gør også, at visse hunde er langt mere aktivitetskrævende end andre, og raceforskelle bevirker ligeledes, at ikke alle hunde har lige stor glæde af de samme aktiviteter.
Typisk bør man aktivere hunden i forhold til, hvad den i tidernes morgen er blevet fremavlet til. Det kan selvfølgelig være lidt svært, hvis man er i besiddelse af en Rhodesian Rigdeback, idet der jo ikke står en løve bag hvert et gadehjørne klar til at blive jagtet, og mit budskab skal selvfølgelig ikke tages helt så bogstaveligt.
I eksemplet Rhodesian Rigdeback må man spørge sig selv, hvilke ”overskrifter” man kunne give hundens tidligere arbejde og derefter sammenstrikke en god kompenserende træning, som falder indenfor hundens interesseområde. Her kunne det evt. være ”løb” og ”sporsøgning” (evt. blodspors-søgning, schweiss-træning), som man med godt udbytte kunne satse på.
De fleste specialraceklubber er gode til at igangsætte sådanne aktiviteter for deres medlemmer, - svømme/redningstræning i vand for Newfoundlændere, - apporteringskurser for Retrievere, - lure coursing (løb efter kunstig hare på zig-zag-bane) for Mynder og bla. Rhodesian Rigdeback, - schweisstræning for Støvere, - hyrdehundetræning for Border Collies osv. osv.
Vi mennesker har jo ligeledes præferencer blandt vore fritidsgøremål, - og vi ville få langt større glæde af vores hunde som familiehunde, såfremt vi var lidt mere opmærksomme på at tilgodese og udvikle hundenes racespecifikke nedarvede evner.
