Jeg har flere gange haft lyst til at belyse ”den anden side af hundetræning”, - en lidt mere psykologisk indgangsvinkel, da jeg ser, at det ofte er dén, som kan spænde ben for hundeejere i deres stræben mod en god og lydig hund.
Hvem vi er, afspejler sig i måden, vi agerer på. Det være sig i forholdet til vores familie, vores venner, vores børn og selvfølgelig også i forholdet overfor vores hund. Hvordan vi løser en opgave, som livet stiller os, eller fortolker en besked, er også meget afhængigt af, hvem vi ”er”.
De fleste mennesker forventer, at de skal til og lære en masse teknikker, når de melder sig til hundetræning. Det skal de også, men de forventer der imod sjældent, at de endvidere risikerer at skulle ud på en psykisk rejse.
Forklaringen er den, at har man et problem med sin hund, kan dette problem muligvis skyldes en bestemt psykologisk indgangsvinkel, som man ikke var bevidst om, at man havde. Måske er man
alt for blid, undskyldende og eftergivende i forholdet til sin hund, - måske er man modsat alt for dominerende, uforstående og frembrusende. Uanset hvad, er det karaktertræk i ens personlighed,
som gør, at man handler på den ene eller anden måde overfor sin hund.
Ethvert forhold er et spørgsmål om at give og tage, - at tilbyde og at kræve. Derfor forudsætter et godt hund/ejer-forhold en vis balance i relation til dette. Nogle hundeejere har svært ved at stille krav, mens andre har svært ved at tilbyde hunden ros, udvikling og oplevelser.
Det er i sagens natur altid svært at gøre ting for første gang, men det er ikke bare førstegangs-hundeejere, som kan have svært ved at finde denne balance. At anskaffe sig hund nr. 2 eller 3 kræver atter engang justeringer, for ikke to hunde er ens, og de skal derfor heller ikke trænes og opdrages på helt samme måde. At få en ny hund kræver tilpasning og omstilling. Nogle mennesker magter ikke at omstille sig til en ny hund, som måske er en del anderledes i temperament og psyke. Bl.a. af denne årsag oplever jeg nogle gange i mit virke som professionel adfærdsbehandler at have med mennesker at gøre, som på trods af mange års erfaringer med hunde alligevel får adfærdsproblemer med deres hund.
Hunde rører ved vores følelser. Vi kan være stolte af deres bedrifter, - især når vi ved, at det er os, som har trænet dem frem til forskellige færdigheder, som andre beundrer. Omvendt kan vi føle os
flove over hunden, som måske ikke gør, hvad vi vil have den til. Hunde kan gøre os frustrerede, glade, lykkelige, kede af det, gale og rasende af mange årsager.
Hele følelsesspektret risikerer at blive involveret, når vi skal træne og opdrage vores hund, og omvendt er det også hele følelsesspektret, som kan blive berørt, når vi skal til at rette op på
nogle af de ting, som vi før har gjort forkert.
Nogle mennesker finder denne proces spændende og personligt udviklende, selvom den til tider kan skabe en vis frustration, men de, som oplever udviklingen på denne måde, vokser så at sige med opgaven. Andre giver op, - skælder ud, - bliver hidsige eller forurettede, eller de skyder på anden vis skylden og dermed også ansvaret fra sig, når det går op for dem, at det kræver en virkelig omstilling i deres væremåde overfor hunden og ikke bare er et spørgsmål om at holde lidt anderledes på linen eller en udskiftning af godbidderne. De oplever rådgivningen som et personligt angreb og er slet ikke klar til at erkende, at dén, de er, hænger uløseligt sammen med måden, de anskuer tingene på, og dermed måden de agerer på.
At forstå, opdrage og træne en hund handler ikke bare om teknik, men også indføling, selverkendelse og bevidsthed. Der er ingen tvivl om, at de bedste hundeejere bliver de, der mestrer dette.
Lykke på ”rejsen”.
