Appendiks til ”Farlige hunderacer - sandt eller falskt?”

På debatforumet ”Dog Inn” har min artikel
”Farlige hunderacer - sandt eller falskt ?” afstedkommet noget debat. Jeg valgte således i den forbindelse at uddybe min artikel.
Dette appendiks bringer jeg hermed i en lettere omredigeret udgave,
hvor jeg har udeladt debatørenes navne.

Når man skal omtale en hel masse forskellige hunderacer, bliver det meget nemt at forenkle og groft generalisere. Dette må man gerne anklage mig for, - jeg er skyldig. Jeg vil prøve at kommentere lidt på det, nogle finder vildledende i min artikel ” Farlige hunderacer, - sandt eller falskt?”. Måske har jeg ikke udtrykt mig klart nok.

Jeg skriver, at hunde er blevet opdrættet med kamp for øje for at fornøje mennesker, og at det alle dage har fundet sted. Mener man, at det er en forkert påstand ? I det gamle Rom brugte man hunde til hundekampe og kampe mod vilde dyr, og stadig i dag er der folk, som avler dyr, som de sælger med kamp for øje.

Mange af de egenskaber, som en kamphund skal indeholde, går igen hos en stor del af muskelhundene og nogle få andre typer, som man ikke vil kategorisere som muskelhund, men som ikke desto mindre har mange af de samme kendetegn. Det er egenskaber som stor dominans (egenrådighed), stor fysisk råstyrke, stor kropstålelighed (dvs. tåler smerte i høj grad ), stor vedholdenhed, stor kampdrift (om denne drift bruges til at holde en stor tyr i ave under kvægvogtning, eller det bruges i anden sammenhæng, er i denne forbindelse ikke relevant).

Når jeg snakker om ”potentielt farlige” hunde, er det hunde, som kan udgøre en speciel trussel mod mig og ikke mindst mine hunde (min flok), når vi er ude at gå tur. Jeg tror, at jeg taler for mange, når jeg siger, at det først og fremmest er mine egne og andre hundes velfærd, der falder mig først for brystet og ikke mit eget. Jeg har i hvert fald personligt endnu ikke været ude for en situation, hvor jeg har været bange for mit eget ve og vel pga. ”farlige hunde”. Det handler altså ikke om, hvorvidt disse hunde er ”menneskeaggressive” eller ej.
I den forbindelse vil jeg da også lige indskyde en bemærkning til det argument, der fremkommer vedrørende kamphunde, som bliver aflivet, hvis de er ”menneskeaggressive”. Det påstås, at kamphunderacerne er de eneste typer hunde, hvor man har aflivet individer, som har bidt mennesker. Hvorfor står der så inde på de fleste ”muskelhundes” hjemmesider, at de er fortrindelige vagthunde? Er det ikke værn mod tyve og andre mennesker, som er indtrængende?

Man påstår, at det alene er hos ”kamphundene”, at man ser, at menneskeaggressive individer fjernes og ikke indgår i avlen. Der findes da masser af eksempler på det samme hos alle andre hunde. I schæferhundeklubben skal dommeren inden en prøve kunne rage hunden i øret. Kan han ikke det, bortvises hunden. OK – det var ikke et eksempel på en aflivning, men mennesker har da gennem alle tider aflivet deres hunde, såfremt de bed enten nogle i familien eller gæster, - så denne almene ”regulering” af ”menneskeaggression” har da alle dage været med til at gøre hunden til en tamhund, og det er en regulering, som alle hunderacer har været og stadig er underlagt.

Men i Danmark er det jo kutyme, at man går rundt med løse hunde, selvom man ikke har styr på dem, og her er det, at de farlige situationer nemt kan opstå. Når man kommer gående med sine egne hunde og ser en løs hund af en af nedenstående race / type, ja – så kan det godt gibbe lidt i en, fordi man ved, hvilket potentiale, der ligger i sådan en fætter, såfremt den opsøger ens egne hunde, og det kommer til konflikt. Vi har nok alle prøvet at stå med en uønsket tilløben fremmed hund på en gåtur, og hvor det har udviklet sig til lidt af en konflikt. Det er der ingen af os, som bryder os om. Og tanken om at skulle stå i sådan en situation med en uhyre fysisk stærk og dominerende type hund huer da slet ingen. En ting er at skulle jage en schæferhund på porten, - en anden ting er sandelig at skulle gøre det samme overfor f.eks. en amerikansk bulldog. Da der er gået en del mode i at have disse muskelhunde, dukker de jo også automatisk op i bybilledet, og flere og flere oplever møder på godt og ondt med sådanne hunde, ligesom tilfældet er med alle andre hunderacer/typer. Forskellen er, at når det går galt, hvilket det jo gør af og til mellem alle slags hunde, ja – så kan det gå rigtigt galt endda, for en stor stærk hund kan altså lave mere skade, end en mindre stærk kan. Det gør indtryk, og derfor snakkes der, og derfor skrives der.

I den forbindelse vil der jo altid være en gruppe hunde, som i højere grad end andre, er farlige for deres omgivelser. Det er hunde, som er relativt svære at opdrage (meget dominante, selvsikre og/eller egenrådige hunde) samtidig med, at de har de andre ovennævnte egenskaber (stor fysisk styrke, høj smertetærskel, stor kamp- og forsvarsdrift). Og disse hunde finder vi indenfor vogter- kvæg-, jagt- og kamp-hundetyperne.
Det er hunde som dogo argentino, cane corso, tibetansk mastiff, fila brasiliero, mastino napoletano, presa canario, dogue de bordeaux, amerikansk bulldog, pit bull, amstaff, rottweiler, banbog, boer boel, engelsk mastiff, bullmastiff, kaukasisk ovtcharka, sarplanina. Der kan sikkert nævnes flere, men det er dem, jeg umiddelbart kan huske, jeg har set/oplevet i mit miljø.

Som man kan se, er disse hunde meget forskellige, hvad deres oprindelse angår, og der er da også en himmel til forskel i temperamentet på den blideste og den mest opdragelsesbare af disse nævnte racer. Det er en misforståelse, hvis man tror, at jeg KUN snakker om muskelhunde, - eller også har jeg ikke formået at forklare mig ordentligt. Never mind. Jeg snakker om potentielt farlige hunderacer/typer, og jeg vil vove den påstand, at det er blandt disse ovennævnte hunde, man bør være ekstra på vagt overfor uheldige påvirkninger, dårlige ejere og tilfældig omgang.

Stadigvæk – jeg fordømmer eller dømmer på ingen måde disse hunde. Jeg synes, det er i orden, at folk ejer disse hunde, såfremt de også viser, at de er deres lidt større ansvar voksne, på nøjagtig samme måde, som jeg har et lidt større ansvar overfor mine to schæferhunde i forhold til den hundeejer, som ”bare” ejer en lille selskabshund, idet mine to hunde har et væsentligt andet potentiale end f.eks. en Cavalier King Charles spaniel. Muskelhundene og lignende typer hunde har dog et endnu større potentiale for at kunne gøre fortræd, end en schæferhund har, så derfor har ejeren af en sådan hund også et tilsvarende større ansvar. Når snakken kommer til ”de farlige hundetyper/racer”, bør man være realistisk og siger, at de kræver noget mere/ekstra/andet end andre typer gør, fordi de er i besiddelse af de egenskaber, jeg før har nævnt.

På hjemmesiderne for de forskellige racer kan man også i langt de fleste tilfælde læse vendinger i stil med : ”.. denne race kan ikke anbefales til førstegangshundeejere”, ”-kender ej til frygt”, ”..ligegyldighed overfor smerte”, ”..stærke kæber”, ”..stærk og magtfuld”, ”..racen er ikke for alle og enhver, den er ganske kraftfuld og måske lige kraftfuld nok for nogle”, ”...meget beundret for sit mod...”, ”..dominant overfor fremmede hunde af samme køn”, ”..ikke nemt at få helt lydig”, ”..mistroisk overfor fremmede”, ”..usædvanlig vitalitet som er en egenskab, der er et direkte resultat af avl til succesfulde kamphunde”, ”.. kræver en ejer, som ved, hvad man har i hænderne”, ”.. bør holdes bag et forsvarligt højt ( 180 cm.) hegn” osv. osv.

I debatten sammenligner man en hønsehund og sågar en labrador retriever med en dogo argentino, fordi schweiss-hunde af og til bliver sat på jobbet at aflive et såret, svækket rådyr, som har sat sig i en bevoksning for at dø, og fordi jægeren ikke kan komme til det. For mig at se, er der reelt ingen sammenligning mellem en dogo argentino og en labrador, hvad kampadfærd angår under jagt,- også selvom det ”på papiret” ligner hinanden. Så kan vi lige så godt gå hele vejen og sammenligne dogoen med en papillon, der hugger hovedet af en natsværmer. Jeg vil hellere angribes af ti labradors end én gal dogo.
Labradoren og hønsehunden har ikke tilnærmelsesvis de egenskaber (muskelstyrke, kropstålelighed), som en dogo har. Bottom line er, at hvis en dogo kommer op at slås med en anden hund, og en labrador gør det samme, har de så at sige hver deres ekspertise. De egenskaber, som gør en dogo i stand til at overmande og oven i købet slå et vildsvin ihjel, er de samme egenskaber, som den vil bruge i en evt. kamp mod en anden hund. Det kan man da ikke fornægte!

Men lad os nu ikke tabe tråden helt. Som en person selv skriver, ” se hvad en amr. pit bull kan lære under ordentlig træning”. Bingo – det er jo dét, som er min pointe! Ordentlig træning er én ting med én type hund, - en anden med en anden type, og lige meget hvor stærkt man render, så kan vi søreme ikke rende fra, at nogle hunderacer kræver noget mere end andre, og hvis de ikke får det, - ja, så er det, det kan blive farligt.

Hvad, der fik mig til at skrive artiklen ”Farlige hunderacer, - sandt eller falskt”, var udtalelser som: ” Det kunne lige så godt have været en chihuahua. ” og ” En hund er kun, hvad man gør den til”. Vi ved jo alle godt, at det ikke er sandt, og heldigvis bliver der da også gjort et stort stykke seriøst arbejde rundt om i raceklubberne for at oplyse om de forskellige racers egenskaber, - både de gode og dem, man skal være på vagt overfor.