Forleden blev jeg ringet op af en dame, som var ejer af en lille 1 årig shetland sheepdog ( sheltie ). Under samtalen fortalte hun, at hunden havde været noget bange og usikker, siden hun anskaffede sig den 8 uger gammel. Hun havde bla. gået til ringtræning med den og haft den på udstilling, hvor den havde fået en 2. præmie. Hun fortalte, at den stadig var noget usikker, men at det var blevet bedre.
Jeg spurgte hende, om hun havde tænkt sig at få hvalpe på hunden, hvilket hun svarede ja til. Dernæst spurgte jeg hende, om hun var klar over, at usikkerhed var en af de ting, som meget nemt kunne videregives til eventuelle hvalpe både gennem den genetiske arv samt via den påvirkning moderdyret udøver på sine hvalpe. Dette svarede hun også ja til, men hun syntes åbenbart ikke, at det skulle forhindre hende i at lave hvalpe.
Masser af hvalpe ser dagens lys på baggrund af en sådan åbenlys tankeløs, ukritisk og uambitiøs avl. Hvalpe fra sådan en hund, er det man vil kalde ”stue-opdræt”. Stueopdræt klinger varmt og hyggeligt i vore øre, men stueopdræt er ikke altid synomym med god avl , udelukkende fordi det er stueopdræt!
Kvinden her er så absolut ikke et enestående eksempel. Jeg synes, det er skræmmende. Jeg synes også, det er beskæmmende at se, hvordan mange usikre og angste hunde præmieres på udstillingerne bare pga. deres flotte statur eller fine pels.
Det er meget lidt hundevenligt, at man med fuldt overlæg sætter hvalpe i verden, der med meget stor sandsynlighed vil have svært ved at overvinde selv de mest almindelige situationer i en dagligdag, for det er det man gør, når man avler på en usikker hund. Tænk på, hvilket pres der ligger på sådan en lille usikker hund, hver dag den skal leve livet.
Jeg skal gerne være den første til at sige, at opdragelsen og den almindelige omgang med hunden har umådeligt meget at sige, men der er grænser for, hvor meget man kan rette op på en hund, som fra hvalp af har udvist en generel stor usikkerhed.
Jeg er sikker på, at vores øgede viden om hundeadfærd og forståelse for hundenes sprog har bidraget med en skyggeside.
I dag bryder vi os ikke om at tage ord som ”usikkerhed” i munden. Så lyder det bedre at sige, at hunden er ”signalfølsom”. Begrebet fortæller også noget mere om hundens usikkerhedsadfærd, nemlig at hunden bliver usikker / bange for os, fordi den oversætter vores signaler som var det dens egne (hunde-) signaler. F. eks når vi bukker os ned over den og smilende rækker en hånd frem. Den signalfølsomme hund ”oversætter” vores signaler til dens eget sprog og siger med andre ord til sig selv:
” I min verden betyder det aggression og dominans, hvis man bukker sig ind over en anden samtidig med at man smiler (= vise tænder), - ergo bliver jeg udsat for det nu, og det er jeg bange for, så jeg må hellere vise underkastelses-signaler (eller forsvars-signaler)”.
I dag bruger man ikke bare begrebet ”signalfølsomhed” til at forklare, hvad usikkerhed er, men man bruger det også til at bortforklare selv samme adfærd. Herved bliver det alment acceptabelt, ja måske ligefrem ok, at hunden er usikker.
En usikker hund, - det lyder ikke godt, Det er blevet meget mere ”politisk korrekt” i hundeverdenen at kalde en usikker hund for en signalfølsom hund. Det kommer næsten til at virke positivt, at hunden er signalfølsom!
At nogle nu oven i købet er begyndt at give ordet ”signal-følsomhed” en helt anden betydning, end den jeg netop har beskrevet, bidrager ikke yderligere til forståelse. Jeg oplever, at folk er begyndt at bruge begrebet ”en signalfølsom hund” overfor er en type hund, som reagerer godt (følsomt dvs. hurtigt og opmærksomt). på et indlært signal, f.eks. ”hånden i vejret” betyder ”sit”. I lydighedsverdenen kan denne form for ”signalfølsomhed” jo nemt fremstå som noget aldeles positivt, men brugen af begrebet er altså her en helt anden.
Forleden var jeg med på en kigger til et arrangement, hvor der både var udstilling og lydighedsprøver. Jeg satte mig over til en af lydighedsringene. En kvinde med en border collie gjorde sig klar til lydighedsprøve inde i ringen. Udenfor ringen kom en anden person samtidig forbi i lidt øget fart, og dommeren råber ud til vedkommende : ”Pas på, - gå stille og forhold dig roligt. Dette her er en meget signalfølsom hund!”.
Tjaaa, - før i tiden hed det sig, at hunden var bange, hvis den ikke kunne klare, at der til en prøve kom et menneske luntende 20 m. fra den. Måske ville man oven i købet have dristet sig til at sige, at den ligefrem var ulydig, hvis den reagerede på sådan en perifer påvirkning.
Men uanset hvad vi kalder det, ændrer det ikke ved det faktum, at en hund med en meget lille selvsikkerhed, der bliver usikker i mange af hverdagens almindelige situationer, ikke kan siges at leve et optimalt og ordentligt liv, og vi gør ingen nogen tjeneste ved at blive ved med at avle på usikre hunde.
Indenfor racen langhåret collie (Lassi-hundene), ser man helst ikke, at hundene bærer halerne højt, når hundene bliver vist frem i udstillingsringene. Jeg har sågar på en verdensudstilling i Bella Centret oplevet, hvordan udstillerne til disse hunde gav hundene et ”håndkantslag” på halerne, når de kom for højt i vejret.
Som enhver nybagt hundeejer ved, er dét at holde halen oppe bl.a. et udtryk for en vis selvsikkerhed, og man kan jo nok regne ud, hvad der sker med en race som helhed, når man i modelunernes navn præmierer hunde, som ligefrem er gode til at holde halerne klemt sammen mellem benene.
Usikkerhed er nok den faktor, som hyppigst bringer hunde i problemvoldende situationer. En usikker hund vil opfatte selv ret almindelige ting som potentielle eller reelle faremomenter og agere herved. Aggressive udfald på andre hunde, mennesker eller døde ting er som regel udslag af usikkerhed. Usikkerhed giver let hunden stress, idet den hele tiden eller meget ofte føler, at den befinder sig i en faretruende situation.
Usikkerhed nedsætter hundens livskvalitet og gør den mentalt handicappet.
Ingen hund burde, uanset race, udvise overdreven usikkerhed. Visse racer er pr. definition mere selvsikre og dominerende end andre, og debatten om, hvor sikker/usikker en hund bør være har vide rammer. Men når usikkerheden bliver generel for hundens adfærd i almindelige situationer og falder udenfor de dokumenterede usikkerhedsfaser, er det tegn på overdreven og i mine øjne invaliderende usikkerhed.
Tegn på overdreven usikkerhed kunne f.eks. være at trække sig pludseligt og evt. gøende for en anden venlig og afdæmpet hund (nogenlunde i dens egen størrelse eller mindre) eller et venligt menneske, som med almindelige rolige ikke-truende bevægelser sætter sig på hug ved siden af hunden og rækker en hånd ud. Det er muligt, at ikke alle hunde er så socialt anlagte, at de ønsker at optage kontakt med en fremmed. Det er også muligt, at en hund er reserveret. Endvidere ses det ofte, at hundene har nogle deciderede usikkerhedsperioder i alderen frem til de to år, hvor de pludselig midlertidigt kan ændre adfærd. Disse faser vokser de sig ud af og usikkerhedsfaserne må ikke forveksles med en generel usikkerhed. Men reagerer hunden anderledes eller kraftigere, bør alarmklokkerne ringe.
Forleden kom jeg gående på fortovet med mine egne to hunde, - den ene løs, den anden i lang line. En kvinde, som var ejer af en lille shelti, skråede over gaden fra det modsatte fortov og kom over mod mig. I samme øjeblik hendes hund opdagede, at de var på vej over mod os, rejste den sig på bagbenene, gik frem i linen og gøede som besat og viste tænder. Det var meget tydeligt, at kvinden havde tænkt sig at komme hen til os. Jeg stoppede op og kaldte hundene til mig. Damen begyndte at snakke til mig, mens hun skrånede over vejen, - glad og ubekymret. Jeg kiggede med vantro på hendes lille monster-hund, hvis ekstreme forsvarsadfærd fuldstændig blev ignoreret af hende. Jeg hørte slet ikke efter, hvad hun sagde, men nåede at hæve hånden mod hende for at stoppe hendes fremfærd, da jeg ikke var interesseret i, at hendes angst-aggressive hund skulle komme nærmere mine, som på nuværende tidspunkt stod med ryggen til den. Dette dæmpede dog ikke hundens adfærd, og kvinden overså fuldstændig min hånd og kom faretruende nærmere. ”STOP! Mine hunde skal ikke møde den hund”, fik jeg endelig sagt. Først da stoppede kvinden op, ca. 1½ m. fra mig stadig med hunden stående helt fremme i snoren på bagbenene med hele gebisset blottet. Så endelig vendte hun om og gik væk med hunden. Tak for kaffe!
Når man skal vurdere, om en hund skal have hvalpe, bør man overveje, om hunden ( specielt moderdyret ) er normalt omgængelig overfor fremmede (både mennesker og andre hunde). Er den ikke det, vil den meget nemt kunne videregive sine dårlige egenskaber til hvalpene. Især moderdyret skal overvejes nærmere, da det er hende, som ud over at bidrage til hvalpenes arvelige egenskaber med 50 % af generne også præger hvalpene i sin omgang med dem i de første 8 uger. Hvis tæven f.eks. er nervøs anlagt og farer sammen og gør ved enhver given lejlighed, påvirker det i meget høj grad hvalpene. Derved får tæven større indflydelse på hvalpene end hannen, og en dårlig præget hvalp kan igen ”give bolden videre” til sine hvalpe osv. osv.
Man kan ikke opveje virkningen af en usikker tæves genetiske og miljømæssige påvirkning af sine hvalpe ved at parre hende med en meget selvsikker hanhund! Når det kommer til nedarvningen af nervefasthed er det påvist, at det er den hund, med de dårligste nerver, som nedarves bedst.
Derfor er det mit indlysende råd aldrig at få hvalpe på en usikker hund og aldrig at købe hvalpe, som har usikre forældre. Generel overdreven usikkerhed er ikke en egenskab som skal accepteres i nogen som helst race.
