Som hundekyndig er det vigtigt, at man gør sit til at vise sig som et godt forbillede for andre. Dette er jeg selvfølgelig altid meget opmærksom på, og prøver også på bedste beskub at leve op til det. Nogle gange lykkes det da også bedre end andre gange, men jeg havde nu aldrig regnet med, at jeg skulle lægge øre til det, en ældre dame formanede mig om forleden dag.
Det hele starter for nogle uger siden. Jeg var netop ankommet til træningspladsen en lørdag og sad som sædvanlig lige og fik mig en juice i bilen inden træningsdagen skulle starte.
Mellem nr. 2 og 4 på Skolevej går der en lille asfalteret sti ned til boldbanerne, hvor vi træner, og mens jeg sidder der, hører jeg pludselig nogle højrøstede børnestemmer. Jeg kigger op i bakspejlet og ser en pige og tre drenge i tiårsalderen komme gående med en storpuddel i snor.
Børnene diskuterer højt frem og tilbage, og jeg bliver klar over, at diskussionen handler om, hvem der skal holde hundens linen. Børnene overser under al deres skænderi helt hunden, som tydeligt viser kraftige usikkerhedstegn. Den viger ud i linen, halen mellem benene, sænket bagkrop og kigger nervøst op på de højttalende børn. Det ene barn tager fat i linen, mens det andet stadig holder fast og prøver at vriste hunden til sig. De stopper op, men bliver så tilsyneladende enige om, hvem der skal gå med hunden. De kommer ud på Skolevej og fortsætter til højre ned ad gaden. 30 m. længere nede blusser diskussionen op igen. Hunden springer ud til siden i forskrækkelse. Igen hører jeg råben og høj tale og pludselig ser jeg, at en af drengene slipper hunden løs.
Hunden, som stadig er bange, løber i panik væk fra børnene tilbage ad den vej, de lige er kommet, ind på den asfalterede sti og ud mod træningsbanen. Drengen, som har sluppet hunden, står lidt med et fjoget grin, mens de andre tre børn skælder ham ud. Så tager de ellers benene på nakken efter hunden for at fange den.
På det tidspunkt kan jeg ikke lade være med at blande mig. Jeg hopper hurtigt ud af bilen og stopper dem med ordene ”Sig mig engang, - hvad har I gang i? Hvordan er det I opfører jer overfor den arme hund ? Kan I slet ikke se, at I skræmmer den ? ” Pigen fortæller brødebetynget, at det var den ene dreng, som med vilje slap hunden fri, fordi de andre børn ikke ville give ham lov til at gå med den. Jeg siger så til dem, at nu gør vi, som jeg siger – allesammen! Det nytter jo ikke noget at skræmme hunden yderligere ved at jage efter den i forsøget på at fange den.
Vi går stille op ad den asfalterede sti, og jeg beder nu børnene om at sætte sig på hug og kigge ned i jorden. Imens har jeg taget lidt godbidder op og kalder på hunden, som snart men meget forsigtigt dukker frem for enden af stien ved træningsbanen. Meget tøvende og med lav kropsholdning og haleføring nærmer hunden sig, og da jeg er centimeter fra at få fat i den, springer den i et sæt forbi mig og børnene ned ad stien og ud på Skolevej igen og forsvinder til højre, - i retning af dens hjem. Jeg giver endnu engang børnene en formaning om aldrig at skræmme hunden sådan igen, og børnene går derpå hjem, mens jeg krydser fingre for, at hunden nu også bare løber hjem.
Et par uger senere ankommer jeg igen en lørdag morgen til træningspladsen, og mens jeg går og rigger til til dagens træning, kommer ejeren af den selv samme hund spadserende med den.
”Nå, du fik den hjem i god behold”, siger jeg og smiler, men damen er så sandelig ikke i humør til at smile igen. Hun kommer derpå hen og begynder at fortælle mig, at hendes hund i hvert fald ikke var bange for børnene, som de åbenbart havde fortalt hende, og hvad det var for noget pjat, jeg havde sagt?
Jeg kunne da næsten ikke tro mine egne øre, og jeg måtte da så spørge hende, om det var hende eller mig, som havde været vidne til optrinnet med børnene og hunden den pågældende dag?
Det var klart, at hun følte sig krænket – men over hvad, kan jeg stadig ikke forstå ? Skulle jeg have ladet være med at gribe ind ? Skulle jeg have ladet være med at skælde børnene ud ? Det er klart, at hun som ejer af hunden føler sig ansvarlig, hvilket hun jo også er.
Måske havde det været en god ide at aftale med børnene nogle retningslinier for gåturen med hunden.
Fra mit arbejde som folkeskolelærer ved jeg, hvor vigtigt det er, at børn får meget faste og konkrete instruktioner for, hvad de må og skal, og hvad de ikke må og skal, hvis de overlades ansvaret for en hund. I dette tilfælde burde ejeren nok have forudset, at det var ”status” i at have lov til at holde hunden, og nøje have snakket med børnene om, hvem der skulle holde hunden og hvornår.
Men hvor om alting er, så kan vi jo alle komme til at begå fejl, og jeg bebrejdede da ikke ejeren hendes handling, men undrede mig bare over denne forsvarsmekanisme, som vi mennesker så tit sætter op i stedet for at se lidt indad.
Naivt nok havde jeg regnet med, at hun havde sagt tak, fordi jeg greb ind og hjalp til. Men ikke nok med, at ejeren nærmest var gal på mig, hvad mere var, fortsatte hun med at sige, at hun godt kunne fortælle mig, at selvom jeg var dygtig til at opdrage mine hunde, så kunne jeg altså ikke tillade mig at gå med dem løse på fortovet på villavejene.
Jeg måtte så endnu engang fortælle damen, at hun var fejlinformeret, såfremt hun troede, at jeg overtrådte loven og henviste til hundeloven, hvor der højt og tydeligt står, at man godt må have sin hund løs, såfremt man har fuld kontrol over den. Jeg bad hende dog selv undersøge sagen nærmere, som jeg selv for mange år siden har gjort.
Det tyggede hun så lidt på, men fortsatte så med, at jeg stadig ikke kunne tillade mig at gå med hundene løse, for så troede andre jo også, at de kunne det samme, og det var jo de færreste, som havde lige så godt styr over deres hund, som jeg havde.
Jeg kunne jo kun sige til damen, at hun jo ikke kunne holde mig ansvarlig for, hvad andre valgte at gøre med deres hund, men det var altså ikke damens mening.
Jeg kunne efterfølgende ikke lade være med at sammenligne denne dames ”logiske” argumentation med mange af mine små skoleelevers undskyldninger, når de har gjort noget forkert. ”Jammen, Søren gjorde det også”. I disse tilfælde har jeg altid svaret tilbage : ”Og hvis Søren hoppede ud fra 5. sal, - ville du så også gøre det?”
Ja, man må lægge ører til mangt og meget som hundeejer, men dette var dog en af de mere bizare oplevelser.
