Psykisk ustabile blandingshunde?

I Søndagsavisen kunne man i weekenden d. 23. & 24. juni ´07 læse artiklen ”Vælg hund med omtanke”, hvori adfærdsterapeut Irene Jarnved udtaler, at man ved blandingsracer risikerer at få psykisk ustabile hunde. Irene Jarnved udtaler : ” Med to racer, der ligger langt fra hinanden temperamentsmæssigt, kan du risikere at få en psykisk ustabil hund.”

Jeg vil klart anfægte dette udsagn, som jeg i bedste fald finder, er en meget vildledende og unuanceret måde at forklare sig på, - i værste fald det rene vrøvl! Der er intet belæg for at hævde, at blandingshunde risikerer højere grad af ”psykisk ustabilitet”, end racerene hunde gør det.

Arvelig psykisk ustabilitet skyldes i første omgang at en eller begge af forældredyrene ikke selv har været psykisk stabile nok. Ord som ”reserveret”, ”signalfølsom” eller ”dominant” dækker meget ofte over et uharmonisk dyr, som i virkeligheden lider af angst og usikkerhed. Hos nogle racer er disse karaktertræk imidlertid så hyppige, at man endog anser dem for at være ”normale”, ja endda ønskværdige hos bestemte racer. Men netop fordi man forventer disse egenskaber hos bestemte navngivne racer, kan man tilrettelægge træning og opdragelse af hundene i forholdet hertil, således at de ellers i andre sammenhænge uheldige karakteregenskaber ikke udvikler sig ustyrligt, og man opfatter derfor ikke de selv samme egenskaber for værende tegn på nogen ”psykisk ustabilitet” – tværtimod, - man forventer dem jo, så der er intet ustabilt i det.

Som schæferhundeejer er jeg eksempelvis meget bevidst om mine hundes prædisponerede adfærd for aggression ved bevogtning af huset, haven og bilen overfor fremmede. I generationer har man avlet schæferhunde således, at de har en lav aggressionstærskel og et stærkt revirforsvar.  Dette er selvfølgelig ikke en adfærd, som man oplever af nævneværdig grad hos hvalpen, men omkring kønsmodningen og frem til det 2. år, vil disse karakteregenskaber vise sig i hunden.

Mange hunde er uden ”papirer” dvs. at de ikke er racerene. Nogle ligner racerene hunde uden at være det, - andre er tydeligvis ikke racerene. Lad os antage, at en labrador uden stambog, som i virkeligheden er ¼ schæfer, bliver blandet med en karelsk bjørnehund. Blandingen går for at være ½ labrador - ½ karelsk bjørnehund, - men en 3. race, schæferen er også med i den genetiske pulje og dens egenskaber vil være med til at præge afkommet. Disse hvalpe eller måske bare nogle af dem vil dermed muligvis arve den prædisponere adfærd for bevogtning, som først vil vise sig i en senere alder.

Kan man kalde en sådan hund for ”psykisk ustabil”, når dens beskyttelsesadfærd i 10-12 måneders alderen begynder at vågne, eller ville det mon være mere retfærdigt og i overensstemmelse med sandheden at sige, at disse hvalpe er i fare for aldrig at blive forstået, fordi man har forkerte forventninger til deres medfødte adfærd?

Således hænger adfærdsproblemer i langt, langt de fleste tilfælde sammen med forventningerne til hundenes adfærd.

Racerene hunde er hunde, som har et vist udseende og en vis adfærdsmæssig prædisposition. Vi ved f.eks. at en raceren labrador med stambog kommer til at se nogenlunde sådan og sådan ud, - den kommer til at veje mellem så og så mange kg., og den er højst sandsynligt født med en adfærd, som er rimelig forudsigelig, hvad angår sociale egenskaber, jagtegenskaber, samarbejdsegenskaber,   vagtegenskaber, aggressionstærskel osv. osv.

Man kan så at sige på baggrund af kendskabet til, hvordan langt de fleste individer indenfor en pågældende race opfører sig, forudsige, hvordan fremtidige individer af racen vil komme til at opføre sig. Denne forudsigelighed er ikke på samme måde til stede, når man laver blandingsracer, - men det er slet, slet IKKE det samme, som at blandingshunde er ”psykisk ustabile”. Det er ganske simpelt noget vrøvl at hævde.

Jeg synes endvidere, det er meget betænkeligt, at en erfaren adfærdsterapeut benytter sig af et udtryk, som kan fortolkes så bredt, som begrebet ”psykisk ustabilitet” kan. I forvejen aflives hen ved 15.000 fysisk sunde hunde hvert år i Danmark pga. adfærd. Det er ca. hver 4 hund! Jeg kan forestille mig, hvordan man med Irene Jarnveds udtalelser i hånden kan give sig selv ”syndsforladelse”, når man afliver sin blandingshund, fordi man syntes, den var ”psykisk ustabil”. Eller var det måske, fordi man ikke selv magtede opgaven, fordi man egentlig ikke vidste, hvad man kunne forvente sig?

Selv har mit efterhånden mangeårige arbejde med hundene kun ført til et antal af møder med decideret adfærds-abnorme hunde, som kan tælles på én hånd. Dette er hunde, hvor man ikke har kunnet forklare hundens adfærd enten ud fra avlen, dvs. hundens ”genetiske rygsæk”, - eller ud fra et miljømæssigt / tillært perspektiv.

Irene Jarnved bliver endvidere citeret for følgende: >> Jeg har behandlet en hund, der var en blanding af karelsk bjørnehund, der typisk er meget reserveret overfor fremmede mennesker, og en labrador. Når det ringede på døren, var den glad og ivrig, men når døren blev åbnet, blev den udfarende og aggressiv, fordi så kom kareleren frem i den.<<

Her får man et temmelig fortegnet billede af, hvad der reelt sker, når en hund handler. Ingen hund, - blandingshund eller race-ren hund handler efter et Dr. Jekyll / Mr. Hyde – syndrom, og skal man virkelig forstå, hvorfor hunde reagerer, som de gør, bør man afholde sig fra at bruge vendinger som ”så kom kareleren frem i den”. Det er egenskaberne hos de enkelte individer, som vi først og fremmest bør fokusere på.

I den nævnte sag med blandingshunden bør man også huske på, at en logrende og ivrig og opstemt hund bestemt ikke altid signalerer glæde. Enhver som har trænet forsvarsarbejde med en hund kan genkende lige præcis disse signaler ( ivrighed, logren, lys bjæffen, opstemthed ) hos en hund, der føres på banen, hvor den ved, at der skal trænes bidearbejde. Signaler, som i en urutineret ejers øjne nemt kan tolkes som ”glæde”, men som i virkeligheden er udtryk for en helt anden stemning i hunden.

Problematikken er altså et spørgsmål om, at vi mennesker ikke ved og kan forudsige i nær samme grad, hvilke egenskaber, der vil slå igennem hos en blandingshund, - og med hvilken styrke. Sund fornuft kan fortælle én, at hvis man blander to racer, som i forvejen adfærdsmæssigt ligner hinanden meget, så vil forudsigeligheden af den prædisponerede adfærd være væsentlig større, end hvis man blander to racer, som i adfærd ligger langt fra hinanden. Selv indenfor det samme kuld, kan der forekomme store forskelligheder.

Derfor er det ligeledes sund fornuft at købe racerene hunde med en internationalt anerkendt DKK stamtavle, når man er en forbrugerbevidst kommende hundeejer. Omvendt – hvis man er en dygtig og/eller meget rummelig hundeejer, som kan tage tingene, som de i bogstaveligste facon kommer, i takt med at blandingshunden vokser til og de medfødte egenskaber dukker frem, - ja så er blandingshunde lige så skønne og dejlige som racerene hunde.

Vi må ej heller glemme, at langt de fleste racer er fremkommet ved at blande andre racer på kryds og tværs, indtil man fik de egenskaber frem, som var ønskelige. Man har endog blandet helt på tværs af hundenes gruppeinddelinger dvs. man har blandet hyrdehunde med terrier, spidshunde med hyrdehunde, molosser med retrievere osv. osv. Og vi bliver til stadighed ved med at ”lave” nye racer på eksakt samme måde. Under denne procedure er det ganske normalt, at man læner sig tilbage og observerer, hvordan afkommet kommer til at fungere og hvilke egenskaber, der vil slå frem.