Forstår du din hund - og forstår hunden dig?

Når en hund lærer noget nyt, sætter der sig et hukommelsesspor i dens hjerne. Dette spor vil, når først det er dannet, aldrig forsvinde. Det kan viskes noget ud, men aldrig helt. Derfor gælder det om aldrig at give hunden mulighed for at gøre noget forkert, mens indlæringen foregår.

Vi er nok mange, der har været ude for, at vores hund på et eller andet tidspunkt måske på en fredelig gåtur er blevet voldsomt forskrækket af en fremstormende hund bag et hegn. Næste gang man passerer stedet med sin hund, kan man tydeligt se, at den reagerer anspændt.
Oplevelsen behøver dog ikke have en negativ effekt på hunden for at påvirke den.

Eksemplet kunne lige så vel have være en oplevelse, jeg selv havde engang med min hund Falko. En aften skulle han som sædvanlig lige ud at tisse, inden vi skulle lægge os til ro. Jeg lukkede ham ud, og så gjorde han noget, jeg aldrig før havde set ham gøre – han stak lige hovedet ned i en vinduesskakt. Han havde fået færten af noget. Ganske rigtigt – sekundet efter hørte jeg en hvæsen og snerren og så i samme nu en kat springe op af skakten og tage flugten. Fra den dag af, kunne jeg aldrig mere gå forbi skakten, som var placeret lige ved siden af hoveddøren, uden Falko lige skulle sikre sig, om der sad en kat. Det skal lige siges, at der hverken før eller siden sad katte i skakten.

Dette er bare et par af mange eksempler på, at hunde er meget hurtige til at tage ved lære. En enkelt oplevelse er nogle gange nok til, at hunden har dannet et hukommelsesspor.

En lille hvalp kender ikke til alt det, som dens mennesker har tænkt sig at ville lære den. Den ved ikke, hvad der i menneskers øjne er rigtigt eller forkert. Den kender ikke ”facitlisten”. Den oplever bare, at det, den kan gøre, er det, den har lov til at gøre. Enhver situation er en indlæringssituation for hunden. Og hvad der sker gang på gang kunne være..............

Freja skal luftes. Far tager linen på hunden, åbner døren og hunden hopper glad ud på trappestenen, springer op og gøer lidt, for Freja synes, at Far er lang tid om at lukke døren efter sig. Mens Freja trækker Far ud ad indkørslen i stram line, retter Far lidt på tøjet og mærker efter, om han nu også har fået cigaretterne med i inderlommen. Endelig oppe på fortovet! Nu er der kun 300 meter hen til den grønne plads, hvor Freja plejer at få lov at løbe løs. Freja trækker: ” DYT – DYT”, lyder det. Far hæver armen og vinker til Olsen, som kører forbi i sin grønne Opel.

Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel mærker Freja et jag i nakken. Det er Far, som endnu engang har fået et af sine ”anfald” og er begyndt at hugge hårdt i linen. Samtidig ser han meget vred ud, når han står der foroverbøjet over Freja og skælder ud. Freja bliver usikker og gør sine bevægelser langsommere for ikke at gøre Far mere vred – for at mildne ham, men hun forstår ikke, hvorfor Far af og til får disse ”anfald”. Hun skæver usikkert op på ham. Nå, nu er ”anfaldet” vist ved at gå over. Freja retter sig igen og begynder at slappe af. Ihhh – den grønne plads. Det skal gøre godt at komme derned. Åhhhh – nu får Far endnu et anfald. Og sådan fortsætter de turen.

Mange vil nok kunne nikke genkendende til denne episode. Hvad man skal huske på er, at hunden her ikke lærer at gå pænt. Den lærer at trække i linen, for det er det, den har fået lov til at lægge ud med i begyndelsen af turen. Yderligere lærer den, at dens menneske ikke er til at stole på, idet den ikke får nogen mulighed for at forstå, hvorfor den bliver straffet.

Frejas Far gør nemlig en klassisk fejl, idet han forveksler hundens langsomme formildende bevægelser med, at den har forstået lektien. Og Faren mener, at har hunden forstået lektien og alligevel ikke adlyder, ja, så må hunden jo være fræk, og så skal den have endnu en opsang, hvilket jo kun yderligere ødelægger forholdet mellem hund og ejer.

En anden ting, som Far gør sig skyldig i er hans åbenlyse inkonsekvens, idet hunden får lov at trække de første mange meter – først ud ad indkørslen, siden hen ad vejen. At han så straffer hunden på denne måde er jo dybt uretfærdigt.

At ”gå pænt” er langt mere krævende og kompliceret at lære for hunden end at sidde og dække. Dels fordi hunden specielt i starten af gåturen er ekstremt motiveret for det modsatte, nemlig at snuse og løbe og undersøge. Den har jo sikkert ikke foretaget sig det helt stor indenfor eller i haven, så gåturen kommer til at stå i stor kontrast til den lidt ensformige indetilværelse.


Vi øver gladeligt ”sit” og ”dæk” hjemme i stuen, så hunden har en langt større forståelse for, hvad vi mener, når vi beder den om det samme i andre sammenhænge. Det bør man også gøre med ”gå-pænt-øvelsen”.

Lise Lindegaard Andersen, Sorø  | Tlf.: 4068 4202 | info@hundeskole.dk